Hotelvært, cirkusklovn, og et nummer der kostede dyrt.

1977 skulle blive året, hvor publikum kunne opleve Dirch i to miljøer man ikke før havde set ham. Og dog – for han havde jo før optrådt i et cirkustelt, på Bakken – men det var med revy, og ikke godt gammeldags klovneri. Og man havde også set ham i TV før – men aldrig i en TV-serie.
Men først havde Bente haft et solidt tag i Dirch, og hendes gode indflydelse havde en yderst gavnlig effekt på hans vægt. Bente ville selv tabe sig lidt, og gik på kur sammen med Dirch, der lagde sprutten på hylden, til fordel for hvidvin med danskvand. Dirch havde altid været glad for fodbold, men Bente lærte ham at spille tennis, og spise salat – og så kan det ellers nok være at Dirch skrumpede. Kan tabte faktisk hele 37 kg over tid. Det var en helt ny Dirch der kom ud på den anden side.
I det hele taget var forholdet til Bente godt for Dirch. Bente kunne læse Dirch, og hun forstod at give ham fred og ro, når det var det han havde brug for. I modsætning til, hvad mange tror om Dirch, så var han ikke en kæmpe stor larmende bombe i privaten. I hvert fald ikke hele tiden. Han elskede at hoppe i sin lyserøde morgenkåbe, og gå og tulle rundt og være stille. Og det syntes Bente var helt fint.

Dirch havde fået rollen som den små-krukkede hotelvært Didrichsen, i DR’s store TV-satsning. Det var Leif Panduro der var ophavsmand til serien om de to kriminalbetjente, der fik arbejdstitlen ”Mailvang og Madsen”, men endte med titlen ”En by i provinsen”.
Egentlig skulle Dirch have spille Jens Okkings rolle,  men Dirch kunne simpelthen ikke være en troværdig kriminalbetjent, lød forklaringen. , og sålede gik rollen som Samuelsen til Jens Okking, mens Henning Moritzen spillede Eriksen. Enkelte seere har nok være skuffede, da de så Dirchs tone over skærmen, for væk var den højtråbende falden-på-halen komik, og i stedet så vi en voldsomt underspillet Dirch, der ville have gjort Annelise Reenberg stolt. Til gengæld fik andre seere sikkert en helt ny oplevelse, for sådan havde de aldrig set Dirch spille før. Serien fik stor succes, og der blev produceret i alt 17 afsnit fra 1977 til 1980, hvoraf Dirch medvirkede i de 15. Selvom Dirch var nedtonet til ukendelighed, så formåede han alligevel at tilføre rollen noget fandenivoldsk, for man sad altid med fornemmelsen af, at der lurede noget under overfladen, præcis som i John Cleeses hoteldirketør, Basil Fawlty, bare mere underspillet. Det var kun få og sporadiske øjeblikke, Dirch var med, men de huskes.

Der blev også tid til to film dette år, ”Piger til søs”, den 3. Film om de kække piger i Margrethes klæ’r, og så den skæve krimi, ”Alt på et bræt”. Den sidste blev desværre lidt overset, hvilket den ikke fortjener, for den er slet ikke så dumt skruet sammen. Historien er kort fortalt, tre venner, arbejdsløse skuespillere, der for at tjene til dagen og vejen, vil begå det perfekte kup: De vil bore sig vej gennem væggen på Københavns Hovedbanegårds herretoilet, ind til en bankhvælving i nabobanken, men de afsløres af en nysgerige ”tissekone”. Deres plan består i, at de alle skal klædes ud i utallige udklædninger, og besøge toilettet, bore et par sten ud ud, og tage dem med ud, i skjul af deres kostumer. Men undervejs bliver de misundelig på hinandens udklædninger – de andre har jo fået de bedste dragter – så der byttes rundt på kostumerne. Desværre har de ikke tænkt over, at de tre herrer langt fra har samme størrelse….
Der var flere passager undervej, som ville have gjort Bahs og Balling stolt. Det var samtidig en sjælden, men kærkommen lejlighed til, at se Jørgen Ryg, Preben Kaas og Dirch Passer i den samme film. Og så spiller Lily Broberg en meget markant rolle, som den snu toiletdame. Filmen indeholder flere herlige skænderier undervejs – og er i den grad seværdig.
”Piger til søs” blev Dirchs næst-sidste film. Atter så man ham i rollen som oversergent Vasby – men kun ganske sporadisk. Det var en typisk whisky-rolle – altså en rolle, der mest af alt var for at få Dirchs navn på plakaten. Filmen var rykket ud på vandet i et af marienens fartøjer. ”handlingen” – hvis man kan kalde den det, består mest af småepisoder, holdt sammen af en kort indledning og en lige så kort afslutning. Filmen havde sine momenter, men efter denne film, var det slut på serien om de kække soldaterpiger.

Gennem Eli Benneweis havde Dirch fået kontakt til Cirkus Benneweis, og var blevet tilbudt et job som ægte gammeldags cirkusklovn. Og det kom lige på det rigtige tidspunkt.
Han havde altid drømt om at optræde som klovn, og havde da også forsøgt sig i Cirkusrevyen, selv om det unægteligt var lidt anderledes, end at skulle optræde i en manege.
Så da han modtog Eli Benneweis’ tilbud, slog han til.
”Jeg har altid ønsket mig at være klovn i et cirkus. Ægte, gammeldags klovn. Helt klassisk, næsten uden rekvisitter. Sådan et nummer er min drøm, og jeg drømmer om det om natten. Og så kommer Eli Benneweis og tilbyder mig det. Jeg får endda penge for det. Er det ikke herligt?” Så optimistisk og glad lød Dirch, før sæsonstart – men virkeligheden skulle snart gå op for ham.

”Jeg har i mange år haft et stående tilbud fra Albert Schumann om at komme ind til ham som klovn.
Og måske bli’r det osse til noget en dag. Men det ville jo være en livsopgave.”
”Det er altså der, Deres ambitioner ligger?”
”Nej, det vil jeg ikke sige. Men hvis jeg gjorde det, så skulle det være så sjovt og så rigtigt, at det ikke blev – forkert!
Opgaven måtte blive at gå ind i savsmuldet og være morsom. Uden rekvisitter og uden ord. Med en stok. Eler en violin. Eller en stol.
For i virkleigheden er jeg jo klovn i det meste af det, jeg laver.”
Ninka, Politiken 28/5 1967

Dirch allierede sig med Preben Kaas og Birger Kristensen. De tre skuespillere arbejde hårdt for at få deres nummer på plads til sæsonpremieren d. 19. april i Hillerød. Men publikums reaktion udeblev.
De tre amatørklovne havde opfundet et nummer til lejligheden – ”hattenummeret” .
I manegen stod to store borde – nærmest kasser – som var proppede med hatte af alle slags. De gik på skift mellem de to kasser med en ny hat, fjollede lidt, mens Preben Kaas fortalte en historie der passede til. Med jævne mellemrum afbrød Dirch nummeret , ved at råbe ”Er det nu vi skal være heste?” Selv om de forsøgte at forbedre nummeret undervejs i turneen, så kom det aldrig rigtigt op og ringe – man kan vel nærmest sige, det gik op i hat og briller.
De tre mandede sig op, og gik endnu mere til makronerne – eller rettere – lagkagerne. Men publikum var lunkne. Skuffet forlod de tre manegen i hast, med barberskum i øjnene – for der blev nemlig benyttet barberskum i lagkagerne i stedet for flødeskum. Det sved i øjnene – og Kaas måtte en tur på skade stuen for at få skyllet øjnene.
Under fremkaldelserne nægtede Dirch at lade sig kalde frem, og til den efterfølgende premierefest på Slotskroen i Hillerød, var Birger Jensen mutters alene. Preben Kaas var på skadestuen, og Dirch var taget hjem.

Anmelderne var skånselsløse – Politiken: ”Dirch er dårlig. Så er det sagt. Sammen med Preben Kaas og Birger Jensen er han det komiske slagnummer i Benneweis’ cirkustelt, og dette - tilsyneladende oplagte - påfund viser sig i manegen at være en fatal misforståelse...
Cirklen inden for pisten er det sværeste sted i verden at optræde, men det har Dirch og Co åbenbart ikke villet eller kunnet indse, og det lyser ud af deres entreer, at de ikke har arbejdet seriøst med tingene. Dirch kan, det ved vi, men dette nummer skriger på mangel af instruktion.”
Det blev bedre senere på sæsonen. I Ekstra Bladet skrev Knud Schønberg: ”Sandheden er stadig den, at det ikke lykkede Dirch Passer at blive cirkusklovn på en sommer, selvom han inden i sig et sted, og selv om han er blevet mere poetisk, mindre panisk klovn... Det er en interessant proces, og Dirch Passer har altid været et interessant fænomen, Også arbejdet med stoffet er interessant. Jeg tror, der er mere klovn i Dirch Passer end i nogen anden i Danmark uden direkte sammenligning måske siden August Miehe. Og jeg tror Eli Benneweis ved det”.
Den største fejl var nok, at skuespillerne havde arbejdet med nummeret, som skulle de optræde på en scene – men det var i en cirkusmanege, med publikum rundt omkring.

Og det var ikke kun i teltet den var gal – for det romantiske cirkusliv, var slet ikke så romantisk som forudset. Der var mudder og regn, og det var koldt og klamt og primitivt i campingvognene. Dirch og Bente, der var med, fik hurtigt nok, og i stedet for den intermistiske campingvognspark lod de sig indlogere på hoteller under turneen. Preben Kaas opgav helt. Efter 4 uger fik han nok, og bad om at blive løst fra kontrakten.
Men Dirch og Birger Jensen holdt stædigt ved. Et ord var et ord. Eli Benneweis støttede Dirch det bedste han kunne, men Dirch var skuffet over Preben Kaas’ rømning.
Dirch lærte på den håprde måde, hvor svært klovnens arbejde er i manegen. ”Jeg skal gøre det modsatte af, hvad jeg plejer…den gamle Dirch er kommet på skolebænken, men det er ingen skade til! Det føles som at optræde på en tallerken. En klovn må ikke tænke som skuespiller…Man skal gå ind og være 100% naiv, langsom, hvor man normalt vil være hurtig og hele tiden prøve at tænke på den, der sidder bag ens ryg” fortæller Dirch i Jørgen Lorenzens bog ”Rundt om cirkus”. Deri står også at konfenrencier Nelly Jane, blev nødt til at fortælle hvad der skete, samtidig med det foregik. En anmelder skrev efterfølgende: ”… en fatal misforståelse, skrev jeg ved premieren. Den bedømmelse ser jeg ingen grund til at ændre væsentligt… Konferencieren Nelly Jane er nødt til at fortælle, hvad der sker, mens Dirch udfolder hele sit mimiske talent i en entre, der intet har med klovnekunst at gøre. Men glimtvis slår Passer geniale komik igennem. Det er en fryd at se ham som blodhund med hængeører, og han leger vidunderligt med spottens lyskegle. Han mestrer pr. intuition detaljen og når langt i den – men cirkus er et hasarderet sted at optræde for en skuespiller, der ikke er artist samtidig.”
Under hele den frustrerende cirkusturné havde Dirch heldigvis Bente at støtte sig til. Der var mange tilbud om interviews, men Dirch takkede pænt nej. Hans og Bentes forhold var endnu for privat, til at det skulle udbasuneres i sladderpressen. Med hjælp fra Eli Benneweis og Bente, holdt Dirch stædigt ved, til sidste forestilling, der var i Tivoli i København.
Sjovt nok skulle Dirch komme til at optræde i Tivoli de næste tre år.

Men først var der lige en one-man show turne, der skulle klares i vinteren 77-78.
Bente skulle med som regissør, påklæder, suffløse, medspiller plus det løse, og Jørn Grauengaard skulle stå for musikken. Det blev til en række forestillinger på alt fra diskoteker til kroer, foreninger, idrætsfester og halballer. Men Dirch var ikke begejstret for denne form for turne, hvor folk var berusede, og knapt nok anede at han optrådte for dem. Og et sted var de så nervøse for at støde ind i det berusede publikum, at de tog flugten gennem et vindue i omklædningsrummet.
Det er også omkring denne tid, at Dirch var inviteret til at optræde ved en velgørenhedsmiddag i Falkoner Centret. Arrangøren var professor Thybjærg Hansen, der havde behandlet Dirch for hjerteanfald, og Aage Steentoft – der selv led af nervøse hjerteanfald op til en premiere. De flinke hjertelæger, var komplet uvidende om, hvor meget premierenerver sled på deres stjerne, så de glædede sig til aftenens hovednavn, men da tidspunktet nærmede sig for at Dirch skulle på, var han endnu ikke dukket op. Jane Aamund og May Steentoft, der skulle sørge for at få Dirch på scenen, begyndte at blive nervøse, og da dronnig Ingrid ankom til tiden, og Dirch endnu ikke var at se, begyndte hjertelægerne også at blive nervøse. Jane Aamunfd og May Steentoft, fik dog hurtigt opstøvet Dirch, der havde forskanset sig i baren på et nærliggende hotel – men han var stinkende beruset.  De fik ham fyldt op med skoldhed sort kaffe, og bugseret hen til Falkoner Centret. Men prøvelserne var slet ikke begyndt endnu.
Salen sad klar , og en svedende Dirch gik i gang med sit nummer, som lagde salen ned. De havde reddet forestillingen på målstregen. Dirh havde gennemført – men så ville publikum have ekstranummer. Dirch fægtede sig vej gennem fortæppet, og tog opstilling foran Dronning Ingrid:
”Ved de hvorfor Glistrup har bremsespor i bukserne?”
Den småplatte vits, tog fuldstændig pusten fra salen, der blev dødstille. Ude bagved stod May Steentoft og Jane Aamund, med bankende hjerter, og kunne intet gøre, da Dirch råbte vitsens pointe ud i salen:
”Fordi han ikke lide alt det papirnusseri”.
Joken indbragte minimal latter, og Hjerteforeningens bestyrelse, ledet af en vred professor Thybjærg, fulgte en stramt udseende Deonning Ingrid ud af salen.
Den ikke særligt flatterende beretning, viser flere ting om Dirch. For det første, at det ikke er sandt, det som mange kolleger har fortalt, at han aldrig drak før han skulle på scenen.
Og for det andet, at han blot var et helt almindeligt menneske, der kun kunne bære et vist pres, før han bukkede under for nerver.