Mens grev Klaus arbejder på et apotek som farmeceut, opfinder han i sin fritid parfume sammen med sin onkel Matthias.
Klaus kommer for tidligt hjem fra arbejde for at fejre det, men ser sin kone have besøg af en anden - Godseejeren. Godsejeren - kronisk hypokonder - er kommet for at købe en sjælden bog fra grevens samling, men omstændighederne gør, at grev Klaus ser ham kysse hans kone. Vred og såret tager Klaus tilbage til apoteket.
Klaus tror at hans kone er ham utro, og opsøger derfor alene, sin tante Heralda på Mosekloster Slot, for at bede om et lån, så han kan tage til Paris for at sælge parfumen. Onkel Matthias, som Klaus laver parfumeen sammen med, arbejder som gartner i slottes gartnere, og Klaus erfarere at onkel Matthis ikke er særligt skarp til det der med penge, og at gartneriete er på nippet til at ryge på tvangsauktion.
Tante Heralda er en barsk kvinde, og hun skælder Klaus ud, for at være for god af sig - men hun vil ikke høre tale om, at Klaus lader sig skille. Hun låner ham penge til turen, under forudsætning af, at Dagny, Klaus kone ikke skal med, men istedet skal bo på slottet hos hende, til Godsejerens udelte irritation.
Men selvom tante leger anstandsdame, stjæler Godsejeren sig til et kys i ny og næ. Klaus’ rejse går godt, og kort før hjemerejsen møder han en mystisk dansk dame på en bar - ”Kald mig Betty” - som han byder på mad. Da det regner efter barens lukketid, byder Klaus hende med hjem på sit værelse, for at sove - man er vel en gentleman. Næste morgen misforstår Klaus situationen, og Betty stikker af. Vel tilbage i Danmark, mødes alle på slottet, og en vis frøken Elisabeth von Holten dukker også op. Det er ”Betty” - eller det nu også det? Det viser sig at Elisbath er datter af en af onkel Matthias venner. Imens skryder Dagny løs, om hvad hun skal bruge alle de dejlige penge til, som Klaus kommer til at tjene. Hun får imidlertid en prop da Klaus bekendtgør at alle pengene skal bruges til gartneriet, som Klaus vil drive personligt. Så vil Dagy skilles, og flygter hen til Godsejeren. Betty stikker også af, men savner Klaus... men bedst som alt ser mest sort ud, så lysner det.

Bedste replikker:

- Hun tilhører rent ud sagt prostitutionen!
- Ja, det afslører jo en vis kvindelighed..!

- Du er en Fandens plage - men en Guds gave!

Lykke paa rejsen

Dirch Passer rolle:
statist, mand på bar

1947
71 min
sh

Premiere i Palladium 21/6 1947

Instruktion Christen jul
Teknisk instruktion Søren Melson
Manus Christen Jul og Kirstine Andersen
Foto Einar Olsen
ass. af Henning Kristiansen
Musik Svend Erik Tarp
Dekoration: Erik Aaes
Klip: Edith Schküssela
Prod: Palladium / Tage Nielsen

Medvirkende:
Erlings Schroeder
Ingeborg Brams
Elsa Kourani
Asbjørn Andersen
Peter Malberg
Maria Garland
Karen Berg
Olaf Ussing
Grethe Bendix
Ellen Margrethe Stein
Vera Lindstrøm
Valborg Neuchs
Kal Jørgensen
Grethe Bendix
Poul Holck Hofmann
Ego Brønnum-Jacobsen

Dirchland:
Dirch er med som statist som bargæst, og man ser ham kun i ganske få sekunder.
Sødt lystspil, med spredte små skuespillerperler. Især er Peter Malberg dejligt kugleskør og på tværs som Onkel Matthias. Og Ingeborg Brams en skøn pest som Dagny. Rengøringshjælpen hedder i øvrigt fru Støvtofte...og ser også sådan ud.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den handlesvage grev Klaus Segeberg ( Erling Schröder) gift med den kokette Dagnye (Ingeborg Brams), arbejder som apoteker. Han opfinder en ny parfume og sælger den til Paris. Her forelsker han sig i den mystiske prostituerede Betty. Tilbage i København møder han atter Betty under navnet Elizabeth van Holten. Og imens trøster Dagny sig med en godsejer (Asbjørn andersen)
Den altid meget følelsesgrebne Erling Schröder kan være en katastrofe for en film, men her er der noget afvæbnende ved hans erotiske uskyld. endelig alene på et parisisk hotelværelse med den prostituerede Betty (spillet af Else Kourani som en erotisk isboks) varmer han hendes kolde, våde fødder i sit skød og viser en kysk indfølingsevne, der foregriber ”den bløde mand” med mange årtider. En vis kulturel fernis (Svend Tarps musik) præger filmen, der e ren ganske underholdende kuriositet, lavet af Christien Jul, som arbejdeede sammen med Carl th. dreyer på manuskript til ”Vampyr”. Jul forsøger sig efter tur med følsomt melodram, jævn farce, erotisk lystspil og hyggespredning, uden større held. Men filmen har forbavsende indfald, f.eks. at gøre et par ud af en bøffelagtig Asbjørn Andersen og en æggende Ingeborg Brams. Ganske vist har Andersen smidt sine uundværlige hornbriller, men hans stjålne kys og tilnærmelser i høet skal ses for at blive troet. Filmens seriøse pointe er, at Brams figur optræder som den virkelige luder i sin jagt på en velstående ægtemand, men Else Kouranis Bett kun bliver tvunget over i jobbet af uheldige omstædnigheder.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Helge Kjærulff Schmidt spiller telegrafist Peter Holm, der må skynde sig hjem til Hasselager, for at blive gift med sin Tove, og tage retur til København i huj og hast, da hans landlov kun er tre dage. Derfor vil brudeparret holde bryllupsrejse - der er begrænset til bryllupsnatten.
Dette bliver dog afbrudt da de finder en død mand på værelset. Manden forsvinder og kommer igen, hver gang de har haft portieren oppe og se efter.
Det ender med at Peter bliver taget med, låst inde i en kuffert, da den lokale gangster, Smukke Adolf, tror han er Hertugen, en berygtet forbryder, som har begået et bankup i Göteborg, og gemt udbyttet på værelset på hotellet.
Parret jages gennem byen af Smukke Adolfs folk, gennem en biograf (hvor Dirch er statist lige bag ved de to).
Igen og igen forhindres de to i, at fuldbyrde bryllupsnatten, bl.a. bliver de taget til fange, men ved hjælp af en radio får de tilkaldt politiet.
Endelig ordnes alt, og de skal til at gå til ro - da morgenvækningen ringer, og Peter må tage tilbage til skibet. Hvortil bruden sukker: Sikken en nat!

Bedste replikker:

Her en til - så er der 50 øre. Ja, det er til jer alle 3!

Sikken en nat

Dirch Passer rolle:
statist - mand i biograf

1947
82 minutter
sh

Premiere
Saga biograf 21/8 1947

Instruktion Asbjørn Andersen
Manus efter ”One Thrilling Night” instr af Will Boudine efter manuskript af Joseph Hoffmann
Foto Aage Wiltrup
Musik Peter Deutsch
Prod Saga Studio

Medvirkende:
Helge Kjærulff-Schmidt
Grethe Thordal
Henry Nielsen
Sigurd Langberg
Jørn Jeppesen
Else Kourani
Miskow Makwarth
Bjørn Puggaard-Müller
m. fl.

Dirchland:
Desværre er filmen så charmerende som en mand der kaster op på en forrude i en bil du sidder i. Samspillet med Peter og has kone Tove, er så kejtet at man på intet tidspunkt tror på, de er gift. Og det er i høj de to der ødelægger filmen. Selve plottet er der intet galt i - men hovedpersonerne. Suk... en træt film, der flere steder kører i tomgang. Bl.a er der filmhistorien mindst interessante og intetsigende kortspilsscene...
Dirch er kun med i en kort sekvens i biografen, hvor han sidder som statist bagved parret.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Et brudepar (Helge Kjærulf-Schmidt og Grethe Thordal) tilbringer deres bryllupsnat før manden skal på langfart som lods, med at blive jagtet rundt af gangstere i København og omegn.
En dansk udgave af den amerikanske filmfarce fra 1942 ”One Thrilling Night”.
Totalt charmeforladt, umorsom og uerotisk i sine pikanterier om hvordan denne bryllupsnat på et hotel hele tiden bliver afbrudt af ubudne gæster. Afbrudt samleje i mere end en forstand.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Filmen starter lige på og hårdt med et ordkløveri mellem Stig Lommer og Osvald Helmuth. Lommer vil have Osvald til at synge en vise som Osvald mener er langt under hans niveau. Osvald forlader teatret, men en journalist opsnapper at der er ugler i mosen, og han konfronterer Lommer med sagen - men Lommer gyder olie på vandende og forsikrer journalisten at Osvald og han er de bedste venner. Mens de taler kommer Osvald med en gave til lommer - en blinkende torsk.
På samme tid forlader Einer Sissener sin teaterdirketør i Oslo. Han stryger end til en fotograf, og aflever et smukt portræt af sig selv til direktøren - et portræt hvor han gør nar af selv samme direktør.
I København forsøger Osvald at få fat i Einer - og det lykkes for ham. De går lidt galt af hinanden - og Osvald sætter kursen mod Oslo og Einer mod København. I Kastrup lufthavn har Osvald ikke penge nok til flyet - han har brugt dem alle på telefonsamtalen til Norge, og han bruger sine sidste kroner på en telefonsamtale til Norge - men opdager ikke at Einer sniger sig ind på ham i telefonboksen. Glade for at se hinanden tager de ind til København - men de har ingen penge, og Einer er konstant sulten.
Der sker forskellige ting, men selve hovedformålet er visen ”Købt og betalt”, ”Havnen”, ”Sovsen Jensen” ”Kan man forstå det”, ”Konen, kællingen, madammen”, samt en noget alternativ tekst til ”I skoven sku’ vær’ gilde”plus et par Sissner sketches og viser flikket ind i handlingen.
De havner i kløerne på en enkefrue, hvis filejs truer dem med bank
Journalisten er i hælene på de to, og de flygter gennem byen, og ender på Dagmarteatret. De skjuler sig i damegarderoben da Lommer dukker op, og Einer klæder sig ud som påklæderske. Journalisten sniger sig ind, og Einer fortæller ham, at han har 25 års jubilæum, og det synes journalisten er værd at skrive en historie om. Einer fremfører en sktech om den dame som ikke kan sige L men udtaler det som N.
Ved et uheld har Osvald forvildet sig ud i kulissen, hvor han står og sludrer emd en brandvagt - men Lommer har også sneget sig ind i kulissen, og forsøger at få Osvald på scenen. Men Osvald fordufter igen, og gemmer sig nu på Rådhuspladsen, hvor et stjerneskud, gør hans ønske til virkelighed: at blive en af lurblæserne. Einer dukker op, og også han får sit ønske opfyldt - ligeldes at blive lurblæser - og endelig får de begge deres ønske opfyldt ved endu et stjerneskud - og ender på scnenen på Dagmar teatret - hvor de laver deres fælles slutnummer.

Bedste replikker:

Ejner stopper op på fortorvet og drysser pulver på fortorvet.
Osvald: Drysser du salt på fortorvet, Einer?
Einer: Nej, det er tiger-pulver!
- Jamen her er jo ingen tigere!
- Nej, der kan du selv se. Det hjælper!

- Kraftidiot. Det må De undskylde hr, det var ikke Dem jeg mente!
- Ih det gør ikke noget - det kan De selv være! Farvel!

Måske kan jeg få et glas mad?

Hvornår blev De enkefrue?
Da min mand døde...

Stjerneskud

Dirch Passer rolle:
Kaj, undermand i cirkus, enkefru Olsens ”sheik”

1947
77 minutter
sh

PREMIERE
ALADDIN, BELLA OG CASINO 1/12 1947

Instruktion Alice O'Fredericks
Manus Peer Guldbrandsen
Foto Rudolf Fredrisken
Musik Kai Normann Andersen og Aage Stentoft
Sangtekster Mogens Dam, EPE, Arvid Müller, Poul Sørensen
Prod. ASA

Medvirkende:
Dirch Passer
Osvald Helmuth
Einer Sissener
Sigrid Horne Rasmussen
Betty Helsengreen
Stig Lommer
Helmuth Larsen
m. fl.

Dirchland:
Som udgangspunkt er filmens historie kun ment som cement mellem de indlagte Osvald Helmuth viser og Einer Sissener sketches - men den tynde historie formår alligevel at samle de enkelte smånumre i en helhed - hvor tynd den end er.
Dirch spiller en kort sekvens hvor han er enkefruens hårdt pumpede filejs, der lover Sissner og Helmuth tæv.
Filmen er som sådan ok - men der er helt klart Osvalds sange, der gør den seværdig.
Og så er filmen den første der staver Dirchs navn forkert i forteksterne, hvor der står: Dirk Passer.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Oswald Helmuth spiller sig selv. Han er utilfreds med materialet i Stig Lommers nye revy og vil hellere more sig med vennen Einer Sissner i det københavnske natteliv.
En kuriøs film som indtager en speciel plads i dansk filmhistoire. For det er her Dirch Passer filmdebuterer, og det er her OSwald Helmuth synger en af sine allermsmukkeste viser ”Havnen”, mens han trækker sin cykel hed ad Langelinjekajen. Den 21-årige Dirch har kun en kort optræden som cirkusets stærke mand, der med en vis ret tvivler på veninden Sigrid horne-Rasmussens reelle hensigter med sin nye pensionær Oswald - som dog langtfra forsøger sig i elskerfaget (han virker snarere lidt skræmt). Han smides på porten af den kraftfulde unge kæmpe. En lynhurtig debut uden megen komik. Filmen er et påskud for Oavald til at give nogle numre og fjolle rundt som ”sig selv” med vennen, den norske komiker Einer Sissner - mere pinligt end morsomt. Men pludselig ses Osvald komme gående ved havnen som den anonyme funktionær, der efter arbejdstids ophør klokken 17, snuser til livet og eventyret, alt det han for længst har opgivet at opleve på første hånd. Det er bevægende at SE Osvald Helmuth synge denne vise af Arvid Müller og Aage Stentoft, så dens rigdom af nuancer modsvares af hans karakterfulde jævne ansigt og behersket resignerede mimik. Figuren bliver helstøbt på en ny møde. Også ”Konen, kællingen, madammen” synger han i denne mærkelige film, der har sublime stjerneskuds-øjeblikke, men ellers er det rene makværk.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.