Det er svært at være Poet, når man lige er blevet far, og bliver henvist til det kolde hønsehus, for at skrive digte. Og man så tilmed kun kan digte om den lille ny.
Der er som altid økonomisk rod i den lille familie, og bedst som den lille familie tror at nu er det hele reddet, da Poeten bliver kåret til årets digter, så er præmien - et diplom.
Ellers går det kun op i koner og børn i den lille by. Vera vil have børn, men barberen vil ikke, før de har sparet 5000 kr. op, slagteren kunne egentlig også godt tænke sig en kone, og bageren har endelig fået sin bagerjomfru, som han forkæler - men hun keder sig.
Barberen blev forhandler af en håreleksir - nu skal der tjenes - men det viser sig at have uforudsete bivirkninger på slagteren, men pengene kommer fra en uventet kant, og så beordres han ellers ind i soveværelset af Vera.
Poeten får skrevet sin nye roman, som selv Lillemor synes er god - uheldigvis får Lotte fingre i den, og den ender iturevet og med bidmærker... og nu må Poeten forsøge at genskabe bogen. Han afbrydes af telefonen, det er forlaget der har antaget hans bog. Det viser sig at Lillemor har samlet alle de digte han har skrevet til Lotte, og sendt dem ind som en samlet digtsamling. Atter en gang reddes den lille familie på målstregen.

Bedste replikker:

Børn er dejlige - bare synd at de absolut skal ha’ en far!

Har fars lille numse sovet dejligt?

Det er da ikke penge der skal yngle - det er os!

Du bliver mindst ti år yngre!
Er du sikker på det?
Sikker - det er amerikansk!

Poeten og
Lillemor og Lotte

Dirch Passer rolle:
Bageren

1960
98 minutter
farve

Premiere
2/5 1960 Palladium - til 26/6 1960.

Instruktion og manus: Erik Balling efter Jørgen Mogensen tegneserie
Foto Jørgen Skov
Lyd: Jens E. Hansen og Hans W. Sørensen
Musik Bent Fabricius Bjerre
Deko Kai Rasch
Klip Birger Lind
Prod: Nordisk Film - John Hilbard og Carl Rald.

Medvirkende:
Henning Moritzen
Helle Virkner
Ove Sprogøe
Lis Løwert
Judy Gringer
Karl Stegger
Dirch Passer
Bodil Udsen
Arne Weel
Bjørn Watt-Boolsen
Preben Kaas
Holger Hansen
Ove Rud
Charlotte Thomsen

Dirchland anmeldelse:
Historien i Poeten og lillemor og Lotte kører lidt trægt, men der er - som altid - intet at sætte på skuespillerne, der alle gør det fint. Især Karl Stegger som den kærlighedshungrende slagter, og Dirch som bageren der til slut mander sig op, er et par gode karakterer.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
To bliver til tre i digterfamilien, hvad der både bringer glæde og problemer. Til sidst tager Poeten til byen for at løsrive sig fra bleer og babysnak, men han ender, hvor han hører hjemme.
Erik Ballings første opfølgning af ”Poeten og lillemor” fra året før har ikke førsteudgavens poetiske sødme, og farver klæder ikke serien. Tuttenutteriet tager overhånd, når Poeten kvæder en sød sang til sin guldklump. Senere rammes han af baby-klaustrofobi, så han udvandrer til hønsestalden, for Den Lille Ny kræver plads. Og til sidst flygter han til hovedstaden for at overvære en komisk-prætentiøs digter recitere til jazz-musik - et af filmens mere pudsige afsnit. Men flugtforsøget ender i Lottes kravlegård. Persongalleriet er ellers det samme som i film nummer et: først og fremmest Karl Steggers lakoniske slagter, der mister håret efter en behandling med barber Ove Sprogøes hår-elisksir og viser sin skaldede isse med et mindeværdigt eksempel på det danske pokerfjæs, når det er bedst. Men der er også et godt gensyn med DIrch Passers livsglade bager, der nu kræser op for sin eneste ene - Judy Gringers sensuelle bagerjomfru, som ikke mere står ved disken. Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

”Baronessen fra benzintanken” behøver nærmest ingen præsentation, stort set alle kender historien om den søde pige Anne, der bor hos sin onkel, og arbejder på dennes bilværksted. På det nærliggende gods, dør arvingen tragisk i en bilulykke, og det viser sig, at sønnen der døde, har en datter på gule plader. Med hjælp fra sin advokat opsporer enkebaronessen denne arving - og det viser sig at være Anne fra benzintanken. Anne er ikke meget for fisefornemme halløj, hun er en gæv pige, der hellere vil have olie under neglene, men hun overtales nu alligvel til at bo på slottet - i det mindste en periode. Og det kan nok være at den bramfri Anne, sætter fut i kludene, og enkebaronessen tålmodighed på en prøve. Men enkebaronessen giver ikke sådan lige op, for hvis Anne ikke vil vedkende sig slottet, så står der en anden gren af familien på lur i kulissen, som ville glæde sig over at tage slottet fra enkebaronessen...

Bedste replikker:
Baronessen skulle vel ikke sidde og trænge til en bajer?

Det bliver jo ikke nogen helt billig historie.
Har jeg spurgt om hvad det vil koste?
Nej, men det er jo heller ikke dig der skal betale!

Mig - jeg bli’r sgu aldrig nogen fin dame.
Tal almindeligt til mig Frederiksen. Jeg bliver sgu så generet.

Den nådigde frøken må altså meget undskylde det pinlige intermezzo forleden dag. Men da vidste jeg jo ikke at den nådige frøken var den nådige frøken.
Skidt mæ’et Frederiksen - det vidste jeg jo heller ikke selv.

Skal jeg sidde helt dernede?
Ja!
Det var sgu dejligt!

De hedder Hans, ikke?
Jo - Hans Høy.
Hør, jeg synes ikke jeg har hilst på Dem før.
Næ - Jeg er også lige kommet.

Henriette Rosensteen - 1740-1782.
Driver De forretning?
Hvad gør jeg?
Siden De siger Deres telefonnummer...

Baronessen
fra
benzintanken

Dirch Passer rolle:
Hans Høj

1960
122 minutter
farve

Premiere SAGA 5/9 1960 til 20/11 1960

Repremiere Drive-In 24/8 til 29/8 1967

Instruktion Annelise Reenberg
Manus Annelise Reenberg, Peer Guldbrandsen og John Olsen efter idé af John Olsen
Foto Ole Lytken
Lyd Georg Jensen
Musik Sven Gyldmark
Deko Otto Lund og Helge Hansen
Klip Edith Nisted Nielsen
Prod: Saga Studio - Poul Bang

Medvirkende:
Ghita Nørby
Maria Garland
Ove Sprogøe
Karl Stegger
Emil Hass Christensen
Erni Arneson
Henrik Wiehe
Karin Nellemose
Lily Heglund
Vivi Svendsen
Ulla Lock Dirch Passer
Bjørn Puggaard-Müller

Dirchland anmeldelse:
Jeg lyder som en papegøje - men jeg kan kun gentage det som jeg har sagt så mange gange tidligere: Annelise Reenberg får det bedste frem i Dirch. Dette står ikke til diskussion. Hun får ikke hans store komiske talent frem - selv om Dirch naturligvis har sine morsomme øjeblikke - men hun får Dirch til at spille røven ud af bukserne.
Dirch er kluntet sød i denne velspillede komedie. Gang på gang kommer han galt afsted, og hver gang er det med den sædvanlige underspillethed, som kendetegner hans medvirken i Reenbergs film. Hans samspil med Karin Nellemose drilagtige spøgelse er så absolut et af filmens højdepunkter, og selv slapstick badeværelsesscenen bliver holdt på et niveau som er tilbagelænet morsom.
Ghita er underskøn som den upolerede diamant, Anne von Rosensteen. En pige med ben i næsen - og under kjolen. For sjældent har man set så smuk og skøn en skuespiller. Og så elsker jeg når Ghita får lov til at få en grinescene, for mage til smittende latter skal man lede længe efter.
Man kan nærmest ikke sætte en finger på denne film - alle skuespillere er hamrende gode i deres roller, lige fra den servile Frederiksen, der holder på etiketten, Marie Garlands noget stivnakkede enkebaronesse, der dog viser sig at have et hjerte, til Erni Arnesons udspekulerede og forbitrede Clarissa Rabenfeldt.
Og så er det skønt for en gangs skyld at se Henrik Wiehe i en rolle, hvor han faktisk er sympatisk.
Hvorfor filmen så ikke får topkarakter? Det burde den måske også - men for at opnå dette, så skal der være lidt mere spas med Dirch.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Da enkebaronesse Rosensteens (Maria Garland) eneste arving dør barnløs, er godset på vej i hænderne på ærkerivalerne fra slægten Rabenfeldt. Men et barn uden for ægteskab dukker op, en nu ung kvinde (Ghita Nørby) der bor hos sin morbror (Ove Sprogøe) på den lokale benzintank, hvor hun er en fortræffelig mekaniker. Enkebaronessen aner en mulighed for at undgå sin skæbne, selv om perspektivet med en arving af halvborgerlig herkomst ikke bekommer hende vel. På tærsklen til 1960’ernes nye tider figurerer Annelise Reenbergs film som en slags opsummering af produktionsselskabet Saga’s solbeskinnede folkekomedietradition fra 1950’erne. Det er genren i en nøddeskal. Først og fremmest får man dejlige Ghita Nørby som den kække oliebeskidte baronesse og Maria Garland som den statelige, bøse brumbasse af en enkebaronesse - der ikke ser barnebarnets egensindighed som en del af sin egen natur, og hvis blødgøring kun viser sig i svagt krusede mundvig, anelsen af et glimt i øjet og en lettere varme i stemmen. Det er en forudsigelig historie om fine adelsfornemmelser over for folkelig snusfornuft, om stivsindets unatur over for menneskelighed og natur. Slottet og benzintanken er modstykkerne i en film tynget af traditionel repliktung og kunstlet dansk dialog.
Karl Stegger er superb som butler, og Dirch Passer i topform som den udkårne mekanikerkammerat. Og Annelise Reenbergs instruktion er - som næsten altid - solid og velplejet.
Filmen blev John Olsens sidste af omkring 70 produktioner. John Olsen havde arbejdet i dansk film i mere end 40 år og havde været med til at grundlægge ASA i 1934 og grundlagde i 1941 Saga Studio, hvor han frem til sin død stod for samtlige prdduktioner.

Vores skuespillere skeler til tegnebogen og gør deres bedste, nogle som f.eks Karl Stegger og Dirch Passer - forstår endda at holde den seismografiske afstand mellem sig og rollen som ikke slår i stykker men accenturerer skuespilkunst som noget selvstændigt, ironisk og forfinendene.
Klaus Rifbjerg i Politiken.

Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.

Filmens arbejdstitel var ”Arvingen til Rosensten”, det blev John Olsens sidste film, og desværre nåede han ikke at se det færdige resultat. I filmen er der en scene hvor Dirch drejer rundt, og hamrer ind i væggen. Dette var ikke planlagt, og Annelsie Reenberg ville have scenen taget om. Ove Sprogøe protesterede, og forklarede at sådan var Dirch, og scenen endte med at komme med i den færdige film. Da man til filmen ”Baronessen fra Benzintanken” optog scenen fra den store spisesal skete det i kulisser på SAGA’s eget studie. Derimod var maden der blev serveret ægte nok.
I modsætning til det normale at anvende attrap-ænder og papstege overraskede direktør Poul Bang og instruktøren Annelise Reenberg nemlig de mange medvirkende med et rent festmåltid samt med drikkevarer af velrenommerede årgange. Da der var 45 medvirkende blev det ikke en helt billig spøg for SAGA.

Da filmen er noget nær umulig at opdrive, da den aldrig er udgivet på hverken VHS eller DVD mm. og kun har været sendt en enkelt eller to gange på svensk TV, er hele filmens handling afsløret herunder.


Emil Horneberg og Ove Högsbo er begge lykkeligt gift. For tiden er de begge græsenkemænd, da deres koner holder badeferie i Danmark.
En dag påkører Emil næsten en smuk rødhåret kvinde - den sensuelle Helga Krus. Det værste der sker, er dog at Helga slår hul på sin nylonstrømpe - men til alt held er Emil nylonstrømpefabrikant, og har et par nye i bilen. Emil kører Helga hjem, og de aftaler at tage ud at spise senere. Emil får skrupler, og kontakter sin ven Ove - han føler han har behov for en anstandsdame.
Emil og Ove er overbeviste om, de aldrig ville kunne være deres koner utro - så havd kan der ske ved at spise en middag med den smukke Helga?
De mødes på en fin Stockholmsk restaurant - og da Helga har glemt sin læbestift, kan Ove springe til som redningsmand - han er nemlig læbestiftfabrikant, og har altid lidt vareprøver i jakkelommen. Han bliver nu lige så betaget af Helga som Emil er.
Dagen efter kan Emil ikke få tankerne bort fra Helga, og aftaler at besøge hende i frokostpausen. Da han ringer på, er Helga lige kommet ud fra badet, og går rundt i ikke særligt meget tøj, og beruset af hendes skønhed, er Emil et nemt offer, hvorfor de ender i sengen. Det bliver dog ved snakken, for lige før Emil tror der skal ske noget frækt, får Helga et spontant migræneanfald.
Emil må forlade Helga med uforrettet sag. Hvad Emil ikke ved, er, at Helgas migræne forsvinder i det øjeblik han går ud ad døren. Hun springer op og slukker for en båndoptager, som står gemt bag sengen. Hele Emils og Helgas opstemte og hede samtale er blevet optaget på bånd.
På fabrikken får Emil besøg af sin ven, disponent Åke Johansson. Emil fortæller Åke om Helga, hvilket får Åke til at udbryde at han vist godt kender til Helga. Hun er kendt for at optage mændenes forsøg på at erobre hende, hvorefter hun afpresser dem, hvis hun ikke skal fortælle deres koner om mændenes eskapader. Åke mener at huske, at hun har afpresset flere, for rigtigt mange penge.
Emil er nu helt ude af den, han griber straks telefonen, og forsøger at advare Ove mod Helga - men Ove er til et pludseligt indkaldt møde…hos en Helga.
Emil og Åke skynder sig hen til Helgas lejlighed - men de kommer for sent. Ove er blevet optaget og sidder nu også i saksen.
Emil og Ove er trøstesløse - de er sikre på, deres koner kommer til at slå dem ihjel, mindst, når de finder af hvad der er sket. Helga har nemlig kontaktet de to mænd, og forlanger 10.000 kr, for ikke at afsløre optagelserne for konerne.
Her kommer den udspekulerede Åke dem til hjælp, da han spørger dem, om de tror deres koner er dem tro, nu de er på badeferie i Danmark, langt væk fra Stockholm?
Åke får overbevist Emil og Ove om, at deres respektive koner helt sikkert er dem utro på ferien, og som den “gode” ven han er, tilbyder han at tage til Danmark på ferie, og udspionere konerne. Han tager til badebyen, hvor han indlogerer sig på hotel, og tager så på stranden, for at finde de to koner - Heidi og Liselotte - men undervejs opdages han af en meget vred amerikansk soldat, (Dirch i rollen som Kansas Joe). Og Joe vil ikke have at Åke fotograferer ham, mens han hygger sig med en smuk pige i vandkanten - det kunne jo komme i en avis, som hans kone kunne få at se, hjemme i Kansas!
Undervej møder vi også en pudsig professor - en ornitolog, som render rundt og optager fuglestemmer. Det får betydning senere i filmen.
Vennen Åke forsøger at fotografere Heidi og Liselotte i nogle prekære situationer - hvilket ikke er let, da de to koner opfører sig ordentligt. Men en aften afslører han sig, da han falder i en brønd, udenfor konernes sommerhus. De redder ham op, og hjælper ham med at blive tør, men fatter ikke mistanke til den glatte Åke.
Dagen efter opsøger Åke en nydelig herre, siddende på en smuk båd i havnen. Han forsøger at overtale herren - skuespilleren Sven Molmagen - til at spille den anden herre, i en snedigt udtænkt plan, hvor Åke nu vil forsøge at forføre de to koner.
Sven er imidlertid på ferie, og han er rigeligt sammen med smukke kvinder, når han indspiller film. Men Åkes talegaver får Sven overbevist.
Imens i Stockholm, er Helga forsvundet. Emil og Ove er lettede, og forsøger uden held, at kontakte Åke, for at standse vennens forsøg på miskreditere Heidi og Liselotte.
Imens i badebyen, har Åke og Sven inviteret Heidi og Liselotte med ud på Svens lånte båd. Åke forsøger ihærdigt at fotografere konerne i nogle uheldige situationer, men de vil hellere bare nyde turen på vandet, Åke tilbyder at smøre en af konerne ind i sololie, og da hun efterfølgnede glider i sololien, og falder ned i skødet på Sven, tager han det som et tegn på, at hun er interesseret i ham - og kysser hende, hvilket får hende til at smække ham en lussing. De to koner bliver meget vrede, og både Åke og Sven ender i havet.
Samtidig er Emil og Ove på vej til badebyen i et fly. De nødlander på havet, ikke langt fra båden, og de da svømmer mod land, møder de nu Åke og Sven, som også er på vej mod kysten. Mens konerne tilbage på båden, er uvidende om dette, reder de fire mænd sig i land.
Åke tager de tre forkomne mænd med på badehotellet hvor han er indlogeret. Her hilser en smuk rødhåret kvinde på de fire våde herrer - og til Emil og Oves forbløffelse genkender kvinden dem ikke. For kvinden er nemlig Helga.
Senere giver Emil sig til kende for Helga, i hotellets restaurant. Han er vred over hendes afpresning, men hun kigger bare på ham, med store øjne, og fortæller at hun spare sammen til en lille bondegård.
De to direktører får sidste chance: De har fem dage til at betale de 10.000 kr.
Ove vil forsøge at stjæle båndoptagelserne, så han kravler fra altan til altan, for at bryde ind på Helgas værelse - men hun opdager ham, skriger op, så han må flygte samme vej tilbage. Desværre er det hen over Kansas Joes altan, og ophidset hiver han Ove ind på værelset, hvor han hygger sig med den smukke pige fra vandkanten. Ove får talt Joe ned - han har jo bare været på besøg hos en pige - og det er et sprog som Joe forstår.
Næste morgen i restauranten ser Åke Helga ved et bord. Han går over til hende - først er hun ikke interesseret, men da Åke viser hende en god kortkunst, bliver hendes opmærksomhed vakt. For Åke har taget fusen på hende - og det afføder hendes respekt - svindleren er blevet snydt af en ligemand.
Emil og Ove, er imens gået ned i den lokale tøjbutik, for at få noget strandtøj, så de ikke vækker opsigt mellem de andre badegæster. På vej ud fra butikken, i deres farvestrålende tøj, er de lige ved at løbe ind i Heidi og Liselottes medbragt husholderske - frøken Prytz. De tror sig sikre - men frøken Prytz har genkendt dem. Og hjemme i sommerhuset fortæller hun de to koner, at deres mænd er i byen. Heidi og Liselotte tror ikke på hende - deres mænd har jo ikke fri, og opholder sig naturligvis i Stockholm.
Tilbage på hotellet er Emil og Ove kommet i tvivl om, om frøken Prytz måske alligevel kunne have genkendt dem, så de udtænker en plan: Åke ringer til konerne og lader som om han er omstillingen i Sverige, og på den måde får de overbevist deres koner om, at de er i Stockholm og ikke i Danmark.
Dette foreligger de frøken Prytz - men hun holder på sit. Mændene ER i byen!
På hotellet ser Helga Emil og Ove, passerer hendes åbne værelsesdør, og for at minde dem om hendes krav, afspiller hun båndet så højt, at det kan høres ud på hotellets gang.
Emil og Ove ved ikke, at Heidi og Liselotte går ti meter bag dem - på vej hen og besøge Åke.
De standser ved Helgas dør - for er det ikke deres mænds stemmer de kan høre?
Emil og Ove når lige at løbe ud på Åkes altan, hvor de hænger sig i armene, før Heidi og Liselotte banker på, og bliver lukket ind. Stadig stødte over Åkes og Svens opførsel, returnere de nogle gave, som Åke har foræret dem, og går - uden at opdage Emil og Ove, der lettede beslutter at tage på stranden.
Her kommer frøken Prytz sejlende i en vandcykel, og denne gang er der ingen tvivl: De er opdagede.
Som små drenge taget med hænderne i kagedåsen, må de krybe til korset og bekende overfor frøken Prytz, at de udspionerer deres koner, da de er bange for de er dem utro. Frøken Prytz fnyser, og finder mændene tåbelige. Der er ingen mere trofaste end Heidi og Liselotte.
Tiden går i badebyen, og nu er der kun en dag til Helga forventer de to gange 10.000 bliver betalt. Emil og Ove går fortvivlede rundt på stranden, da de møder en professor Cornelius, som er ude at optage fuglestemmer på sin båndoptager. Og så får de to mænd en lys idé!
Forklædt som sygeplejerske, opsøger Ove Helga på hendes værelse. Med en historie om der er sygdom i vandet, får han Helga til at lægge sig på sengen for at hvile sig, mens han opstøver båndoptageren under sengen. Det lykkedes Ove at stjæle båndet, som de vil ødelægge. For at være sikre på, at det er det rette bånd, opsøger de en radiobutik, for at få båndet afspillet - men skæbnen vil, at Helga har været i færd med at afpresse andre mænd, og ud af butikkens højttalere lyder nu… Kansas Joes kåde stemme.
I det samme træder Heidi og Liselotte ind i butikken, og mændene må, kravlende bag ved disken, tage flugten, men opdages af deres koner, der ser dem flygte ud i byen.
Heidi og Liselotter er overraskede - positivt - for de tror at deres mænd, er ude på at overraske dem, og derfor bikser de en stor middag sammen med alskens delikatesser, mens frøken Prytz himler med øjnene.
Og da klokken bliver 21 samme aften, uden at mændene er dukket op, bliver de naturligvis skuffede - men også hævngerrige.
De ringer til Åke, og beder ham komme til aften soupé - og han skal endelige tage Sven med. Både Sven og Åke tror at de to kvinder er ude på noget, og skynder sig ud i sommerhuset. Men de er ikke de eneste der mistænker konerne for urent trav: i krattet udenfor sommerhuset holder Ove og Emil øje med Heidi og Liselottes eskapader - uvidende om, at de er opdaget, og at konerne nu spiller højt spil, og gør sig til overfor Åke og Sven, der omtågede af kvindernes tilnærmelser følger med ud i skoven - hvor der kysses og krammes, med stjålne blikke mod deres to mænd, som jaloux betragter eskapaderne i skjul bag skovens træer.
I sommerhuset følger frøken Prytz forestillingen med en hovedrysten.
Heidi og Liselotte vil give Ove og Emil en læresstreg de sent glemmer, og foreslår at de skal bade sammen med Åke og Sven. Uden badetøj..! Åke og Emil er naturligvis straks med på ideen, klær sig om, og løber ned til stranden og ud i vandet. Ove og Emil ser skrækslagne til, men i stedet for at klæde sig af, tager konerne Åkes og Svens tøj, og løber hjem i sommerhuset.
På stranden giver Ove og Emil sig til kende, og de fire mænd trasker hjem til badehotellet i mørket. Sven og Åke skuffede - Emil og Ove meget lettede.
Næste morgen ringer Heidi og Liselotte til deres mænd, og afslører at de godt ved at mændene har udspioneret dem, og at aftenenes eskapader kun var for sjov.
Ove giver op - han vil bare betale Helga hvad det koster, men Emil har helt andre planer. For han har købt en pistol og vil true Helga til at opgive sit forehavende.
Samtidig i hotellets reception, indleverer professor Cornelius sin båndoptager til forsendelse, og det samme gør Helga. Cornelius skal have båndoptageren sendt til Stockholm, hvor optagelsen skal benyttes i en radioudsendelse.
På Helgas værelse opdager Emil og Ove, at Helga er rejst, da de forskrækker en stuepige med pistolen. For at overbevise stuepigen om, han ikke er farlig, viser Emil, at det blot er en vandpistol, og skyder ud ad værelsesdøren - hvor han rammer Kansas Joe og kæresten. Joe bliver rasende og vil tæve de to mænd, men de reddes af Joes kærestes mand, der uventet dukker op, så Joe tager flugten, forfulgt af manden.
Emil og Ove er lettede, så de opsøger Heidi og Liselotte i sommerhuset, og overdænger de to koner med gaver, og beder om tilgivelse. Dette forstyrres af frøken Prytz der kommer ind i stuen, bærende på en båndoptager, der er blevet afleveret med bud. På båndoptageren skulle der være en meddelse til konerne og deres mænd.
Emil og Ove går i panik og forsøger at forhindre konerne i at høre båndet - men heldigvis er det blot lyden af professor Cornelius der efterligner fuglestemmer, som strømmer ud af højttaleren. Han beretter om, at hannen hos fuglearten brushanerne er berygtede for at udspionere sin udkårne - og de to par bryder ud i latter, og kysser hinanden.
Hovedrystende sætter frøken Prytz sig i en stol. Hun har fået nok af de to par, og vil høre lidt radio. Speakeren fortæller, at der nu kommer en halv time med den populære ornitolog Professor Cornelius, og med et lyder Helgas optagelse af Emil og Ove i æteren. Den standses hurtigt, og radiospeakeren beklager, og sætte musik på. Heldigvis hører ingen af de to par efter - men frøken Prytz løfter et øjenbryn og sukker.
Samtidig i København. Her fortsætter Helga sin scam, og lokker en intetanende dansk mand i fælden - med hjælp fra Åke.

Dyden er ikke dirchfri

Originaltitel:
Sommar och syndare
tysk: Sommer und Sünder - Tonband under seidenen Betten

Dirch Passer rolle:
Kansan Joe

1960
107 minutter
farve

Premiere: 26. september 1960
Instruktion: Arne Mattson
Manuskript: Willy Breinholst, Erik Pouplier
Musik Torbjörn Lundquist
Foto Åke Dahlquist
B-foto Erik Overby
Klip Lennert Wallén
Kostumer: Alvar Granström
Lyd Knud Kristensen
Kostumer Alvar Granström
Deko Bibi Lindström Prdouceret af: Flora Film, Lorens Marmstedt Sverige

Medvirkende:
Karl-Arne Holmsten
Elsa Prawitz
Olof Thunberg
Yvonne Lombard
Gio Petré
Nils Hallberg
Sture Lagerwall
Sif Ruud
Lena Granhagen
Dirch Passer
Yngve Gamlin
Curt Löwgren
Ole Monty
Judy Gringer

Dirchland anmeldelse:
Filmen er ofte blevet skudt i skoen, at den er langt den slemmeste af DIrchs svenske film at udholde at se.
Dette er dog langt fra tilfældet.
Her er tale om en god gammeldags forvekslingskommedie og farce med indlagte intriger.
Mændende er korts agt, nogle værre liderbukser, men kvinderne er bestemt heller ikke uimodtagelig overfor mandlig charme. Men ingen får rigtigt held af alle anstengelserne, så ingen bliver nogensinde rigtig utro. Med undtagelse i tankerne.
Handlingen er fermt skruet sammen, og det går indimellem rigtigt stærkt. Dirchs rolle som Kansas Joe er lille, men dog ikke mindre, end den får en vis betydning for handlingen. Og så er det sjovt at se Dirch, med drævende amerikansk accent. Judy Gringer er jo altid dejlig at se på, og da især når hun spille badesild i bikini. Men rollen må siges at være minimal.
Faktisk er filmen ret så underholdende, omend den nok kan støde moralske mimoser på manchetterne.
Dirchland kan anbefalde den på kraftigste - men det er jo lige fedt, når den ikke kan opdrives.

---

Svensk Filmdatabase, har disse uddrag af enmeldelser fra svenske medier:
Anmelderne var overvejende negativt stemte overforf ilmen. Marianne Höök i Svensk Dabladet afsluttede med: "Resten er stilhed”.
Elsa Prawitz og enkelte andre skuespillere, fik ros af enkelte anmeldere, men anmelder Carl Björkmans samennefatning af filmens humor er ganske repræsentativ:
“Filmens humor: mænd udklædt som fruentimmere, herrer der falder overbord fra en båd, falder i en brønd, hænger fra bjælker… Minsanten: pigerne på stranden KAN have kortere shorts på. Kunsten at gøre forførelse komisk, at gøre selv det, at rulle sig i sengen, uappetitligt.”
Staffan Tjerneld i Expressen fandt en stor fejl i instruktionen: “Instruktør Arne Mattsson har iscenesat en fil, med al tænkelig klodsethed. Fra start til slut er det en simpel smædekampagne mod kvinder og afsløring af privat nøgenhed. Noget der altid er pinligt på film. De forsøg på farce, der forekommer, er på niveau med 1910.”
Flere anmeldere påpegede dog, at det litterære grundlag, efter alt at dømme, var meget dårligt. Filmen blev betragtet som bundskraber for året 1960.

---

Helt så slemt synes jeg dog ikke det står til. Og er man fan er farcer med højt tempo, så er dette bestemt en film man vil sætte pris på. Og da det er en farce, så bliver skuespillet og forceret - det er ligesom en del af præmissen, hvilket de svenske anmeldere må have glemt.

Filmen indledes med: Denne film er fri fantasi. Så hvis nogen nulevende nationer, nedsyltede institutioner eller nærværende personer føler sig truffet - så er det ikke helt ved siden af. Max Ibsen er forretningsmand. Han har købt skibet Jupiter - med kaptajn og mandskab, og informeret kaptajnen om, at lige så snart de sejlede ud af havnen, så ville han få nærmere instrukser om destination. Men han ved ikke hvor de skal hen.
Presset så siger Max at de kan sejle jorden rundt - kaptajnen bliver vred - men Max siger han kan sejle lige hvorhen han vil - bare IKKE tilbage til København. Max vil væk - for han er bare et skaffedyr - han vil væk fra velfærdsstaten - og selv om kaptajnen remser et hav af skønne ting op - Max betakker sig for kaptajnenes kedsommeligheder. Men kaptajnen fortsætter: Max er blot elskovshungrende - har haft problemer med konen eller den forlovede. Kaptajnen viser Max sin kahyt, som er overplastret med plakater af en skøn fotomodel. Var kaptajnen dog bare 20 år yngre…
- Men det er lige præcis hende han flygter fra. I mens går Viola - modellen - trist på arbejde og fortæller vidt og bredt om Max, der har forladt hende, og købt en båd og sejlet bort, fordi han er så forelsket i hende at han ikke kan holde det ud.
Reklamemanden Kurt Svendsen har en kunde i røret - og lover kunden at der vil komme reklamer i den officielle radio kl. 15.30 - i Lydsprederen inde fra Støjhuset. Der er nemlig julehilsner fra Grønland… Landbetjent Mortensen kommer på besøg hos radoimekaniker Ib Blomquist - der er lige midt i et spændende eksperiment med bær og en bådmotor. Han ender med at skyde motoren med sit haglgevær.
Mortensen påpeger at Blomquist altså ikke må lave hjemmebrændt - OGSÅ selv om det er til eget brug. Det er skattesnyd!
Naboerne har også meldt ham - fordi hans eksperimenter forstyrrer naboernes modtagele af radio og TV.
Blomquist er i gang med en ny sender - men Mortensen anbefaler ham at finde et andet sted til sine eksperimenter. Pludselig bryder Jupiters motor sammen. Musikforlægger Peter Bengel er til torskegilde - han kan ikke forstå han skal betale mere i skat end han har tjent.
Det viser sig at hans skat svarer til fire gange årslønnen for en skattemedarbejder - så han beder skattemedarbejderen tale ordentligt til sin arbejdsgiver - det er jo Bangel der har betalt hans løn.
Skal Bangel betale 400% mere end han tjerner - hvordan skal han så betale sin personale, trykning, reklame mm.?
Bengel forlader skattemødet med uforrettet sag - og erklærer, at hvis han ikke bliver sat ned i skat - så emigrerer han, med sit firma. På Jupiter er stemningen lidt anspændt. Men kaptajnen synes Max har opnået det han ville - han er udenfor 3 mile grænsen - og derfor i internationalt farvand - og der er de fanget.
Max fundered over - hvad kan man bruge et skib til som ikke kan sejle.
En lille båd lægger til, og en svenske Britt og Kalle kommer ombord - de vil købe toldfrit sprit - Max tager med de to svenskere i land. Kurt Svendsen møder op i Støjhuset - han har nemlig en plan: Med forkellige udklædninger vil han sende radioreklamer forklædt som julehilsner til Grønland.
Første reklame er for Coca Cola…så bliver det Cosangas… så KE skjorten… så et Atlas køleskab - han når lige vaskemidlet - og så bliver han smidt ud. Peter Bengel møder op hos Programsekretær i Støjhuset.
Sekretæren tror Bengel vil købe hans nye nummer. Men Bengel går. Britt finder Max uimodståelig - hvilket han er lidt utryg ved.
Han kommer i land og opsøger Kurt Svendsens reklamebureau - hvor Viola er og kaster sig om halsen på ham. Max tror at Viola og Kurt har en affære - og Viola er vred over at Max kun kommer for at se Kurt og ikke hende.
Men Max kommer kun fordi hans skib ikke kan sejle og ligger udenfor 3 mile grænsen.
De sætter en annonce i avisen - hvad kan skibet bruges til? En mand træder ind - han har en ide om skibets anvendelsesmuligheder: Et sejlende natklub - bordel - toldfrit - men han smides på porten.
Men så møder Bengel op. Han vil udvandre til skibet - og det er ligegyldig om skibet kan sejle - det er ikke i dansk farvand.
Bengel vil gå til modangreb på Støjhuset og alle deres hjemmegjorte sange i deres egne ønskeprogrammer.
Bengle vil spille sine kvalitetssange fra en sender på skibet…
Så bryder Blomquist ind - og han vil gerne bruge skibet - til hans nye superradio.
Kurt lægger lynhurtigt det hele sammen: De starter reklamesenderen Jupiter! Skabt i protest af fire vrede unge mænd. Og så går det stærkt på det gamle skib, da Kurt, Bengel, Blomquist, Max - og ikke mindst Viola kommer ombord. Til kaptajnens store glæde. Nyheden får både Støjhuset og skattevæsenet op i det røde felt. På skibet ender Viola rundt og fordrejer hovedet på alle mændene - ind til Bengel får nok, og sætter hende på plads. Mændende kan ikke lave noget - fordi VIola hele tiden forvirrer dem.
De svigter deres pligter for et ligegyldigt pigebarn - der ikke en gang er smuk - eller begavet.
Fra nu af tager Bengel sig af Viola. Skibet skal have sine papirer i orden - og derfor flyver Bengel til Piratia for at indregistrere skibet - og han tager Viola med, så de kan få lavet noget om bord. Bengel og Viola ankommer til Piratia. Hvor de heldigvis taler dansk. De beder om foretræde for guvernøren.
De ankommer lige midt i den ugentlige revolution - der er nemlig en ugentlig revolution mellem de to brødre - Alfons den 1. og Alfons den 2.
Det viser sig at bengel også er forelsket i Viola. Alfons den 2. tager i mod dem i guvernørpaladset.
Men han tager kun imod om torsdagen - men heldigvis er han modtagelig for Violas charme - og de får skibspapirerne og Piratias flag - og når lige at se Alfons den 1. afsætte Alfons den 2.
Og så må de betale den anden bror - og få ham til at skrive under også. På Jupiter når senderen lige at blive klar til første sendedag. ”Valdemar Sejr” forstyrrer Støjhusets dirketør midt i maden - så han kan høre den nye radiokanal - men direktøren har hverken radio eller TV… Man ”Valdemar Sejr” har selv en lommeradio med.
Og så vågner direktøren op - det er jo ulovligt! De ringer til krigsministeren. Der kontakter generalen - som kontakter flådechefen. Der synes at radio Jupiter er mægtigt… ja mægtigt forkert.
I robåde sejler bevæbnede matroser ud mod Jupiter.
På land hører Britt Max sprøde stemme i radioen - hun vil ud til ham - om hun så skal svømme - og det gør hun. Ombord fortsætter løjerne - men der er klumper i strømmen når skipper koger kaffe på de eletriske kogeplader.
På dæk oplever kaptajnen og Max svømmepigen Britt komme ombord - kaptajnene tror det er en havfrue.
Men det er svindel - hun har jo ben. Britt bæres ned i kahytten og vækkes til live med Blomquists hjemmebrændte.
Og nu bordes skibet også af flåden. De vil se skibspapirerne - men de er på vej fra Piratia - og der er også hjemmebrændt ombord.
Flådeofficeren får besked på at være stille - de sender jo live.
To matroser finder hjemmebrænderiet - og skal lige smag epå varerne - og varerne er gode, så de tager forsyninger med til de andre. Max kan ikke forstå at Britt er svømmet hele vejen - men sød er hun jo.
Blomquist tager sit hjemmebrændte i forsvar - de er udenfor 3 mile grænsen - så de kan ikke beslaglægge det mindste.
Nu melder to matroser at der er bordel om bord - de har set Max og Britt kysse. Nu ankommer Kalle på jagt efter sin forlovede Britt. Og han vil have Britt med - men det vil hun ikke. Og så bliver der slagsmål mellem Kalle og Max.
Så er det Bengels og Violas der kommer tilbage fra Piratia - og han kan ikke forstå at skibet er fyldt med matroser. Kalle vil have Britt - men hun vil have Max, der synes det er en glimrende ide - men det hører Viola som skælder Max ud - hvorefter Bengel bryder ind og spørger om hun helt har gemt at de to er forlovet? Og det får Max til at lykønske ham. Hvorefter Viola bliver vred.
Søofficeren arrester alle -men det synes Bengel er noget pjat. Og han oplyser ham om at flådens tilstedeværele er en neutralitetskrænkelse - da han har papirer på at skibet er indregistret under Piratias flag. Under dæk har kaptajnene og Gudrun synget Sejle op ad åen i timevis. Max og Britt og Bengle og Viola forsones.
Og Blomquist og Kurt forlover sig også - over et slag kort.

Bedste replikker:

Hvem er det der melder sig ind i Frelsens Hær eller et andet yderliggående politisk parti?

Han siger også man bliver dum i hovedet kun at tænke på sit udseende. Sikke noget pjat - hvad skulle man dog ellers tænke på?

Det er et ganske fortræffeligt skib - det har bare en fejl - det kan ikke sejle...

For det første er det slet ikke nogen hemmelighed for mig at De er ansat af Staten - og jeg forlanger jo heller ikke at De skal kunne tænke…

Sig mig i det mindste hvor Piratia ligger?
Der!

Hvis jeg ikke tager livet af dig - så gør soldaterne. Hvad fortrækker du?
Soldaterne - tror jeg.

Før mig til den nøgne pige!

Skibet er
ladet med

Dirch Passer rolle:
Alfons d. 1. (og 2.) guvenør i Piratia

1960
90 minutter
sh

Premiere Palladium 3/10 1960 til 30/10 1960
Repremiere Triangel 26/5 1967 til 22/6 1967

Instruktion og manus:
Peer Guldbrandsen
Foto Karl Andersen
Lyd Ole Mørck
Musik Hans Vangkilde
Deko: Togo Esben, F. Løvenhart Sørensen og Niels Wangberg-Gommesen
klip. Christian Hartkopp
Prod: Novaris Film - Peer Guldbrandsen

Medvirkende: Kjeld Petersen
Jørgen Reen berg
Fritz Helmuth
Louis Miehe-Renard
Mimi Heinrich
Dirch Passer
Preben Lerdorff-Rye
Jon Branner
Marianne Wésen
Gerda Madsen
Sven Buemann
Christian Hartkopp
Mogens Brandt
Aage Winther Jørgensen
Else Jarlbak
Elith Foss
Svend Bille
Knud Rex
Posvl Wøldike
Bjørn Puggaard-Müller

Dirchland anmeldelse:
Filmen har en herlig grotesk tone, og er fyldt med vanvitige indslag, og bæres meget på skuldrene af Kjeld Petersen. Dirch er pudsig som de to tvillingebrødre Alfons den 1. og 2. der ugentligt laver revolution i Paratia, og derfor skiftes til at lede landet hver uge.
I filmen hedder Statsrradiofonien Støjhuset - og der falder nogle gevaldig klaps af til de radiomedarbejder, som skrev tekster til populærmusikken, som blev spillet i radionens ønskeprogrammer. Og det er jo heller ingen hemmelighed at forbilledet for historien er Radio Mercur, som sendte i fire år fra 1958 til 1962.
Der falder også en ørenfigen af til skattevæsenet. Og så er filmen igennem fyldt til bristepunktet med både skjult og meget dårligt skjult reklame for Coca Cola, Pre vaskepulver, KE skjorten, Cosangas osv.
Der er et godt drive filmen igennem, om end slutning fiser lidt ud i sandet.
Men fokuserer man på galskaben i de enkelte scener frem for den kontinuerlige handling- så er der masser af grin og løjer.
Og så er Jørgen Reenberg fremragende som musikforlæggeren, som kan fyre de mest nedrige svinere af, uden at hæve stemmen, og samtidig nærmest virke uforskammet på en velopdragen måde.
Scenen med Preben Kaas som landbetjent Mortensen og Louis Miehe-Renards gale opfinder, fungerer også rigtigt godt - og så er Mimi Heinrich vidunderlig irriterende som tomhjernede Viola, der måske ikke er så tomhjernet når det kommer til stykket.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Tre unge danskere føler sig forulempet af radiomonopol og reklamemodvilje, skattevæsen og et statsligt bureaukrati, de mener kvæler ethvert initiativ. Derfor oplaretter de en pirat-radiosender.
Højrepopulistisk samtidssatire, hvor ideen med reklameradio uden for tremilegrænsen er inspireret af den daværende Radio Mercur.
Hvad der kunne have været skarp satire, bliver en tynd og omstændeligt afleveret refleks-ironiseren. Er der forventninger efter optakten, smuldrer de hurtigt, efterhånden som klichérne vælter frem, og historien tynder ud.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Er ”Panik i Paradis” værd at se? Selvfølgelig - Dirch er jo med. Men det er så absolut en af hans mere alternative. Dirch er spøgelset af grev Crutt, der bor på et slot udenfor byen Ellerskovsleje. Journalisten på lokalbladet bliver fyret, da chefredaktøren får halsen skåret over hos barberen, da dennes søn knalder en papirspose bag far, mens han arbejder. Den nye chefredatør er robot. Hele byen er fuldstændig overgearede med svesker. Gas og vandmesteren sniffer gas og svæver bort mens byboerne vinker til ham. Hotellet kan kun leje en tredjedel af værelserne ud - den del der vender ud mod vinduet hvor gas og vandmesterens 3 smukke døtre bor. På fabrikken hvor der fremstilles den lokale supersællert Hi Fi DU SEX, sprænger de ansatte i luften, når de pakker æskerne....gad vide hvordan det ender...?

Bedste replikker:

Dirch Passer:
”Det er svært at være spøgelse i dag - sommetider kunne man godt ønske at gå i strejke!”

”Han kendte vejen til succes - han brugte Brylcreme!”

”Nu var eksplosionerne meget mere stilfærdige!”

”Vandskræk er en uheldig erhvervsskade for en gas- og vandmester!”

Panik i paradis

Dirch Passer rolle:
Casper Crutt, grevegenfærd

1960
82 minutter
sh

Premiere
Dagmar 18/10 1960 til 7/11 1960.

Instruktion Hagen Hasselbalch
Manus Hagen Hasselbalch, Tørk Haxthausen og Børge Høst
Foto Hagen Hasselbalch og Ole Roos
Special effects Bent Barfoed
Deko Ulrik Friss Møller m. fl.
Kl. H. Hasslbalch og Mogens Green. Musik Erik Fiehn
Prod: Hagen Hasselbalch

Medvirkende: Alf Kjellin
Katarina Hellberg
Mogens Brandt
Dirch Passer
Willaim Brüel
Helge Kjærulff-Schmidt
Lirsten Olsen
Vivi ancher
Olaf Ussing
Paul Møller
Ego Brønnum-Jacobsen
Erik Fiehn
Johannes Allen
Tex ilden
Finn Methling
Peter Kitter
Henrik Anthonsen
Erik Perrsons stemme.

Dirchland anmeldelse:
En helt igennem alternativ film, hvor skuespillerne taler ved hjælp af lydeffekter, og historien fortælles hele filmen igennem af Dirch Passer.
Filmen fik som nævnt en ret hård medfart af samtidens kritikere - en medfart jeg ikke helt kan fortså. Vist er det en alternativ måde at lave film på, men jeg synes samtidig også at det er ret modigt lavet. Samtidens kritikkere anførte også at filmen var inspireret af den amerikanske film ”Hellzapoppin’” fra 1941. Der er ganske vist lighedspunkter - men endnu flere forskelle. Se ”Hellzapoppin” - og fald på halen over al den falden på halen. Jeg giver den 3 stjerner for handlingen - og 2 ekstra for at turde gøre som ingen andre gør. En fin lille perle der nok aldrig bliver en af Dirch Passers mest sete film, men ikke desto mindre falder fint i hak med noget af den crazy-komik han og Kjeld Petersen var så fremragende ambassadører for.
Absolut seværdig - hvis man ellers kan opdrive filmen.

---

Hovedpersonerne i denne nærmest handlingsløse spex-film er en greve (DP) der mest optræder som spøgelse og kommentator, hans tipoldebarn Frederik (Alf Kjellein) som mister sit journalistjob og bliver ansat hos en gas- og vandmester (HKS), mellemretssagfører Schnu, der tjener tykt på vidundermidlet ”Hi-Fi du SEX”, samt robotten Pidder, som er udlært journalist på et af frokostbladene. Alle udfolder sig i den lille by Elleskov. Programmet oplyser at en del af filmen er optaget ved hjælp af en snedig trickmaskine som blev anbragt i vaskekælderen i instruktørens dejlige hus i Rungsted. Og her lykkedes det ham at få slotte til at springe i luften, skeletter til at lyse og Dirch Passer til at gå igen. Dokumentarfilminstruktøren Hagen Hasselbalch debuterer med en crazy-komedie, der med sine mange tricks og tekniske fiksfakserier er inspireret af den surrealisteske amerikanske parodifilm ”Hellzapoppin” (Det glade vanvid, 1941). Hasselbalch arbejdede med optagelserne i to år, erstattede dialog med speakerkommentar (af Dirch Passers spøgelse) og satsede på billedgags. Forventningerne var store op til Dagmarpremieren, men modtagelsen mest negativ, og Klaus Rifbjerg skjulte ikke skuffelsen i Politiken:”Robotteriet tager magten fra Hasselbalch. Humoren udledes af det mekaniske, og enhver form for menneskelighed - undtagen den idyllisk-sentimentale - lades i stikken. Filmen løber filosofisk ud i det reaktionære: Hvis man standser den lokale aktivitet, er enhver by sikker på salighed.Sov sødt mine herrer! Men idyllen er aldrig overbevisende, kun lidt kvalm som gammel sengehalm, og hvr gang man nærmer sig gaffelstik af de dybere, lader instruktøren sine personer svæve gasfyldt mod himlen eller gnistre ud af bagdelen i den primitiveste blanding af ”Hellzapoppin”- vid og John-Olsen satire”.

Det er historien om musikeren Jan, leder af et arbejdsløst jazzorkesterder ved et tilfælde løber ind i den smukke og velsyngende svenske Eva, der tror Jan er sin egen onkel og sanglærer.
Ad omveje kommer de til at spille og synge i en nyåbnet natklub, men vejen der til er brolagt med forhindringer.

Bedste replikker:

Værsgo’ - lad som om I er ude!

Næ, det er vist bedre vi bruger de penge inden de slipper helt op!

For at leve af sin kunst skal man være død! Først skyder jeg dig - og så skyder du mig.

Jeg bad bare om en lille smule vand, og så kommer De med brandmanden.

Forelsket i
københavn

Dirch Passer rolle:
Rudolf Kobolski, melankolsk kunstner

1960
101 minutter
farve

Premiere
Palads 4/11 1960 til 2/1 1961

Instruktion Finn Henriksen
Manus Henning Bahs og Finn Henriksen
Foto Poul Pedersen - ass. Arne Abrahamsen
Lyd Hans W. Sørensen
Musik Bent Fabricius Bjerre
Sang: Volmer Sørensen
Deko Kai Rasch
Danse : Fredbjørn Bjørnsson og Alice og Ib Martens
klip Birger Lind
Prod. Nordisk Film - Erik Balling - Carl Rald

Medvirkende:
Siw Malmquist
Henning Moritzen
Ove Sprogøe
Jørgen ryg
Perry Knudsen
Preben Marth
Mimi Heinrich
Dirch Passer
Håkan Westergren
Sif Ruud
Keld Markuslund
Jakob Nielsen
Ove Rud
Bjørn Spiro
Valsø Holm
Knud Schrøder
Chr. Brochorst
Carl Ottosen
Thecla Boesen
Jytte Abildstrøm
Else Leach
Poul Thomsen
Gitte Wagner
Henry Lohmann

Dirchland anmeldelse:
Dirch har godt nok kun en birolle i den søde film, med indlagte sange. Dirch spiller den melankolske maler Kobolski, der er nabo til en musiklærer, og som ikke kan male, når der spilles høj musik. Kobolski ender med at ville begå selvmord - store kunstnere bliver først berømte efter deres død, men natklubejerens datter redder ham - dog først efter de begge har forsøgt at begå fælles selvmord.
Historien er ferm skrevet, frisk udført, og dejlig kringlet, og så er Siw Malmkvist intet mindre end vidunderlig som Maj, der totalt fordrejer hovedet på orkesterlederen Jan.
Der er en god håndfuld sange undervejs, og de er alle velskrevne, og især rimene i Eva sang i gymnastiksalen er med nogle ganske forrygende svenske rim. Og hvem kender ikke titelmelodien?

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den unge leder af en jazzgrupp (Henning Moritzen) i job-knib møder ved en forveksling en svensk pige med sangerindedrømme (Siw Malmquist). En romance udvikler sig og gruppen begynder at få vind i sejlene.
Henning Bahs’ første manuskript forsøger - traditionelt og noget tyndbenet - at skabe en dansk musical. Henning Moritzen er den elegante, men lidt ferske helt, og Siw Malmquist den tiltalende og velsyngende, men overfrisk heltinde. Historien er ikke noget at skrive hjem om, men Bent Fabricuis Bjerre har komponeret nogle ganske iørefaldende sange, og Finn Henriksens instruktion er ganske pænt håndværk. Scenerne fra Tivoli og den fortryllede ballongynge har lidt af det gamle optiske tricks charme. Et slemt minus er dansenumrene, der aldrig får luft under vingerne og til tider ligner en værre gang rytme-gymnastik. Henning Moritzen fik en Bodil for bedste hovedrolle. Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Når man læser anmeldelsen i Gyldendals Filmguide, så smiler man lidt, når man opdager,a t dansescenen rent faktisk bliver udført af det kvindelige elitehold fra Rødovre og Omegns Gymnastikforening, hvis opvisningsnummer ”Rødovre Export Jazz” filmens instruktør slet ikke kunne stå for.
Holdet, der var på tyve piger, blev ledet af Alice Martens Siw Malmkvist brugte ikke færre end 15 forskellige kostumer til optagelser både i Danmark, på Øresund og i Sverige, filmen i gennem.

At kalde Reptilicus for dansk filmhistories dårligste film, er en skrap overdrivelse. For så god er den slet ikke.
Historien om ingeniøren som ved et uheld borer ned i en frosset dinosaurhalespids, kunne ellers have været spændende. Men filmen byder på så dårlige skuespillerpræstationer, at man må korse sig. Og slet ikke kan lade være med at grine.
Samtidig er monsteret og kulissebyen så skidt lavet, at man tydeligt kan se der er tale om malet pap. Og flere steder er de snore som styre Reptilicus tydelige at se. Statisterne der skal løben gennem København og over langebro, i ren rædsel, løber og griner. Og sådan kunne man blive ved.
Man samtidig er filmen underholdende - netop fordi den er så utrolig kitchet.

Bedste replikker

Elektrisk ål - javel ja - alting drives åbenbart elektrisk her.

Er det nødvendigt at slæbe den cykel med helt herind?
Selvfølgelig - det er jo mig der kører på den.

Karen (Mimi Heinrich)
Der er meget få ting i livet man skal tage alvorligt. Livet er pragtfuldt, solen skinner. Se dig omkring!
Poul (Bent Mejding)
Ja, jeg ved godt, at vi danskere synes, at livet er liutter lagkage, men Karen - det er det ikke!

Reptilicus

Anden titel: Dus med uhyret

Dirch Passer rolle:
Mikkelsen

1961
92 minutter
farve

Premiere Saga 20/2 1961 til 16/3 1961

USA 20 January 1963
(Bismarck, North Dakota)
Mexico 30 May 1963

Tilladt fra 12 år - hvilket man ikke forstår, da ingen kan blive bange for et papmonster.

Instruktion Poul Bang
Manuskript Ib melchior og Sidney Pink i dansk bearbejdelse af af Poul Bang og Bob Ramsing.
Foto Aage Wiltrup
Lyd Georg Jensen og Poul Nyrup
Deko Otto Lund, Helge Hansen og Kai Koed
Klip atrdi Nisted Nielsen
Musik Sven Gyldmark og Victor Skaarup
Prod: Saga og Sid Pink Prod. - Erik Larsen og John Zalabery

Medvirkende:
Dirch Passer
Asbjørn Andersen
Ann (Hanne) Smyrner
Mimi Heinrich
Carl Ottosen
Bent Mejding
Bodil Miller
Poul Wøldike
Ole Wisborg
Mogens Brandt
Kjeld Petersen
Birthe Wilke
Alex Suhr
Alfred Wilken
Bent Vejlby
Knud Hallest
Benny Juhlin
Martin Stander
Børge Møller Grimstrup
Hardy Jensen (Rafn)
Poul Thomsen
Svend Johansen
Jørgen Blaksted
Claus Toksvig

Dirchland anmeldelse:
Reptilicus er faktisk titlen på to film - ens men helt forskellige.
den danske Reptilicus (1961) instrueret af Poul Bang, og den amerikanske Reptilicus (1962) instrueret af Sidney Pink.
Det er fejlagtigt at antage at det er den samme film med to forskelige lydspor - en artikel i det amerikanske blad Video Watchdog slår fast, at det er to forskellige film, optaget sideløbende, en på dansk og en på engelsk, med hver sin instruktør.
Den danske version er indspillet med dansk tale og her kan uhyret flyve - den amerikanske er naturligvis indspillet med engelsk tale, hvoraf dele er eftersynkroniseret, og her spyr monsteret en grøn og ætsende slim.
Dirch har en lille rolle som viceværten Dirch Mikkelsen - men man kunne ligeså godt have kaldt ham Alf Thomsen. Og han har enkelte sjove episoder. Blandt andet cykelscenen og den elektriske ål, som han ikke kan holde fingrene fra. Men man kan ikke lade være med at tro, at han kun er taget med, fordi det så godt ud på plakaten.
Dirchs indlagte sang ”Tilicus” er sød, men underlig malplaceret - og der er nok en grund til, at den aldrig udkom som single.
Men som sagt, skal man ikke lade være med at se denne film. For selv om man ikke tror sine egne øjne, så er der mange - virkeligt mange - gode grin. Ikke over handlingen - men over den dårlige produktion.
Skal man lige tage den skridtet videre, så gå på jagt efter Sidney Pinks amerikanske version af filmen, hvor uhyret spyer grønt ætsende slim, og alle danske skuespillere er eftersynkroniserede. Det er smukt!
Filmen er blevet kaldt den værste monsterfilm nogensinde, men har alligevel et sort publikum, som kultklassiker, netop fordi den er så gennemført dårligt lavet.
Selv om Dirch var på plakaten, var det aldrig meningen at filmen skulle have været komisk.

Under optagelsen havde filmen Arbejdstitlen ”Rejse til den syvende planet” eller”Dragen og Dirch”, og har derforuden været markedsført med titlen ”Dus med uhyret”.



Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En forhistorisk kæmpeøgle tramper rundt i 1960’ernes Danamrk. Kuriøst misfoster af en science-fiction film med høj underholdningsværdi og kultstatus. Filmen gav produktionsselskabet Saga en så sviden økonomisk øretæve, at det blev forbudt selskabets medarbejdere at omtale den flere år frem i tiden. ”Takket være velvillig bistand fra Danmarks flåde, hær og hjemmeværn, er denne film blevet til” står der på forteksterne. Vi klipper derpå til Lapmarken og ingeniøren Bent Mejding, der som leder af et borehold finder blod og frisk kød i undergrunden. En dinosaurhale fragtes til Danmarks Akvarium, og derfra griber skrønen om sig, stadig mere ubehjælpsom, ind til uhyret atomiseres på Rådhusplasen i København. Reptilicus blev produceret af amerikaneren Sid Pink og skrevet i Hollywood af den dansk-fødte Ib Melchior. Med undtagelse af Asbjørn Andersen spiller alle ubetinget rædselsfuldt. Især Bent Mejding og Carl Ottosen der ikke engang kan udtale sit eget efternavn ordentligt, må have haft det svært da de så den færdige film. I Tivoli underholder Bithe Wilke på skomager-engelsk. En dansk og engelsk version forleligger. Claus Toksvig er ret sjov som nyhedsoplæseren.
Amerikaneren Sid Pink var også manuskriptforfatter til og medproducent af farcen ”Elefanter på loftet” 1960 - endnu en dansk - amerikansk co-produktion. Den var så ringe at selv Per Guldbrandsen følte sig kaldet til at fralægge sig instruktøransvaret. ”Reptilicus” var Flemming John Olsens første selvstændige produktion på Saga efter faderen John Olsens død. Han satsede, som sin far på folkekomedien, men kun ”Min søsters børn” filmene fik for alvor succes. Fra 1970 var han primært ansvarlig for Saga Bio.

”Reptilicus” har det mest latterligt udseende kæmpekrybdyr, der nogensinde har udløst artilleri ild fra gamle arkivoptagelser.”
John Brosnan i ”The primal Screen” 1991

Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Fra Dansk film database:

Filmen ”Reptilicus” var den første science fiction-film, der blev optaget i København og det var første gang man i dansk film i den grad arbejdede med trickoptagelser. Filmen blev optaget både i en dansk og en amerikansk version med de samme skuespillere. Det skyldtes Lauritz Melchiors søn - Ib Melchior, at trick- og science fiction-filmen blev til i Danmark. Ib Melchior virkede som manuskriptforfatter i Hollywood og arbejdede sammen med film- og tv-producenten Sid Pink. Sammen havde de forinden haft en enorm populær succes på en science fiction film ”Den vrede røde Planet”, som Ib Melchior også havde sat i scene. Ib Melchior skrev manuskriptet til ”Reptilicus” og lod historien for størstedelen foregå i København. Da Sid Pink ville leje Saga studiet havde man travlt med egne film og var derfor ikke særlig interesseret. Men Poul Bang og Flemming John Olsen blev alligevel interesseret, da de havde læst manuskriptet. Selve uhyret i filmen var skabt af plastic og gummi af arkitektspecialisten Orla Høyer. Det var lavet i to størrelser. I den ene mindede Reptilicus om en mellemting mellem et henved en meter langt flyvende firben og en kinesisk drage. I den anden udgave var øglens kæmpehovede og halvdelen af dens krop en halv snes meter lang. Inden i den var der plads til to mænd, som kunne bevæge dens hoved, spy røg ud gennem uhyrets næsebor og få øjnene til at skyde lyn. Reptilicus blev holdt under streng bevogtning i Charlottenlund Palmehave, som Saga havde overtaget som et ekstra atelier. Her havde man også bygget hele den indre del af København op, bl.a. Tivoli, Rådhuspladsen, Bredgade-kvarteret, Rosenborg, Nyhavn, Slotsholmen, Langebro og Børsen, som var genskabt naturtro efter fotografier af bygningerne i 43 størrelse. Når man valgte den størrelse var det fordi den passede nøjagtig til de legetøjsbiler og sporvogne man kunne købe. Omkring 150 modelhuse stod klar til at blive ødelagt af Reptilicus. Modelbyen som dekoratør Kaj Koed var mester for kostede alene 50.000 kr.

Filmen ”Reptilicus” blev bl.a. optaget ved Langebro, på Rådhuspladsen og i gaderne deromkring, bl.a. Ny Vestergade. Københavnerne kunne en tidlig morgen kl. fem opleve at mere end 1000 mennesker i panik kom styrtende ind mod Langebro fra Amagersiden forfulgt af et usynligt uhyre. Flugten standsede brat, da den ene broklap gik op og adskillige af de panikslagne mennesker sprang i havnen, heraf nogle med cykler. Scenen blev fulgt af filmkameraer, hvoraf et var opstillet på en flåde i vandet og et oppe i broens kontroltårn. Producenterne måtte lægge 10.000 kr. på bordet for panikken. Og for pengene sikrede Værløse Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening sig en god del af et længe ønsket klubhus. Kontrakten mellem parterne lød på at foreningen til gengæld for den pæne check skulle stille med 1000 statister i alle aldre og begge køn til de tidlige morgenoptagelser. Optagelsen måtte gøres om, da det første gang ikke ligefrem var rædsel der stod præget i statisternes ansigter. Under de dramatiske optagelser skete iøvrigt et lille uheld da en af statisterne snublede i en sporvognsskinne, idet han løb ned ad den hævede broklap. Han slap dog med nogle hudafskrabninger.

De to piger, Lisa, der drømmer om at slå igennem i hollywood, og den høje rødhårede model, Sally bor sammen. En del af inventaret er en grønøjet elefant der lyder navnet Harold, indkøbet i Mexico. Harold er ingen almindelig elefant.
En stor rolle byder sig for Lisa, men desværre kræveer rollen at man er høj og rødhåret - som Sally. Men Sally kan ikke spille skuespil - og taler iøvrigt med så tyk en texas-accent, at hun helst skal holde munden lukket. Fotografen Dennis (Dirch) er ret betaget af hende - blant andet, og Lisa har også svært ved at holde Tom fra døren.
Irriteret siger Lisa før de går i seng, at Lise skulle være Sally og omvendt - så ville rollen være i hus.
Næste morgen har de to piger byttet krop, takket være Harold, og det giver anledning til en del forviklinger, for Lisa kan sagtens være Sally, men Sally har ikke hjerne til den slags bedrag. Men Lisa får stor succes.
Pigerne må holde sig for sig selv i måneder, for ikke at blive afsløret, til Dennis og Toms utilfredshed.
Der bliver byttet rundt på den hel del kroppe i filmen, men alle ender i deres egne kroppe igen - mens Harold blinker frækt med sine grønne jadeøjne.

Bedste replikker:

- Ham Dennis er en blæksprutte, der er hele tiden 50 hænder på mig. Jeg tror han tror jeg er lavet af blindskrift...! _

-Hvilken klasse ønsker de at flyve på: 1. eller 2.?
- Hvad er hurtigst?

-Hvad er Skandinavien?
- Norge, Sverige og Danmark.
- Ja det ved jeg - men hvad er Skandinavien?

- Jeg ønsker mig et spansk æbletræ i min mors Skotland!
- Jeg tror hun har et stort æbletræ i Spanien, din mor!
- Har du prøvet min spanske mors æbletræ?

Elefanter på loftet

Også kaldet ”Den grønøjede elefant” - ”The Greeneyed elephant”

Dirch Passer rolle:
Dennis, irsk fotograf

1960
76 minutter
farve

Premiere
Odense 15/8 1961
Casino, Merry og Roxy 29/5 1961 til 1/6 1961

Instruktion Peer Guldbrandsen
Manuskript Sideny Pink
Foto Agge Wiltrup
Musik Sven Gyldmark
Lyd Georg Jensen
Deko Otto Lund
klip Edith Nielsen
Prod : SAGA - Hans Barfoed, Sidney Pink og Excelsior

Medvirkende:
Dirch Passer
Nora Hayden
Delphi Laurence
Bjørn Watt-Boelsen
Kirsten Passer
Ove Sprogøe
Avi Sagild
Phil Baker

Dirchland anmeldelse:
Der skal ikke mere end to personer til at ødelægge en film. I denne film, to bimbos.
De to piger spilles umanerligt skidt af af Nora Hayden og Delphi Laurence. Det lyder som om de læser op af manus - eller i det hele taget bare læser op. Dirch kører den hjem på rutinen, med tonsvis af gags og gummifjæs - men scenen hvor Dennis forsøger at smugle de to piger til København i en stor kuffert, og hvor han standses af en emsig tolder, spillet af Ove Sprogøe, slipper de begge ret godt fra. Forvirringen er fuldkommen, når et klap for Dennis betyder, at pigerne skal være stille, men for en tamburmajor i luftehavnen er tegn til at orkestret skal spille.
Dirch og Ove bliver berusede på smukkeste vis, og ender i en herlig vrøvlesamtale om æblecier, plantager og whisky.
Filmen er instrueret af Sidney Pink, så der er dømt ondt i øjnene, og kulisserne ligner noget fra et dilettantstykke.
En film hvor alt der kan være skidt, er skidt - men som alle Sidney Pink film, med sin egen kitchede underholdningsværdi...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Også kaldet ”Den grønøjede elefant” - ”The Greeneyed elephant”
Engelsk version med dansk fortæller.

Sally med Texas-dialekt (Nora Hayden) og den højrøstede Lisa (Delphi Laurence) er to Hollywoodstarletter, der håber på den store chance. Da den melder sig i form af en interessseret producent kompliceres sagerne af en jade-elefant, der bytter om på pigernes stemmer og identitet.
Et noget bestyrtende eksempelpå den højst specielle Sidney Pinks hærgen i dansk film. Han skrev og producerede dette lav-budget makværk, før han var medprodocunt og medforfatter på den hundedyre scince fiction katatstrofe ”Reptilicus” så produktionsselskabet Saga VAR advaret. Komedien ”Elefanter på loftet” er en fremtrædende kandidat til titlen som den værste spillefilm optaget på dansk grund: de to piger i hovedrollerne er nådesløst ucharmerende og dillettantiske, dens handling totalnonsens fra ende til anden, dens dekorationer har ikke en gang råd til de nødtørftigste møbler, og de scener, filmen ikke magter at dramatisere, dækkes af fortælleren, en forbløffende beredevillig Ove Sprogøe. Dirch Passer optræder også med nogle anstrengte klovnenumre. Filmen har engelsk tale, men dansk hovedproducent i Hans Barfod og den blev optaget på Saga Studio.
Den gik to dage i tre mellemstore biografer uden for centrum.
Der optræder ingen instruktør på forteksterne, idet Peer Guldbrandsen fralagde sig ansvaret, hvilket der skal noget til.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Filmen indledes lige på og hårdt, med at Peter og William Thorsen kommer berusede hjem fra Peters polterabend. Der ligger et brev til Peter - på fransk - som Thorsen får sig haltet igennem. Det er en indkaldelse til Peter,om at møde op i Paris, hos ”De små blå nonner”s hospital, medbringende blodtype.
De to mæmd får en ret klar mistanke om hvad det drejer sig om. Peter har haft en kort affære med en sød dansk pige, Toni, under et ophold i Paris. Han indledte bekendtskabet med at kalde hendes maleri for ”en gang lort”.
Peter må til Paris - han skal bare være hjemme til vielsen dagen efter kl. 16 - det kan lige nåes.
Peter undersøges på hospitalet, men da han ser sin lille dreng er han straks solgt. Men Toni har bortadopteret drengen, og har slet ikke set drengen - og hun vil heller ikke giftes med Peter. Så tager pokker ved Peter, der bortfører drengen, og gemmer sig i Paris. I mens er Thorsen i lufthavnen for at hente Peter, men må tage til kirken, og fortælle at Peter ikke dukker op, og at de er nødt til aflyse vielsen, derefter skynder han sig til Paris, for at hjælpe sin kammerat.
Thorsen, Peter og baby gemmer sig, men politiet er i hælene på dem. Desværre har Thorsen glemt pengene, så situatione tilspidses. Toni involveres,men da Peter opsøger hende ringer hun til politiet.
Hjemme i Danmark er alle ved at gå ud af deres gode skind, da politiet opsøger Peters forældre og fortæller sagens rette sammehæng. Peters far ta’r til Paris.
Hos nonnerne støder Thorsen ind i Toni, da han spørger om hjælp, men Toni fatter mistanke og tager med hjem til Peter- og babayen. De forfølges af nonner og politi.
Da Toni ser barnet vælder de moderlige følelser op i hende - men så vælter politiet døren.
Naturligvis udredes alle tråde på bedste vis.

Bedste replikker:

- Er du sulten?
- Næ, men 6 halve kan man jo altid klemme ned!

-Peter, jeg har det!
- Hvad har du?
- Jeg har det godt, tak!

- Tjener en kop kulsort kaffe, dobbelt!

- William op!
- Hvad er der?
Du skal skifte!
- Er vi allerede i Fredericia?

Peters baby

Dirch Passer rolle:
William Thorsen

1961
99 minutter
farve

Premiere Saga 28/7 1961 til 24/9 1961

Instruktion Annelise Reenberg
Manus Børge Muller frit efter en udenlandsk ide
Foto Ole Lytken
Lyd Georg Jensen
Deko Otto Lund og Helge Hansen
Klip Edit Nisted Nielsen
Musik Sven Gyldmark
Prod Saga Studio - Poul Bang

Medvirkende: Dirch Passer
Ebbe Langberg
Ghita Nørby
Emil Hass Christensen
Gabriel Axel
Mogens Brandt
Judy Gringer
Dario Campeotto
Paul Hagen

Dirchland anmledelse:
Annelise Reenberg og Poul Bang drejer denne film til perfektion. Dirch guides perfekt i et af sit livs bedste roller. Han er sød og tilbageholdende, men dejlig underspillet morsom.
I en scene holder Dirch et foto af Peters kommende kone, Judy Gringer. ”Du Peter, i morgen ved denne tid har du været gift i 12 timer med min pige!” Underforstået, at Dirch og Judy Gringer var kærester privat, da filmen blev indspillet.


Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Peter (Ebbe Langberg) får at vide, at han skal være farv som følge af en hed affære med en dansk kunstmalerpige i Paris (Ghita Nørby). Han stikker af fra sit eget bryllup med en anden, tager derned og kidnapper barnet, da moderen vil bortadobtere det.
Annelise Reenbergs folkekomedier ligger i reglen i den bedre ende af dansk populærfilm. Det gælder også dette solide lystspil med romantiske toner. At moderen vil bortadoptere barnet og vælge sin kunstnerkarriere, var ikke ganske efter tidens norm, men hun ender med at acceptere sin rolle som moder og kvinde. Ghita Nørby er dårende dejlig som kunstmaleren, og Dirch Passer får lov til at spille en rigtig rolle i en historie med mere substans end de fleste danske genrefilm fra perioden.
Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

”Peters Baby” havde hele to arbejdstitler:
”Fordi det er dig” og
”Peter venter sig”.

---

Hovedparten af filmen foregår i Paris, bl.a. havde man fået lov til at indrette en politistation i en lille skole, og her havde lærerne ingen anden duvej end at sløjfe undervisningen, så længe optagelserne stod på, da såvel voksne som børn nysgerrigt fulgte med i arbejdet. Der var visse problemer med at filme i Paris. Man måtte bl.a. søge hele 3 ministerier om tilladelser, og man måtte kun filme i bybilledet, så længe man filmede fra et køretøj. Lige så snart man skulle filme på et fortorv trådte bureaukratiet i gang, og et bjerg af papirer skulle udfyldes. Det lokale franske politi var heller ikke helt vilde med ideen om at udlåne et salatfad til optagelserne, men gik dog med til det til - under forudsætning af, at der var rigtige bevæbnede betjente som holdt vagt omkring filmgruppen mens optagelserne stod på.

Det var også rigtige betjente der deltog i jagten på Ebbe Langberg, da han bortfører sin søn (der er en dukke) - hele 9 betjente endda.
Under en optagelse skulle tonemester Georg Jensen have sit hår farvet rødt, for at dublere Ebbe langberg, men da fransk lov krævede at han skulle underkastes en hudanalyse, som ville vare mindst 48 timer at få svar på, måtte dette droppes, da Saga ikke havde tid til at vente på dette.
Alt i mens gik Lisbeth Movin rundt, og ventede på at få indspillet de sidste scener til hendes film, ”Min kone fra paris”, da hun skulle bruge det samme filmhold.

----

”Billed Bladet” nummer 14 og 23-1961 skriver om optagelserne til ”Peters Baby”.
I nummer 14 er man i gang med studieoptagelserne, hvor hotellet skal forestille at ligge i St. Germaindes Prés kvarteret.
Babyen skal i filmen være en dreng, men det er en pige, som læserne ikke får navnet på.
Nummer 23 skriver om optagelserne i Paris, som foregik en tidlig søndag morgen på Place de la Concorde med Ebbe Langberg og Dirch Passer.

Den 3. film i serien om Poeten og Lillemor. Det er blevet forår, og den stakkels Poet er noget uoplagt. Bageren holder forårslukket, for at gå i skoven - storsyngende - sammen med sin udkårne. Selv slagteren er i forårshumør, og nyder den smukke løbepige - selv samme pige, der vise er sig at være en stor fan af Poeten - desværre kan den stakkels Poet slet ikke følge med hende.
Der er gået forbrugsfest i den lille by - Vera drømmer om en ny vaskemaskine og Barberen om en ny bil, og Poeten og Lillemor bliver smittet. Men det er ikke nemt uden penge - og hvad gør man så?
Slagteren bliver taget ved næsen af en smuk ung kvinde, og så har slagterfruen en klemme på ham, så hun kan komme på sin drømmesommerferie.
Bageren har andre problemer, for han har fået ny svend - Svendsen - med egen vogn - en goggomobil. Som han kører ture med bagerfruen i, tilmed er han tenor i sangforeningen Figaro, så han synger smukkere end bageren, og det går ham vældig meget på.

Bedste replikker:

Jeg leger jeg er stille!

Den er større indvendig ind udvendig...

Far har brugt mine penge til at betale for bilen, ikke?
Jo!
Så er det også min bil ikke?
Jo!
Så vil jeg også ha’ en tur nu!

Poeten og
lillemor i forårshumør

Dirch Passer rolle:
Bageren

1961
100 minutter
farve

Premiere Palads 11/9 1961 til 19/10 1961

Instruktion og manus:
Erik Balling efter Jørgen Mogensen tegneserie
Foto Jørgen Skov
Lyd Hans W Sørensen
Deko Kai Rasch
Klip Birger Lind
Musik Bent Fabricius Bjerre
Prod: Nordisk Film - Carl Rald

Medvirkende:
Dirch Passer
Henning Moritzen
Helle Virkner
Eva Nystad
Ove Sprogøe
Lis Løwert
Judy Gringer
Karl Stegger
Bodil Udsen
Poul Bundgaard
Helge Kjærulff-Schmidt
Anders og Kristian Thornberg
Susanne Beck
Carl Ottosen
Kirsten Passer

Dirchland anmeldelse:
Det er jo ikke så meget man ser til Dirch i denne film - men derfor er den stadig ret så sød og sjov.
Fyldt med gode indfald - gode skuespillere - og forårsfrisk landsbyidyl.
Der er et hav af små historier som flettes ind i hinanden, med hovedvægt på den nye bil, og alt hvad den gør ved familien. For nok er den dejlig, men dyr - og det går ud over Poetens inspiration.
Det er også i denne film, at Dirch og Poul Bundgaard har deres kendte sang-dyst, hvor det faktisk er Dirch der løber af med sejren, og synger højere end Poul Bundgaard. Det er ikke sikkert det lyder godt - men det er dælme højt.
Og så er filmen fyldt med så mange smukke billeder af dansk natur, at det er lige før det er for meget. Især det smukke klip med MY’eren der kører over Storstrømsbroen er helt betagende. En sød film, der stadig kan ses, og bringer minder om en tid der var.


Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Sidste kapitel i serien om digteren og hans lille familie i huset på landet, hvor alting altid er ved det gamle.
Tredje ombæring i denne serie har ry for at være det svageste led. Det er ikke helt retfærdigt. Nok er der langt til den første films atmosfære af leg og selvfølgelig charme, og vist er digterfamilien blevet lidt sat i landlig idyl, men Balling og kompagni finder mange skægge og stilfærdige rørende detaljer frem i familiens hverdag, og den fast stab af typer gør atter god fyldest.
Ballings tæft for satirisk samtidsskildring fornægter sig ikke: I de små hjem diskuterer man om den nye velfærd skal investeres i biler eller hårde hvidevarer. Helle Virkners figur er blevet statisk og overflødig, men det er fortsat fornøjeligt at følge Poetens permanente midtvejskrise.
Tegneserien fortsatte, men filmene satte puktum her. Det er med til at gøre dem til en af de mere vellykkede miniserier i nyere dansk fimhistorie.
Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

Her er det historien om den noget stive kaptajnløjtnant Poul Adam, der bliver tøet op af den unge smukke fabrikantdatter Eva Thygesen, efter hendes far en aften har inviteret officererne til fest, da han selv er gammel sømand i hæren.
Naturligvis får Eva slebet træmanden til, men er tæt på at koste ham hans job, da hun, efter et besøg gemmer sig på skibet, som bliver kaldt på uanmeldt øvelse.
Til alt held, er der en flok gode søfolk på skibet, der tager sig af den henrivende Eva. Men hvad de - og Adam ikke ved, er at admiralen er helt klar over, at Eva er ombord, og at han med fuldt overlæg lader hende blive ombord, for at teste den noget stive Adams evner.
Alt går naturligvis som det skal - selv om søsygen nok ikke var en del af af Evas plan. Selv om det kan synes noget forhastet at Adam frier til Eva, efter kun en enkelt dag på søen. Men tingene kan gå stærkt i en dansk komedie.

Bedste replikker:

Han er vild efter at få blæretang på kasketten.

Du tror måske jeg mangler buler på forbenene.

Jaaee, der er jo, lidt buler på vandet.

Sømand i knibe

Ny titel:
”Så til søs med Dirch”

Dirch Passer rolle:
Kokken Freddy

1960
104 minutter
farve

Premiere
Kinopalæet 19/9 1960 til 6/11 1960

Repremiere med ny titel
”Så til søs med Dirch”
1/6 1964 Bispebjerg, Casino og Merry til 4/6 1964
Grøndals og Triangel til 7/6 1964

Instruktion Lau Lauritzen
Manus Bob Ramsing
Foto Rudolf Frederiksen
Lyd Bent Høyer
Deko Steini Sveinbjørnsson
Klip Wera Iwanouw
Musik Sven Gyldmark
Prod: ASA

Medvirkende:
Ghita Nørby
Ebbe Langberg
Lau Lauritzen
Ib Mossin
Judy Gringer
Otto Brandenburg
Dirch Passer
Hans Kurt
Jeanne Darville
Peter Marcell
Per Wiking
Hugo Herrestrup
Ove Rud
Kurt Erik Nielsen
Bertel Lauring
Ole Monty
Ole Ishøj

Dirchland anmeldelse:
Endnu en af disse mange film, hvor Dirch er med som staffage. Men dejlig staffage.
Otto Brandenburg er også med som trækplaster, og giver et par af sine store evergreens. Og så er det sjovt at se den senere TV-mand, Per Viking som skuespiller.
Dirch er den noget aggresive kok, Freddy, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at hive mundharmonikaen frem, uden dog at have nogle evner for at spille på den. Han er som Dirch er mest: fuld af små sprogblomster, sød og til tider en smule for højrøstet - hvilket også bemærkes af admiralen.
Alt i alt en sød lille bagatel, som sagtens kan ses.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Kaptajnløjtnant Adam (Ebbe Langberg) inviteres til fest hos den tidligere orlogskaptajn Thygesen (Hans Kurt), der har to smukke døtre. Den ene, Eva, (Ghita Nørby) tør den stive Adam op - og følger ham videre på flådeøvelse med båden. Det skaber tumulter, emn edner lykkeligt for dem begge to.
Sømandskomedie, hvor instruktøren Lau Lauritzen selv spiller en grånende, piberygende admiral. Efter sin voldsomt produktive ungdom var Lauritzen midt i 1950’erne ved at være udbrædnt, og her lægger han sig dovent i kølvandet på Soldaterkammerater-succecerne. Videokassetten skilter emd DIrh Passer som hovedrolleindehaver, men han har kun en sporadisk morsom lille rolle som skibskok. Otto Brandenburg synger nydeligt to sømandssange - filmens lyspunkter, for de fleste afsnit domineres af Ghita Nørbys overkåde kurmageri og Ebbe Langbergs fade kaptajsnmanerer. Når Onkel Lau og onkel Kurt da ikke lige skal have en hyggesnak over cognacen. Desuden har filmen forherligende billeder af vores flådestyrke samt en birollepræstation af den senere tv-underholder Per Wiking, som Fessor, den intellektuelle sømand, der skal forklare betydningen af ordet ”pedant” for flådens menige.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”

Om morgen forlader alle mændende etagejendommen samtidig, og bevæger sig mod S-toget, mens alle husmødrene bliver hjemme og holder hus. Undtaget journalist Monalise på kvisten. Fimen begynder stilfærdigt med små episoder, med viceværten som bindeled mellem de forskellige episoder. Men så begynder journalisten på kvisten at sætte griller i hovedet på opgangens mænd. Vicevært Alf er meget betaget af hende, men værst er det med Hr. Henriksen gift med Helle Virkner. Han bliver helt fordrejet i hovedet, så fruen bliver dybt jaloux. Fruerne i opgangen inviteres til husmoder-demonstration af alskens moderne bekvemmeligheder, mens alle mændene - under forskellige påskud - mødes ved den store modeljernbane i husets kælder. Efter togbanetræffet lukker Hr. Henriksen Monalisa ind, går med hende op, og det ender med at han inviterer hende med til fodbold om søndagen. til fruens store fortrydelse. Med hjælp fra nabokonen, forsøger hun at vinde sin mand tilbage. Hun må gå meget igennem, får hun forviklingerne reddes ud, og ægtemanden vender tilbage til hjemmets arne.
Undervejs smækker fru Henriksen sig ude, med en flæskesteg i ovnen, hvilket resulterer i en halsbrækkende redningsaktion, hvor stakkels Alf må holde for. Stegen reddes, og skrækslagen dratter Alf om i det nygifte pars ægteseng, og så kommer hendes mand hjem...
Og så vinder Hr. Hansen en sccoter...og fru Hansen får en scootertur, som hun aldrig havde drømt om.
Og mon ikke kærligheden stiger op til kvisten?
En rigtig sød film, med et hav af pudsige indfald, sproglige brokker fra Dirch, der er gennemført sød som Alf Thomsen.

Bedste replikker:

- Fru Hansen er et langt sødere menneske end hun selv vil være ved!

- Jeg vil sgu’ ikke sætte mit liv på spil for en flæskesteg!

- Min mand ville kunne ordne det på 2 minutter!
- Skal vi så ikke vente på deres mand?

- Her sidder jeg og spiser et par dødsyge moseænder med en trikotagehandler fra Herning!

Støv på
hjernen

Dirch Passer rolle:
Vicevært Alf Thomsen

1961
100 minutter
farve

Premiere Saga 11/10 1961 til 26/11 1961

Instruktion Poul Bang
Manus Arvid Müller og Aage Stentoft frit efter Eva Ramms bog og Øyvind Vennerøds norske film ”Støv på hjernen” 1959
Foto Aage Wiltrup pg Ole Lytken
Lyd Georg Jensen og Poul Nyrup
Deko Otto Lund og Helge Hansen
Klip Edit Nisted Nielsen
Musik Sven Gyldmark
Prod: Saga Studio

Medvirkende:
Helle Virkner
Søren Elung Jensen
Dirch Passer
Hanne Borchsenius
Bodil Udsen
Ove Sprogøe
Karin Nellemose
Emil Hass Christensen
Beatrice Palner
Henning Palner
Paul Hagen
Karl Stegger
Ingrdi Langballe
Else Kornerup
Kitty Beneke
Edith Hermansen
Børge Møller Grimstrup
Miskow Markwarth
Bjørn Puggaard-Müller
Alec Suhr
Gunnar LEmvigh
Gunnar Bigum
Ralf Dujardin

Dirchland anmeldelse:
Filmen indledes med at Dirch Passer præsenterer alle de medvirkende, i stedet for fortekster. Og så er dette også filmen, med den Storm P’ske anordning der vækker vicevært Alt Thomsen hver morgen.
Paul Hagen er intet mindre end et genialt morsomt indslag som meget ihærdig assurandør.
I en scene går bunden ud af Alfs indkøbsposer - og en af varerne er en bøtte russisk salat. Dirch afskyede russisk salat...
I en anden scene er fru Henriksen ved at købe biletter i en biograf - til ”Peters baby”.


Filmens arbejdstitel var ”Op og ned ad trapperne” - meget passende egentlig.


Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
I ejendommer Solvænget i et københavsnk forstadskaverter med Dirch Passer som vicevært gennemspilles en række episoder, der centrerer sig om den ægteskabelige rollefordeling.
En hverdagskomedie der er emget typsik for sin tid - Dirch Passers vicevært Alf Thomsen er den, der både introducerer opgangens fem ægtepar og to enlige og fungerer som vittig og jovial opsamler af divere problemer. En hær af tidens populære skuespillere tegner samtidsportrættet af familien Danmark i den sociale middelklasse....
Bodil Udsen vinder en scooter til den underkuede ægtemand, Ove Sprogøes postbud. I den episodiske beretning om kønsrollerne i en brydningstid bliver grænserne tøet op og selv den skrappe Bodil Udsen kommer til at give Ove Spprogøe bedre betingelser på hjemmefronten.
Dirch Passer er sig selv og i fin form - De har vel ikke et sted jeg kan besvime? spørger han ydmygt de hjemmegående efter et kaotisk forsøg på at entre en lejlighed fra altansiden, og han er stort set enelevereandør af de spredte smil, filmen kan levere. I en birolle som forsikringssælger leverer Paul Hagen en super-monolog til et uforberedt nygift par.
Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

---

Dansk Film Database skriver: Efter at Mette Bang - datter af filmdirektør Poul Bang - havde været Bodil Udsen’s stand-in i filmen ”Eventyr på Mallorca” regnede hun med at sige filmbranchen farvel for tid og evighed. Hun havde ikke ambitioner i retning af stjernevejen. Men pludselig stod hendes far og manglede en ung dame, der i filmatiseringen af ”Støv på hjernen” kunne spille Bodil Udsen i ”de farlige scener”. Det gjaldt navnlig en køretur på bagsædet af en scooter, som Ove Sprogøe i fuld fart dirigerer over en mildest talt ujævn byggeplads. Poul Bang ville ikke risikere at Bodil Udsen fik drøje knubs og måtte sygemeldes nogle dage efter. Men det må alligevel have været med blandede følelser at sende sin egen datter ud på en køretur, som man ikke vover at lade en skuespillerinde foretage. Optagelserne kom dog i kassen uden uheld.

---

Der var nogen spænding i studierne på Saga, da Helle Virkner skulle ud i en forrygende rock’n roll, som lå betydeligt ud over hvad der normalt kræves af en udenrigsministers frue. Helle Virkner’s partner er Dirch Passer, der var trænet i at kaste sig ud i hvad som helst. Helle Virkner afslørede imidlertid så betydelige anlæg for at rokke og rulle, at det kneb selv for Dirch at følge med. Og da scenen var optaget, måtte den udmattede Dirch Passer erkende, at døgnlange forhandlinger om ”De Seks” og ”De Syv” må være forfriskende hvilepauser for Jens Otto Krag. I hvert fald sammenlignet med hvad han risikerer, hvis Helle Virkner efter sin vellykkede rock’n roll-start på filmen byder sin mand op til sådan omgang dans.

---

”Billed Bladet” nummer 2 fra 1962 har en artikel om modeljernbanen.
Modeljernbanen var bygget på foranledning af dagbladet Politiken i 1950. Omkring 1960 blev den flyttet til Lille Strandstræde 18 ved Nyhavn, og det er hér optagelserne stammer fra.

Carit Etlars velkendte historie om Svend Gønge og hans tro væbner Ib, der skal smugle 50.000 rigsdaler fra Vordingborg kirke til hovedstaden, så kong Frederik d. 3 kan fortsætte krigen mod svenskerne.
I hælene har de svenskerne anført af heksen Kulsoen, der møder et barsk endeligt for sit svig.

Bedste replikker:

Kan du nære dig, din kraftpande!

Det er lige ved at de kan skyde med begge ender!

Jeg skal tale med kongen om jer - Men det er muligt I bliver henrettede.

Gønge-
høvdingen

Dirch Passer rolle:
Ib, Svends tro følgesvend

1961
111 minutter
farve

Imperial 9/12 1961 til 20/2 1962

Instruktion og manus:
Annelise Hovmand eft. Carit Etlars roman - 1853
Foto Henning Kristiansen og Aage Wiltrup
Lyd Erik Rasmussen
Deko Erik Aaes ass. af Togo Esben
Musik Erik Fiehn
Prod: Flamingo - Johan Jacobsen

Medvirkende:
Jens Østerholm
Dirch Passer
Birgitte Federspiel
Hans Kurt
Ove Sprogøe
Ghita Nørby
Annegrethe Nissen
Mogens Wieth
Pauline Schumann
Asbjørn Andersen
Georg Årlin
Bent Mejding
Anne Werner Thomsen
Kaptajn S.C. Olsen
Jørn Jeppesen
Keld Markuslund
Ole Monty
Christian J. Tribini (Professor)
Lili Heglund
Elith Foss
Smeden i Baarse
Freddy Koch
Alex Suhr
Bjørn Spiro
Grethe Mogensen
Elsebeth Larsen
Johannes Larsen
Erik Kühnau
Knud Hilding
Johnny Jensen
Karl Gustav Ahlefeldt
Bjørn Puggaard-Müller
Arne Westermann
Ole Damgaard
Ivar Søe
Jørgen Bidstrup
Bent Vejlby
Kurt Erik Nielsen
Hugo Herrestrup
Flemming Dyjak
Jørgen Teytaud
Hasse Langhoff
Baard Owe
Gunnar Lemvigh
Oscar Ljung
Ole Wegener
Rune Turesson
Klaus Scharling Nielsen
Evald Andersen
Jens Galskjøt
Carl Nielsen
Ole Søltoft
Armand Miehe
Nick Miehe
Leif Kayerød
Per Wiking
Ellen Margrethe Stein
Frank Randorf

Dirchland anmeldelse:
Der er ingen tvivl om at der er lagt store anstrengelser i, at gøre ”Gøngehøvdigen” til en flot film, i såvel både kulisser og kostumer.
Men det er nu alligevel som om den hakker sig igennem historien.
Og selv om Dirch er sød som Ib, så er der nu alligvel et eller andet forkert over det. Det er som om han ikke rigtigt føler sig godt tilpas i rollen.
Men samtidig passer hans grovhed også godt til Jens Østerholms polerede Svend.
Og det har jo nok været det som har været tanken.
Handlingen flyder fint afsted - dog er der for lange og for rodede kampscener.
Ind i mellem får Dirch lov til at fyre nogle enkelte skæve bemærkninger af, og det klæder hans figur.
Skal man fremhæve en, så må det blive Birgitte Federspiels Kulsoen. Hun er gennemført egoistisk og ondskabsfuld, og får da også sin fortjente straf til slut. Men inden da puster Federspiel liv i en fremragende fortolkning af heksen.
Men alt i alt kan man sagtens føle sig godt underholdt af ”Gøngehøvdingen” - også selv om det ikke er en af Dirch allerstørste præstationer.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Året er 1658. Den modige Svend Gønge får af Frederik d. 3 til opgave at fragte 50.000 told-rigsdaler gemt i Vordingborg Kirke gennem det de svenske linjer til København. Det lykkes med hjælp fra hans tro følgesvend Ib og en tapper skare Gønger.
Annelise Hovmand filmatisering af Carit Etlars højt elskede roman - et dansk sidestykke til ”De tre musketerer” - blev overvejende positivt modtaget, og fik en så stor publikumssucces, at Johan Jacobsens Falmingo FIlm fik råd til at producere fortsættelsen ”Dronningens vagtmester” - 1963, der dog ikke slog tilsvaerende an. Gøngehøvdingen var udstyrsmæssigt en kraftanstrengelse med sine slagscener der dog er meget traditionelt og ikke særligt spændende iscenesat. Og Dirch Passer humørfyldte tater der så brændende ønsker at blive regnet for ligeværdig, er nok en nydelig præstation, men ikke det halv-seriøse gennembrud, datiden øjnende. Mere markant står de træske intriger omkring Brigitte Federspiels glamouriserede Kulso. Ivørigt er den hovmodige adel ikke så slem som i bogen, men som i et rigtigt eventyr fastholdes konge-folket alliancen.

Det sort-hvide i vinterlandskabet og solens flammer i efterårsløvet og jægernes kostumer var udnyttet med sikker sans for det fine i det grove.
Harald Engberg i Politiken.

Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Fra Dansk Film database:

Et forrygende snevejr i påsken 1961 reddede optagelserne af sne-scenerne til filmen ”Gøngehøvdingen”. De sidste optagelser var ellers på grund af snemangel blevet udskudt til vinteren efter. Da snevejret satte ind var imidlertid alle skuespillerne taget på påskeferie og var spredt over det halve Europa. Dirch Passer måtte i hast kaldes hjem fra London. Han troede i første omgang at det var en aprilspøg, men kom med et fly over Amsterdam hjem for at være klar påskesøndag til at gå ind i de snebilleder, der blev optaget på Frilandsmuseet. Jens Østerholm fandt man frem til i svigerforældrenes bondehus på østkysten af Sydsverige. Birgitte Federspiel måtte bryde op fra barnedåb og Hans Kurt måtte afbryde påskeopholdet i sit sommerhus i Rågeleje. Sminkøsen Lene Ravn, der sammen med sin mand drev Gilleleje Strandhotel, måtte lade gæstene i stikken og genoptage filmarbejdet. Som en sidste udvej for at få filmen færdig havde man tænkt på at arrangere nogle kunstige snevejrs-scener, men det ville have kostet ca. 100.000 kr. Så dengang var man virkelig afhængig af vejret i modsætning til i dag, hvor meget kan gøres med computer teknik. Man fik gjort filmen færdig, og kunne holde premiere ca. 4 måneder før planlagt, nemlig 9. december.

---

Gennem skæg, parykker og andre maskeringer lykkedes det alligevel autografjægerne at genkende Jens Østerholm, Dirch Passer, Birgitte Federspiel, Bent Mejding og Hans Kurt, da Flamingo Film i marts 1961 optog scener i Vordingborg til filmen ”Gøngehøvdingen”. Fra klokken 6 morgen til klokken 12 middag næste dag blev der uafbrudt i 30 timer filmet i Vordingborg Kirke. Man skulle også bruge mange statister til optagelserne. I en annonce i et af de lokale blade søgte man derfor en flok godtfolk og et lille regiment svenske soldater. I begyndelsen gik det lidt trægt med tilmeldingerne. Men alderdomshjemmet og soldaterkasernen i Vordingborg redede situationen. En del af beboerne på alderdomshjemmet fandt lidt efter lidt ud af at det vist var en sjov måde at tjene lidt håndøre på og stillede sig til rådighed. De svenske soldater blev spillet af en snes danske soldater, der ved morgenparaden fik den for dem udkommanderede besked at de skulle stille til filmtjeneste i Vordingborg Kirke - og med Annelise Hovmand som øverstkommanderende.

Dirch ankommer i sidste øjeblik til frustreret værtinde, som venter gæster om en halv time. Men det tager Dirch roligt - for han har en masse dejlig dåsemad oppe i ærmet - så den middag skal de nok få klar på 30 minuter. Han fjoller lidt i køkkenet før han går i gang med madlavningen. Første ret er en bouillebaisse - en ret så alternativ bouillebaise. Selv guldfisken er lige ved at ryge med - men han besinder sig.
Ned til fisken ryger alskens dåsefisk fra fiskeboller til blæksprutte - samt champagne, og fiske-fond.
Der skummes af med en mureske.
Men katten gider ikke spise det. Så er det omelet surprise.
Et æg bliver til spejlæg - på et spejl.
30 æg med skal i skålen - så bliver omeletten knasende sprød. Surpisen er små gaver mm. Så er det sprængt and - først skal de skydes - så pyntes de - og så skal de sprænges - med enten dynamit eller plastisk sprængstof.
Til ænderne serveres der pommes fritter.
Ænderne ryger i luften med et brag, mens Dirch laver et af sine brøl. Køkkenet er sprængt til atomer, og reklamefilmen slutter, da Dirch får en bjælke i hovedet.

Bedste replikker:

En dåse blæksprutter - i eget sprut. Tre dele sprut til en del blæk.

Til omelet skal der bruges æg - og dem henter vi på Bakken…

Hvor søren er de blevet af - pom frit frem!

Dirch går
køkkenvejen

Dirch Passer rolle:
Kødgal kok

1962
10 minutter
farve

Instruktør Werner Hedman
Manuskript Werner Hedman
Fotograf Henning Bendtsen og Henrik Heger
Produktionsland Danmark
Prod. Eksportslagteriernes Salgsforening hos Laterna Parodi på madlavning.
(16 mm - 110 m - 10 min)

Medvirkende:
Dirch Passer
Kvindelig værtinde
Serveringsdame frk. jensen

Dirchland anmeldelse:
En pudsig lille film, smækfyldt med Dirch-gags og snurrige ordspil. Kort sagt så giver han den fuld skrue hele vejen - en Dirch-suppeterning: Dirch spas og ballade kogt ned til 10 minutter, hvor det ene skøre indfald afløser det andet.
Der er helt klart tænkt i retning af de velkendte øl-reklamer samt Crome & Goldsmidt reklamefilmen, her står Dirch bare selv for alle løjerne, men i lige så opskruet tempo.

Anden film i støver serien byder på både gensyn og nye beboer i Solvænget. Beboerne har købet deres ejendom, fru Henriksen er begyndt som tandlæge, og ejendommen er blevet indvaderet af en skørtejæger, Paco, som gør haneben til alt der har skørter på - især fru Henriksen og Mona-Lisa.
Der kører flere små historier sideløbende med hovedhistorien om den småklamme Paco: Mona-Lisa skal skrive om mænd i en artikelserie, Svendsens er blevet forældre, der skal installeres et springvand ved det nye fælleshus, mændene skal på hjemmeværnsøvelse.
Det fører til mange små køre indfald og forviklinger. Men hovedvægten er dog på historien om Paco der vil erobre den skønne Mona-Lisa - og tilmed vædder med sin ven, fotografen klik-Karl, om han kan score hende. Dette forpurres dog af fru Henriksen og Alf - og til dels Pacos egen klodsede opførsel - der også straffes til slut. Og tilmed med et af hans egne yndlingsudtryk.

Bedste replikker:
Lad være med at sidde og lign en aflyst cirkusforestilling.

Er det dem?
Ja det er mig!
Jeg mener brillerne?
Det kan jeg ikke se!

For første gang i mit liv er jeg virkelig forelsket. Skal vi ikke være dus?

Skal de døde blive liggende, eller må de gerne få lov til at gå hjem?

Det støver
stadig

Dirch Passer rolle:
vicevært Alf Thomsen

1962
82 minutter
farve

Premiere
SAGA 28/9 1962 til 20/12 1962

Instruktion Poul Bang
Manus Arvid Müller og Aage Stentoft frit efter Øyvind Vennerøds norske film ”Sønner af Norge”
Foto Aage Wiltrup
Lyd Georg Jensen og Leon Seibæk
Deko Otto Lund og Helge Hansen
Klip Lizzi Weischenfeldt
Musik Sven Gyldmark
Prod: Saga Studio

Medvirkende:
Helle Virkner
Søren Elung Jensen
Dirch Passer
Hanne Borchsenius
Henrik Wiehe
Bodil Udsen
Ove Sprogøe
Karl Stegger
Beatrice Palner
Henning Palner
Olaf Ussing
Gunnar Lemvigh
Paul Hagen
Solvejg Sundborg
Ellen Malberg
Judy Gringer
Bettina Heltberg
Edit Hermansen
Einer Reim
Gunnar Bigum
Pierre Miehe-Renard
Bente Weischenfeldt
Ulla Darni
Asbjørn Andersen

Dirch er som sædvanlig supersød som viceværten Alf, der vil gå langt for at hjælpe sine beboere i ejendommen.
Der er især to episoder som skal fremhæves. Den ene er den velkendte scene i kælderen, hvor Alf kommer til at slå hovedhanen af, og kælderen fyldes af vand.
Den anden er det forrygende morsomme skænderi mellem Alf og den bramfri fru Hansen, hvor skældsordene flyver gennem luften. Alt i mens de begge er halvt bedøvede af lattergas, og storgrinende står og kalder hinanden de værste ting. Rigtigt godt fundet på - og hvor er Dirch og Bodil Udsen gode sammen - den ene mere højlydt end den anden.
Og så er de gentagne episoder mellem hr Hansen på postkontoret og hans ven slagtermesteren, som vil hente et brev, men ikke har den fornødne legitimation - selv om Hansen udmærket kender ham, og derfor ikke vil udlevere brevet til ham, ret sjovt fundet på. Da slagtermesteren endelig har de rette papirer med, er brevet sendt retur.
Henrik Wiehe er ualmindeligt irriterende og lummer som storcharmøren Paco - det gør han simpelthen fremragende, irriterende godt.
Sød fortsættelse, der dog ikke helt har etterens charme og fart - men som absolut er seværdig.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:

I forstadskomplekset Solvænget præsiderer vicevært Alf Thomsen (DP) over en opgang hvor konerne, med Bodil Udsen i spidsen, sætter fokus på mændenes og med kvindelist piller den selvsikre hjerteknuser Paco Johansen (Henrike Wiehe) ned.
I fortsættelsen af filme ”støv på hjernen” fra 1961 ser vi igen Dirch Passer som den veloplagte vicevært Alf Thomsen og tillige opgangens både nye og gamle kendinge og beboere: Feddersen (Karl Stegger) den brovtende formand for boligejerforeningen, postbud Hansen (Ove Sprogø) med sursøde Bodil Udsen ved sin side og over alt i opgangen. Så er der journalist på ugebladet ”Alt for alle” Mona Lisa Thomsen (Hanne Borchsenius), ægteparret Henriksen (Helle Virkner og Søren Elung Jensen) samt ungkarlen og bilsælgeren Paco Johansen (Henrik Wiehe) som tror han er en reinkarnation af Romeo. Familien Danmark i tidens hverdagstøj, lystspillende sig igennem en række løst sammensatte og meget forudsigelige episoder. Fra en kaotisk afsløring af et springvand (Dirch og Sprogø har ansvaret for vandforsyningen) til en hjemmeværnsøvelse hvorunder Stegger bliver torteret med et stykke håndskåret rullepølse. Den charme som filmen med lidt for lange mellemrum præges af, leveres alene af de folkekære skuespillere. Poul Bangs uengagerede instruktion samler den ikke til en helstøbt fortælling, men filmen kan ses som et tidstypisk kapitel af Danmarkshistorien - sådan talte og levede vi (nogenlunde) i begyndelsen af 60’erne.

Politikens FILMENS HVEM HVAD HVOR kalder filmen en slap fortsættelse af Støv på hjernen.

Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.


---

Den 3. august 1962 var en sorgens dag på Saga studie 3 atelier, der lå på Anettevej i Charlottenlund.
En brand raserede studiet, og fortærede en række opmagasinerede filmdekorationer, og desværre også de klargjorte dekorationer til filmen ”Det støver stadig".
Heldigvis var optagelserne blevet færdiggjort, på nær et par enkelte scener. Men dekorationerne skulle efterfølgende have undergået nogle småændringer, for at blive anvendt til filmen ”Venus fra Vestø”. Det blev der ikke noget af.

---

Til filmen skulle der indspilles den velkendte scene, hvor håndtaget knækker af vandrøret, og vandet fosser ud.
Optagelserne blev henlagt til et cementbassin fyld med 7000 liter vand, hos Saga.
Under tøjet havde skuespillerne frømandsdragterne, men optagelserne fortsatte til kl. 3 om natten, så det var nogle rystende og gennemkolde skuespillere, der kom på land midt om natten.

I Villa Orfeus residere den fhv. velhavende fru Lydia Wiljengren. Hun har et større hjerte end forstand på penge, og dette er ved at gå hendes advokat, Dagerman, på nerverne. For fru Lydia har ikke flere penge, og har ikke haft det længe - men det tror hun blot er fordi, at Dagerman har taget dem.
Villa Orfeus er vidt berømt i lokalområdet. Her bor der er en skønsom blanding af musikalske personer, som fru Lydia lader bo der gratis - derfor den triste økonomiske situation.
I den anden end af byen slås tømmerhandler Dagermand - storebor til sagfører Dagermand, med sin søn. Han vil have sønnen skal træde ind i firmaet, men sønnen vil langt hellere komponere klavermusik. En dag, hvor gamle Dagerman i raseri, afskediger en kontorpige, forlader unge Dagerman hjemmet. Han vil ikke ligge under for sin fars lune længere.
I villa Orfeus tilspidses den økonomiske situation. Naboerne - ledt af den velsyngende Rakel fra ismejeriet og den lokale slagter, forsøger at skrabe penge sammen for at redde huset fra tvangsauktion - og naboerne vil gerne hjælpe, for de elsker aftenseancerne omkring Villa Orfeus, når fru Lydia slår vinduerne op på vid gab, og musikken strømmer ud i aftenmørket.
Indenfor møder vi Gogol, den melankolske, måske kinesiske, elevatorfører, med godt tag på cello og bas, den smukke svenske Solveig, som kan tøjle en saxofon, Nancy - den fyrede kontorpige - som også er musikalsk, samt Texas - guitarspillende dansker, med hang til det amerikanske - og så naturlivis den søde fru Lydia.
Jon Dagerman forsøger at finde kontorpigen hans far har fyret, og det leder ham forbi Villa Orfeus, hvor han inviteres ind at bo af Texas, der kalder ham sin tvillingebror. Imens forsøger sagfører Dagerman og hans søn Rolf at redde villaen fra tvangsauktion - og det gør jo heller ikke noget at den Rolf synes den svenske skønhed Solveig er lidt spændende. Gogol bliver i midlertid jealous på Rolf, og lover at myrde ham. Sagfører Dagerman prøver at overtale sin bror til at købe Villa Orfeus, - der er både en sød værtinde og lejere, men Dagerman er skeptisk
Nancy og Jon indleder et forhold, men hun fornemmer ugler i mosen, da hun opdager at Rolf og Jon er fætre - og at Jon er søn af hendes tidligere vrede chef.
Og så stjæler fru Wiljengren pludselig 30.000 kr som tømmerhandler Dagerman bad sin bror opbevare i pengeskabet.
Men hvor der er en vilje er der en vej, og med fuld musik reddes alle tråde ud til sidst, selv om det holder hårdt.

Bedste replikker:

Hvor gammel er det du er far?
Jeg er 48 - men meget sent udviklet!
Og jeg er ti år ældre!
Så skal du snart konfirmeres!

De må hellere forberede Dem på at blive myrdet.
Nej fortsæt bare - det er jo ikke noget der kommer andre ved! Ville De sætte pris på at blive myrdet?
Har De nogensinde været i Frankrig?
Ja - hvorfor det?
Dernede bliver man frikendt for jalouisdrab - det burde man også blive her!

Lykkens
musikanter

Dirch Passer rolle:
Gogol

1962
90 minutter
sh

Premiere
19/2 196 2 Amager, Casino, Nora, Triangel og Villabyerne til 28/2 1962.
Scala til 1/3 1962
Rialto til 4/3 1962.

Instruktion Peer Guldbrandsen
Manus
Patricia McLean og Peer Guldbrandsen
Foto Karl Anderson
Deko Erik Aaes
Musik Sven Gyldmark
Prod. Novaris Film - Peer Guldbrandsen

Medvirkende:
Ellen Gottschalch
Ove Sprogøe
Dirch Passer
Kjeld Petersen
Bent Mejding
Ulla Lock
Frede Heiselberg
Hans W. Petersen
Helle Halding
Bertel lauring
Michaele Davidsen
Ingela Brander

Dirch er aldrig set mere afdæmpet - han er næsten melankolsk og sort i denne film. Konstant snakkende om sit fødested - Hong Kong - der jo må gøre ham til kineser. Når andre kaster blikke på den smukke Solveig, som vitterligt er utrolig smuk, så tændes der en brændende jalousi i Gogol / Dirch - og ikke sjældendt truer han sine medbejlere med mord.
Og så er det sjovt at se Ove Sprogøe synge med Gustav Wincklers stemme. Bemærk hans fabelagtige guitarspil - det er tydeligt for enhver, at Ove Sprogøe aldrig har spillet på dette instrument, hvorimod Solveig er ferm på saxofonen.
Filmen har mange forviklinger der skal holdes rede i, og spillet mellem den søde fru Lydia og sagfører Dagerman er fremragende. Kjeld Petersen er sagføreren der er lige ved at sprænge i luften, over den søde frue, som ikke har begreb skabt om penge - men som han holder utroligt meget af alligevel.
Og Dirch konstante triste pudsigheder, gør sig også godt, og sætter krydderi på historien. På intet tidspukt falder Dirch i slapstickfælden, men holder sig til den tristesse som hans rolle skal have. Og det ser man faktisk ikke tit i hans film.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Excentrisk mæcen for unge musikere (Ellen Gottschalch) er løbet tør for midler så hendes villa som er kvarterets stolthed, og hvor de unge bor billigt til leje, står i fare for at skulle sælges. Stemningsfuld film med en venlig tone, lettte løsningsmodeller og en samling elskelige skuespillere. Altså nok en folkekomedie, men samtidig med toilløb til småmelankolske eksistentialistiske overvejelser af den type, Peer Guldbrandsen ynder, men helst ikke skal fortabe sig for meget i, hvad han undgår her.
Blandt kunstnervillaens beboere ses Ove Sprogøe som den syngende cowboy Texas med syv år bag sig i staterne, og Dirch Passer er skæg som den indadvendte Gogol, der insisterende proklamerer sig som kineser, fordi han er født i Hong Kong. Soundtracket er vellykket, musikken og sangnumrende kunne godt være blevet udsendt på grammofonplade.

Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Ghita Nørby er Marianne Bang, gift med Poul Bang, der bruger al sin tid på bilforretningen og racerbanen. Det får fruen nok af, da han først glemmer deres bryllupsdag, hvor hun har arrangeret surprisemiddag og senere ses på danserestaurant med en anden kvinde. Marianne flytter i nattens mulm og mørke ind på pensionatet ”Hos Jenny”, et sted fyldt med skæve personligheder; Eigil, guitarspillende hyggetrold, Mario syngende charmetrold, og Gitte Hænning som husets datter, håbløst forelsket i Mario, der ikke har øjne for hende, men straks kaster sig over Marianne. Poul forsøger at finde Marianne, men opdager at der er andre der har fået øjnene op for hans kone.
Marianne bliver mannequin for en af byens berømte modeskabere, og Mario får en chance for at gøre sangen til levevej - men det viser sig snart, at der er flere forviklinger end personer i denne komedie. Men efter en del forvirring, knyttes trådende til slut.

Bedste replikker:

Må jeg se dine regler?
Åh, hold kæft!

Du kan hverken gå, stå eller spille komedie. Men du kan synge.

Giovanni - hvor kommer De fra?
Venedig.
Han snyder så vandet driver af ham...

Han, hun, Dirch og Dario

Dirch Passer rolle:
Eigil

1962
111 minutter
farve

Premiere
SAGA 23/3 1962 til 27/5 1962

Instruktion Annelise Reenberg
Manus Børge Müller
Foto Ole Lytken
Lyd Georg Jensen og Leon Seibæk
Deko Otto Lund og Helge Hansen
Koreografi Hans Brenaa
Klip Lizzie Weischenfeldt
Musik Sven Gyldmark
Prod. Saga Studio - Poul Bang

Medvirkende:
Ghita Nørby
Ebbe Langberg
Dirch Passer
Dario Campeotto
Gitte Hænning
Bodil Steen
Hanne Borchsenius
Sigrid Horne-Rasmussen
Edouard Mielche
Gabriel Axel
Asbjørn Andersen
Axel Strøby
Inger Rauf
Helle Halding
Bjørn Puggaard-Müller
Else Kornerup

Dirchland anmeldelse:
En sød lille rodekomedie, hvor Dirch har hold på sig selv, og Ghita er smuk som altid. Filmen er kendt for hittet ”lille Frøken Himmelblå”, og Dirch er under kyndig vejledning af Annelise Reenberg, hvilket altid gør noget godt for hans præstation.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Autoforhandler Poul (Ebbe Langberg) forsømmer sin kone (Ghita Nørby) og flirter med en racerkører (Hanne Borchsenius). Fruen flytter hjemmefra og så begynder hun noget nyt og sjovt.
Titlen antyder et ultrakommercielt sammenkog, men der er solid kunnen og ganske god sammenhæng i både manuskript og instruktion. Det starter som en ægteskabs- og utroskabskomedie. Men filmen udvikler sig til en slags musical da Ghita Nørbys unge frustrerede frue indlogerer sig på et muntert pensionat hvor Dirch Passer charmer, Dario kvæder og den 16 årige Gitte Hænning sukker forelsket - i Dario, selv om det er med Dirch hun har filmens søde hit ”Lille frøken himmelblå” Det hele afvikles rapt og indtagende i Annelise Reenbergs instruktion, der først kommer til kort i den langtrukne slutning, hvor for mange handlingssløjfer skal bindes. Her optræder Dario med betydelig camp-værdi som Don José i Carmen, mens titelfiguren fremstilles af den senere radiomedarbejder Helle Halding.

”Der er langt mellem ideerne i denne vamle og langtrukne klichefilm” Bjørn Rasmussen i Aktuelt.
”Spil og manusksript er net, muntert og kultiveret, og Dirch Passer er meget neddæmpet og meget uimodståelig”
Bent Mohn i Politiken.

Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

Sange:
At rede seng sang
Dirch og Dario

Lille frøken himmelblå
Dirch og Gitte Hænning

Dirch spiller alle roller i denne lille sjove reklamefilm for "Sømænd og svigermødre".
Han gennemgår films virkemidler på morsom vis, bl.a. ved at vise mange forskellige måder man kan gå ind ad en dør på.
Herefter vises nogle små sekvenser, hvor han er en mand der kommer hjem til sin mor, svigermor - og køleskab. I køleskabet befinder der sig et brev fra hans kone - der er taget i biografen for at se "Sømænd og svigermødre".

Filmdesorienteringen

Dirch Passer rolle:
Oplæser, mand med mange roller, mor i gyngestol

1962
8minutter
SH

Premiere
6. august 1962

Manuskript: Poul Sabroe
Producer. Bent Christensen
Produktion: ASA FIlm

Medvirkende:
Dirch Passer

Dirchland anmeldelse:
"Filmdesorienteringen" er lavet som en lille forfilm eller reklamefilm, der blev vist i biograferne som reklame for "Sømænd og svigermødre"
Den udmærker sig ved slet ikke at handle om "SOS", og at være usædvanlig lang - 8 minutter.
I filmen gennemgår Dirch på morsom vis, nogle af de virkemidler som film arbejder med.

Kanusti (Dirch) skal være forlover ved Peter og Bittens bryllup, men vil egentlig meget hellere hjem til Assens. Hushjælpen, tante Rosa, laver alskens ulykker under forberedelserne til den store dag, og bryder konstant grædende sammen, når hun kommer i tanke om den dag hun selv blev forlat ved alteret. Huset frue er er gået helt over gevind over datterens bryllup, og herser rundt med alle - især hendes stakkels mand, der søger tilflugt i sin hule, med sine elskede marsvin.
Fruen blever mere og mere hysterisk, hushjælpen tror marsvinene lægger æg, Kanusti træder på det nyferniserede gulv...
De tre mænd tager på bodega for at forfatte en bryllupssang, Og så dukker Bittens kusine op, og det gør noget ved Kanusti. Bitten er ulykkelig, for hun tør ikke fortælle Peter at hendes mor har lejet et nabohus til hende, så de både er tæt på svigermor, og hendes utålelige nabo.
Og forsvinder Peter og dukker ikke op i kirken. Men præsten dukker op, og forsøger at mægle mellem parterne - og trådene reddes natiurligvis ud.

Bedste replikker:

- Der findes ingen lykkelige ægteskaber - kun tålmodige ægtemænd!

- Kanusti Mogensen?
- Ka’ du si’ hvad? Kanusti slår på glassset.
- Åh skal De nu også holde tale - så gør det kort!
- Er der mere skinke?

- Når De har en dame til bords taler de så aldrig med hende?
- Jeg er alti’ stille når jeg spiser - og jeg spiser meget! - Og med dette skåler vi for brudepælen!

- Om bord på skibet er det mig der redder sengene - de kalde rmig for skibsredderen!’

Judy Gringer: Går jeg an?
Kanusti: De ligner en æske chokolade - fyldt!

- Bare jeg var død!
- Det må du vente med til efter festen!

Sømænd og
svigermødre

Dirch Passer rolle:
Kanusti

1962
104 minutter
farve

Premiere
6/8 1962 Casino og Roxy til 26/8 1962
Grøndals, Merry, Nora, Nygade og Park til 2/9 1962

Repremiere Kinopalæet 8/6 1964 til 14/6 1964
Nygade aften 1/12 1966 til 15/12 1966

Instruktion Bent Christensen
Manus Arvid Müller og solveig Ersgaard efter Mogens Linds bearbejdelse af engelsk farce ”Sailor Beware” af Philippe Kingog Cary
Foto Rudolhf Frederiksen
Lyd Bent Høyer
Deko Steini Sveinbjørnsson ass. af Juster Betzer,
Musik Jørn Grauengaard
Prod: ASA - Finn Aabye

Medvirkende:
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Kjeld Petersen
Jessie Lauring
Lily Broberg
Lone Hetz
Judy Gringer
Aase Werrild
Svend Methling
Johs. Krogsgaard
Knud Hilding
Hardy Rafn
Emil Hallberg

Dirchland anmeldelse:
Filmene kører på i et hurtigt tempo, og men ræser fra den ene morsomme scene til den næsten - men især sengescenen med Dirch og Ove er aldeles fremragende. De får uendelig meget spas ud af, at de to skal ligge på en sovesofa, der lige nøjagtigt IKKE er stor nok til dem. Dirch er charmerende som fynsk klodsmajor, hvilket resulter i en scene hvor han taber smøret, lige vil vise hvad han gjorde, og smider smøret i hovedet på svigermor...
Et lille sødt lystspil, med masser af grin og gode skuespillere.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

Orlogsgasten Peter (Ove Sprogøe) skal giftes. Men bryllupsforberedelserne går ikke stille af sig. Sammen emd den fynske forlover (DP) og svigerfaderen (Kjeld Petersen) fejrer han polterabend og kommer lidet ædru hjem næste dag. Bryluppet næste dag får et uventet, om end lykkeligt forløb. Filmen er baseret på en engelsk farce som Stig Lommer satte op med dundersucces på Aveny Teatret. Her er handlingen flyttet til Helsingør-

Bjørn Rasmussen kaldte den i Aktuelt: ”En sjusket , men skæg film”.

Om Dirch Passer skrev han: Hans fynske er efterhånden blevet ganske fantatstisk, hans mimik må være alle kameramænds fryd, og hans sikkerhed tiltager med rivende hast, fra år til år. Der skal stor kunst til midt i et sindssygt farcenummer at kunne sætte pointeprikken over i’et ved et diskret minespil, som f.eks da han hænger fat i det nyferniserede gulv.



Filmet under titlen ”Hjælp, svigermor kommer.

Dirch spiller en fyr ved navn Martin Kristensen. Martin ankommer en tidlig morgen til direktør Bangs bolig - og kræver lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin kæreste som han hemmeligt har haft et forhold til gennem længere tid. Bang er Martins chef, og Martin skal bruge pengene til at opretholde pigens høje levestandard.
Han får lønforhøjelsen, går ud ad døren og kommer ind igen, og anmoder om direktør Bangs datters hånd.
Som en lille tilgift afslører Martin at han har taget 324.000 kr. fra firmaet. Bang konfronter datteren med Martins frieri, datteren siger hun er gravid, det ringer på døren, og udenfor står en anden ung dame, der siger hun har ladet som om hun var direktør Bangs datter - og er kæreste til Martin. Bang fortæller sin kone at datteren er gravid - hvilket hun godt ved hun er - med chaufføren Oskar - som Bang har fyret i vrede. Bang vil have Martin til at gifte sig med datter - eller skaffe Oskar tilbage - som er taget til Grønland. Stuepigen siger op for at gifte sig med Bangs ven, Baronen, som Bang har forsøgt at parre med sin datter.
Og så ankommer Martin og siger, at han har taget 300.000 kr mere af firmaets kasse.
Og så ankommer Larsen - Bangs massør. Ham vil Bang også have til at gifte sig med datteren - for Martin er gået i vrede, efter Bang har afsløret sagens rette sammenhæng for datteren der ikke var hans datter, som måske alligevel er hans datter... for nu ankommer Bangs gamle stuepige, Charlotte, som han har haft et forhold til da han var 18. Og hun har en datter - som skal giftes - med en af Bangs underdirektører. Han hedder vist Martin.
Og så kommer politiet - og baronens chauffør - og Oskar - og hvorfor er der ikke noget vand i poolen. Og hvor mange underskrifter skal der lige skrives?
Og hvad er det egentlig for en adresse som Bang kommer til at give Martin?
Og så er der lige de tre ens kufferter - den med 300.000 kr. og den med 324.000 i diamanter - og så den med stuepigens tøj... som konstant byttes omkring...og hvad er det lige som Bangs datter har gjort, så baronens filipenser er forsvundet?
Kan det give forviklinger? Mange, mange, MANGE flere end I kan regne ud...
Forrygende tempo i fem kvarter - der tilmed virker som om, det er optaget ud i en køre.
Dirch er dejlig underspillet - men alligevel overmåde crazy.

Bedste replikker:
Ove Sprogøe:
- Jeg er ved mine fulde 5 - mindst!

- Ja, jeg er gift med håndsæben!

- Han kom aldrig hjem - for han kom aldrig afsted!

- Kæmpe filipens!

Oskar

Dirch Passer rolle:
Bangs betroede højre hånd, Martin Kristensen

1962
78 minutter
farve

Premiere:
Palladium 12/10 1962 til 29/11 1962
Repremiere Platan 1/3 1965 til 4/3 1965
Drive-In 19/8 1966 til 21/9 1966

Instruktion Gabriel Axel ass. af Jens Ravn
Manus Bob Ramsing efter Knud Poulsens oversættelse af Claude Magniers komedie ”Oscar”
Foto Henning Bendtsen
Lyd Knud Kristensen
Deko Kai Rasch
Klip Lars Brydesen
Musik Ib Glindemann
Prod Palladium - Erik Overbye

Medvirkende:
Ove sprogøe
Drich Passer
Birgitte Reimer
Lone Hertz
Ebbe Langberg
Judy Gringer
Axel Strøbye
Ghita Nørby
Vera Gabuhr
William Bewer

En forskruet, hårdtpumpet forvekslingskomedie, der starter som en Gordisk knude, der bare blivere strammere og strammer, men alligevel på mirakuløs vis, bliver løst til sidst.
Ingen er hvem man tror de er, og alligevel er alle helt sig selv.
Umanerlig morsomt, indviklet og skruphamrende skør farce.
Nok min absolutte Dirch Passer favoritfilm.
6 stjerner for fuld udblæsning og en lille konfettikanon som bonus. Om jeg begriber at anmelderne høvlede denne farce ned.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Bernhard Bang, direktør for et sæbefirma (Ove Sprogøe) plages af mange problemer, Hans betroede medarbejder (DP) har tilegnet sig en mindre formue af firmaets midler og vil giftes med hans datter - der alligevel ikke er hans datter. Hun er til gengæld gravid med familiens chauffør.
Med uskyldig mine og udsøgt høflighed opruller Dirch Passer i starten en række ulykker for den mere og mere perplekse Ove Sprogøe. Vittigt turneret af Passer, men herefter får man mest mekanisk forvekslings- og intrige komedie af den slags, der hører hjemme på boulevardteatre og burde blive dér. Næsten hele handllingenudspilles i Sprogøes hæslige hangar af en dagligstue, møbleret med gyselig steril 1960’er smartness. Og i forvejen skorter det på charmen i et ordrigt manuskript, og et spil der rækker fra Lone Hertz’ kælne krukkerier til Birgitte Reimers naturlige men spildte sødme.
Claude Magniers skuespil blev filmatiseret to gange senere. Først i 1967 med Louis de Funes og siden i 1991 med Sylvester Stallone. Den sidste udgave blev ingen succes.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Poul Ilsøs film er to sammenskrevne H. C. Andersen eventyr - Svinedrengen og Prinsessen på ærten.

Den gennemgåene figur, er Narren (Dirch), som fortæller og binder handlingen sammen.
I det hele taget er ideen med at sammenflette de to eventyr rigtigt godt fundet på.

Bedste replikker:

Fy, papa, den er jo ikke kunstig, den er virkelig!

Pyttelyt, pyt væk!

Svinedrengen og
Prinsessen på ærten

Dirch Passer rolle:
stemme / fortæller

1962
49 minutter
farve

Premiere
Nygade 23/11 1962 til 23/12 1962 (fra 28/11 kun eftermiddage)
Triangel eftermiddage 3/12 1962 til 9/12 1962
Nora eftermiddage 7/12 1962 til 9/12 1962
Grøndals eftermiddage 8/12 -9/12 1962.

TV 22/12 1963

Instruktion Poul Ilsøe eft. H.C.Andersen
Hovedtegnere: Erik Christensen, Harry Rasmussen, Jannik Hastrup, Käthe Thygesen og Elisabeth Halgreen.
Foto Peter Roos
Musik Bent Fabricius Bjerre
Angtekst: Thøger OlesenKlip: Maj Soya
Prod: Bent Christensen Prod.
- Henning Karmerk og Finn Aabye

Medvirkende:
Stemmer
Dirch Passer
Henning Moritzen
Lise Ringheim
Johanens Meyer
Bjørn Spiro
Knud hilding
Ellen Margrethe Stein

Dirchland anmeldelse:
Tegnestilen er sprudlenede og varieret - man kommer til at tænke på reklametegnefilm fra 50’erne.
Der springes i stil og handling, og det hele garneres med Bent Fabricius Bjerres musik, der også skifter stilart, alt efter hvad der lige passer i historien.
Man skal ind i mellem være hurtig for at følge med, for der dukker små og skøre indfald op i huj og hast - bl.a. kamelen der får fyldt vand på puklerne på en vandtankstation.
Absoltut seværdig - både for den sjove stil - og ikke mindst det musikalske sammensurium.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

---

En fattig prins bejler til kejserens datter men hun afviser hans gaver. Derrimod betages hun mere af prinsens spilleinstrumenter, når han er forklædt som svinedreng. Da hendes far opdager hende i færd med at kysse svinedrengen, viser han hende bort. Også prinsen forkaster hende. Men da hun beviser at hun er en rigtig prinsesse ved at lade sig genere af en ært under tyve madrasser og tyve edderdundyner, får hun alligevel prinsen.
Tegnefilmen kæder to H.C. Andersen eventyr - Svindedreng og Prinsessen på ærten, sammen til en fortløbende historie med Dirch Passer som fortælller. Et virkeligt kup - kalder Bjørn Rasmussen denne sammensmeltning i sin begejstrede anmeldelse i Aktuelt. Man har taget hensyn til børns erfaringskreds og indbildningskraft, og man har ikke sentimentaliseret noget. Fjernere væk fra Disney-stilen kan man ikke komme - skriver Rasmussen, der også kalder baggrundede (guache plus akvarel) ”rene små kunstværker”. Også Erik Ulrichsen i Information er positiv og roser filmen for ” at indlægge fjernsyn og westernhalløj og pop og jazzmusik på en charmerende og harmløs måde - om end ikke med nydigtede poetisk intelligens. ...
Det langsomme tempo fortæller tydeligt nok, at filmen først og fremest er beregnet for børn”. Blandt Pull Ilsøes fem animatorer er Jannik Hastrup, der senere skulle blive et af dansk tegnefilms store navne. Ilsøe selv lavede ikke flere film.
Allerede et år efter sin biografpremiere blev filmen vist på dansk tv.

Venus fra Vestø er noget så sjældent som en film, hvor Dirch er seriøs hele vejen igennem. Jamen det er skam sandt - sådan nogle film lavede han nemlig også.
Han spiller Ditlev, lokal kunstmaler på Vestø, der uforvarende blandes ind i en stort anlagt engelsk plan om at bringe en raceko tilbage til england, hvor den skal levere avlsmateriale.
Foruden at være kunstmaler, er Ditlev glødende pascifist, hvilket på samme tid irriterer og facscinerer den lokale tyske kommandant.
Ditlevs kusine, godsejeren frk. Nicola, arbejder ved militæret i England, og hun bliver en del af gruppen der sendes afsted, da hun kender øen indgående.
Naturligvis slipper de afsted med koen Venus til England, men da det kommer til stykket, kan Ditlev ikke tage med - hans samvittighed forbyder ham at flygte fra alle de andre øboere.
Ditlev ønsker bare at være i fred, male og så ellers bare høre så lidt som muligt om krigen. Dette bliver vanskeligt da kaptajn Weiss og hans soldater ankommer til Vestø.

Bedste replikker:

Kaptajn Weiss: Er De kommunist?
Ditlev: Nej - er De?

Say something in danish now!
Dit dumme svin!
And watts that mean?
Jeg elsker dig!

Sød pige - hende kunne jeg godt tænke mig at være sammen med under andreomstændigheder.
Jeg kunne godt tænke mig at være sammen med hende under alle omstændigheder.

Venus fra Vestø

Dirch Passer rolle:
Ditlev Eged Schack, kunstmaler

1962
116 minutter
farve

Premiere
SAGA 21/12 1962 til 31/1 1963

Instruktion Annelise Reenberg
Manus Børge Müller efter Jerrard Thoickells roman ”Operation Venus” overs. 1953
Foto Ole Lytken
Lyd Georg Jensen og Leon Seibæk
Deko Otto Lund, Helge Hansen og Ivan Paulsen
Klip Lizzi Weischenfeldt
Musik Sven Gyldmark
Prod: Saga Stuido - Poul Bang

Medvirkende:
Malene Schwartz
Henning Moritzen
Ole Wegener
Dirch Passer
William Knoblauch
Jarred Tickel
Dieter Eppler
Horst Werner Loos
Richard Wattis
Edward Chapman
Vera Lynn
Jan Prisskorn Schmidt
Holdger Fællessanger Hansen
Jakob NIelsen
Arthur Jensen
Inger Knoblauch
Karl Heinz Neumann
Avi Sagild
Varinka Wichfeld Muus
Flemming B. Muus
Gunnar Lemvigh
Edith Hermansen
Cathy Rupert
Eric Davidson
Verner Tholsgaard
Roger Maridia
Bevan Ward
Allan Blanner
David Collet
Cyril Glynn

Dirchland anmeldelse:
I denne film, kan man virkelig se, hvor fint og elegant Dirch kunne spille. Han har lidt af den samme tristhed som hans rolle i Lykkens musikanter, Gogol, indeholdt, dog uden mørket.
Filmen er såmænd ikke så skidt skåret - det er jo også Annelise Reenberg som har styret tropperne. Og Dirch trækker den så absolut op.
Og så er filmens hovedperson bare noget af det smukkeste - tænk at man skal sige det om en jersey-ko. Men sikke øjne! Forlægget til Venus fra Vestø er Jerrard Tickell’s bog ”Appointment with Venus” Forfatteren selv fik en rolle i filmen, som Onkel George, engelsk Secret Service mand, hvilket faldt ham helt naturligt, da han under krigen, havde denne stilling, og skrev bogen ud fra oplevelser fra den tid.
Sognerådsformandens rolle var egentlig tiltænkt Poul Reumert, men han afslog, da han ikke følte sig rask.

---

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Danskere i britisk tjeneste (Henning Moritzen og Ole Wegner) landsættes under den tyske besættelses første måneder på den lille ø Vestø for at vriste den drægtige Jersey-ko Venus fra tyskern, deer vil bringe hende til Tyskland for at starte en ny supergermansk kvægrace.
Venlig krigshygge og overskuelig spænding i lilleput-smørhul befolket af lune og fiffige øboere og ikke alt for kloge tyskere. Der er dog mere en tilløb til rimelig karaktertegning hos den i virkeligheden rare landmand af en tysk officier (William Knoblauch). Helt genial, alvorlig og sjældent smukt neddæmpet Dirch Passer som sværmerisk pascifist, der dog til sidst må bryde sine principper og handle som det mandfolk han ikke ønsker at være. Og Malene Schwartz har sødme som Venus’ ”mor”, målet for de raske mænds ferske og høflige antydning af attrå. I en lille scene medvirker Vera Lynn, kendt som the Sweetheart of the armed forces under Anden Verdenskrig - hun synger opmuntrende og stemningsskabende ”Wish me luck”, så alle nostalgiske hjerter taktfast banker på den helt korrekte datostempling. I romanen udspilles handlingen sig på de besatte Kanaløer. Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.

---

Optagelserne på Sæbygaard krævede en voldsom bunke udstyr - en hel lastvognfuld faktisk:
Uniformer til 30 personer - tyske såvel som engelske, et mindre våbenarsenal, hjelme, pigtråd et flag med hagekors og maling og træ til fremstilling af spanske ryttere, samt et helt skilderhus.
kort før optagelsesstart måtte man skræmme ænderne væk fra det lokale gadekær, så de ikke forstyrrede optagelsen. Herefter kunne Malene Schwartz, Henning Mouritsen og Ole Wegner spille scenen igen og igen alt i mens teknikere og filmarkitekt havde travlt med at opmåle og skitsere Søbygaard, så de senere kunne opbygge interiøret i Sagas studier i København.

---

Filmen var lidt af et udstyrsstykke - ikke færre end ca. 40 dekorationer, bl.a. skulle der bruges:
En hule
En ekslusiv engelsk restaurant
Et høloft
Ministerkontorer
En stald
En vinkælder
En retssal
Det meste af en herregård.
I Charlottenlund, havde Saga et studie i den tidligere restaurant Palmehaven, og her blev hulen bygget op, af træ, hønsenet, groft stof og gips. Udendørsscenen med indgangen til hulen, blev indspillet en sommerdag på Fur, og resten af scenen blev indspillet en oktoberaften på Scene 4 i Charlottenlund, hvilket gav anledning til den lille fejl, at Marlene Schwartz står på den orkerte side af koen.

---

Ved optagelsen af biblioteksscenen blev der brugt en såkaldt dolly - en lille lav blokvogn, der kunne køre lydløst hen over ateliergulvet på lette skinner. Den gjorde det muligt at glide fra fjern- til nærbillede uden at afbryde optagelsen. Fotografen satte sig bag kameraet på dolly’en, og efter at optagelsen var begyndt skubbede f.eks. fotografassistenten langsomt vognen med kamera og fotograf fremad på skinnerne. Når man ser sådan en scene på det hvide lærred er det som om skuespillerne og deres nærmeste omgivelser ligefrem bliver trukket hen imod én. Senere blev der til den samme scene taget nærbilleder med fast kamera af de to medvirkende skuespillere hver for sig. Det betød at de - når prøverne regnes med - måtte sige de samme replikker cirka 25 gange i træk. Publikum får dem dog kun én gang.
Dansk Film database.

I filmens begyndelse fortælles der, at filmen er inspireret af en københavnsk mælkekusk, der holdt så meget af sin hest, at han tog den med på sommerferie.
Denne ide er benyttet som springbræt til en lille turisteventyr, hvor den flinke mælkekuks, Hans, tager en nødstedt amerikansk turist med på sin hestevognstur, gennem Danmark. Undervejs kommer de vidt omkring, Hans viser den søde amerikanske pige de smukkeste dele af landet, før de atter vender snuden tilbage til hovedstaden, hvor mælkekusken og hesten Snehvide, atter vender tilbage til deres daglige dont.

Bedste replikker:

- Jeg har ikke gået på græs siden jeg var barn - føl - mener jeg...

- Jeg har altid troet at mælk blev lavet på fabrik - ligesom øl!

Hest på sommerferie

Dansk titel Hest på sommerferie
Andre titler:
Horse on holiday
Un cheval en vacances
Un caballo de vacaciones
Sommerferien eines Pferdes
Mit 1ps durch Dänemark

Dirch Passer rolle:
Hestens stemme

1962
39 minutter
farve

Premiere - den danske version fik først premiere i 1962.

Dansk udgave sammen med ”River Kwai ekspeditionen” og ”Kongeparret i Thailand” 26/3 1962 til 15/4 1962 (fra 4/4 ikke kl. 21)

Præsenteret i engelsk udgave i Berlinalen juli 1959 og World Cinema 26/10 1959.

Engelsk version, ”Horse on holiday”, produceret i 1959 havde premiere i World Cinema 26.10. samme år.

KommentarFilmen blev lavet i fire versioner.

Instruktion
Astrid Henning-Jensen ass. af Helge Robbert
Manus
Astrid Henning-JensenManus
Bjarne Henning-JensenManus
Foto Henning Bendtsen Musik Herman D. Koppel Produktionsselskab Laterna Film - Ministeriernes Filmudvalg - Bjarne Henning Jensen

Medvirkende:
Dirch Passer
Børge Møller
Klaus Lassen
Marina Lund

Hestens stemme i engelsk udgave: Joan Greenwood

Det er tydeligt, at filmen var ment som et salgsfremstød, for at lokke udenlandske turister til Danmark. Billederne er smukke, landskaberne noget af det smukkeste Danmark kan byde på, hesten Snehvide er smuk - og især den amerikanske kvindelige turist, spillet af fotomodellen Marina Lund, er så smuk, at man næsten får åndenød.
Hovedpersonen er hesten Snehvide, hvis mælkekusk Hans, tager den med på ferie rundt i sommerlandet. Undervejs underholder Snehvide med sine betragtninger - indtalt af Dirch Passer. Det er langsomt, det er smukt - og det er sødt og fornøjeligt. Der farer mange tanker rundt i sådan et hestehoved, og hesten kommer med mange skæve bemærkninger undervejs.
Filmen findes i flere versioner - den jeg har set er med eftersynkroniseret tale, hvilket ind i mellem lyder sjovt, når en dansker forsøger at tale engelsk - med jysk accent.
Men filmen er absolut seværdig - og vil man ikke se den for handlingen - så se den for de meget smukke billeder, af et Danmark af i går. Efter sugende skulle nogle af scenerne være optaget på Fur - men de tre kommer vidt omkring, fra Sjælland til Viborg, Ribe, Lillebælt, Tivoli, Hvidsten Kro osv.

”Det tossede paradis” er en af den slags film, hvor man bagefter sidder med en lidt sær fornemmelse i kroppen - og det er ikke fordi Thor Bukkes brægen har indvirkning på mig.
Men den er på den ene side så rigtig sødt fortalt, og en sjov ide, at man ikke kan andet end holde af den, På den anden side, så er det ikke de gode skuespillerpræstationer der præger filmen. Faktisk er dette den første film jeg har set, hvor Ove Sprogøe spiller direkte ringe. Noget den mand ellers ikke er kendt for. Dirch er også lidt stiv og karikeret i filmens begyndelse, men tør op undervejs, og ender faktisk med at have nogle ret så fine passager. Han ER altså bare noget af det sødeste når han er totalt afdæmpet. Især skal fremhæves scenen med Lone Hertz, efter den mislykkede hængning.
Kai Holm er intet mindre end fabelagtig som den ravjyske statsminister, der drysser halm på tøjet, før han går til møde, og som leger med en legetøjsversion af drømmegården, ved enhver given pause.

Bedste replikker: Kom Pollemand - skal vi ikke gå?
Gå?
Ja, i seng?

Lange og stygge som forladte fyrtårne - se bare på dig selv!

Lykke er når der er nok brænde i spisekammeret og nok smør i brændeovnen.

Trangø har revet sig løs!
Trangø - er det en tyr?

A’ skal te’ møde. Hvor er mi halm?
Jeg har netop købt to friske strå.

Det tossede
paradis

Dirch Passer rolle:
Angulus Bukke

1962
94 minutter
farve

Premiere
Palladium 27/7 1962 til 11/10
Repremiere
Palladium 5/7 1965 til 8/8 1965.
Fra 39/ vist med engelske undertekster.

Instruktion Gabriel Axel ass. af Morten Schyberg og Jens Ravn
Manus Bob Ramsing efter roman af Ole Juul 1953
Foto Henning Bendtsen
Lyd Knud Kristensen og Kai Gram Larsen
Deko Kai Rasch
Klip Lars Brydesen
Musik Ib GLindemann
Prod. Palladium - Erik Overbye og John Hilbard

Medvirkende:
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Hans W. Petersen
Ghita ørby
Paul Hagen
Bodil Steen
Karl Stegger
KjelD Petersen
Lily Broberg
Lone Hertz
Judy Gringer
Kai Holm
Jørgen Ryg
Axel Strøbye
Gunnar LEmvigh
Poul Müller
Valsø Holm
Keld Markuslund
Arthur JEnsen
Hugo Herrestrup
Gunnar Strømvad
Helge Scheuer
Erik Passke
Lotte Tarp
Elsebeth LArsen
Jørgen Beck
Henning Moritzen

Dirchland anmeldelse:
Der er tre hovedelementer i filmen - Trangøs riven sig løs fra hovedlandet, og den den Bukke’ske arv: mændenes kontrol over kvinderne samt de Trangø’ske ægs intet mindre end voldsomme indvirkning på beboernes libido. Og det er lige før det bliver for meget. I hvert fald bliver det nogle gange en rodet affære.
Selv Kjeld Petersen drukner i dette inferno af sidehistorier.
Men filmen har også sine absolut morsomme stunder, der er spredt hist og pist, som kræs der er værd at vente på - især, som nævnt, Kai Holm.
Det er bestemt ikke en af Dirchs bedste præstationer, men alligevel værd at se, for de momentvise gode indslag. Og selv en halvuoplagt Dirch, er bedre end ingen Dirch.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
På Trangø, berømt for sine potensskabende æg, står kampoen om sognerådet mellem idelaisten Angulus Bukke (DP) og hans Lyksalighedens Venner overfor materialisten Per Mortensen (Karl Stegger) fra Folkepartiet. Det ender i en løsrivelse fra Danmark med eget militær og regering, så man kan stå alene mod formynderstaten. Men så ankommer indenrigsministeren. (Bodil Steen)
Med sine smukke villige og ofte nøgne kvinder, der lokkes af Hans W. Petersen liderlige brøl, blev fimen af samtiden modtaget som vovet. Den fremtræder nu mest som en tungnem og lystløs folkekomediesex, tilsat politisk satire der bliver tam gennem sit upræcise sigte. Hvorfor f.eks. lade Kai Holm med halm på ærmet og modelgrisestand på bordet være latterlig Venstre-statsminister, når Socialdemokratiet ved filmens fremkomst havde siddet ved roret i ti år? Og hvrofor bruges der så meget krudt på de krigeriske kampe mellem de politiske modstandere, når den satire tynder helt ud i pjat. Kjeld Petersen journalist introduceres godt, men tabes hurtigt på gulvet - derimod står Dirch Passer gnske fint, som den blide drømmer Angulus, der opdager æggets fortryllelse og dermed finder lykken.

”Den er tarvelig fordi den er så dum, at den ikke kan se mysteriet i det sexuelle... men premierepublikummer morede sig godt under den lavkomiske historie om Trangø, der beslutter at løsrive sig fra Danmark, efter man har set en ny dansk film!" Erik Ulrichsen i Information

Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

---

Da Palladium Film skulle finde den bedst egnede lokation til optagelse af ”Det tossede paradis”, fik den lokale befolkning på hhv. Avernakø ud for Fåborg, Anholt, Omø i Storebælt samt på Hven, travlt med at overbevise filmselskabet om, at de hver i sær var den perfekte plet til Filmen.
Men Palladium valgt at henlægge optagelserne til området omkring Havnsø Strand ved Sejerøbugten, der i filmen illuderede Trang’øs lyst.

---

For husarerne kan nævnes, at man i denne film, ser lidt mere hud end man plejer, på både Ghita Nørby og Lone Hertz

Kombineret real- og animationsfilm.

Synops: Dansk tale ved Dirch Passer.
Forsikringsideen forklares med et konkret eksempel (et traffikuheld), animerede forklaringer af al forsikrings princip, et historisk tilbageblik og elaborerede udregningsmodeller.

Alle for een

Dirch Passer rolle:
Speak

1962
14 minutter

27/9 1962

Instruktion Henning Ørnbak
Producent: Forsikirngsforeningen

Historien om det lille udflyttersamfund, der lever på bedste beskub fra hånden og i munden, er en sød og pudsig lille fortælling. Typerne er gode, skæve, og dejligt anarkistiske. Selv om de er fra vidst forskellige steder i samfundet, så forstår de at holde sammen i deres lille krog af verden.
Ryg er et skønt of fjollet indslag som den totalt uduelig tryllekunstner, der SÅ gerne vil være stor - men som totalt mangler evnerne, eller saboteres af sin blonde hustru, der ikke helt forstår magiens regler om ikke at afsløre for meget.
Dirch er den flinke Thorvald, som står som stødpude mellem alle hans venner og den pengeglade fabrikant Thorsen, der nok har penge på hjerne, men dog også har et hjerte.
Og Sprogøe er intet mindre en dejlig forvirret som opfinderen, med en hustru der stoler blindt på ham - desværre står evnerne ikke helt mål med ambitionerne.
Og midt i det hele har vi Henrik -digter med begrænset succes, som får alt andet end den ro han har brug for, til at skrive den svære bog nummer to.
Det ser så sort ud en overgang - men naturligvis udredes alle forviklinger til sidst, og det lille samfund reddes på målstregen af en kløgtig Thorvald. Og den første af opfinderens ideer som rent faktisk virker.

Bedste replikker:

De har vel ikke en bog om atombomber af en digter der hedder Eliassen?

Du Eliassen, ved du hvad klokken er?
Ja!
Vil du være ked af at fortælle mig det?
Jeg er ikke ked af det!

Jeg vil gerne sige tak for denne gang - og så vil jeg gerne forære dig denne her.
Hvad er’ed for en?
Det er min første opfindelse, ja, den er over en million kroner værd.
En million?
Ja!
Det kan jeg ikke at’ imod!
Det gør ikke noget, jeg har glemt hvad den skal bruges til. Og hvis du kan finde ud af det så bliver du rig.

Vi har det jo dejligt

Dirch Passer rolle:
Thorvald

1963
88 minutter
farve

Premiere Palladium 1/2 1963 - 7/4 1963
Instruktion Gabriel Axel ass. af Finn Schyberg og Jens Ravn
Manus Bob ramsing efter roman af Finn Søeborg 1955
Foto Henning Bendtsen
Lyd Kai Gram Larsen
Deko Kai Rasch
klip Lars Brydesen
Mausik Ib GLindemann
Prod: Palladium - Erik Overbye

Medvirkende:
Dirch Passer
Ebbe Langberg
Lone Hertz
Karl Stegger
Ove Sprogøe
Bodil Udsen
Judy Gringer
Jørgen ryg
Karen Lykkehus
Hans W. Petersen
Ebba Amfeldt
Svend Bille
Arthur Jensen
Bjørn Puggaard-Müller
Alex Suhr
Jørgen Beck
Valsø Holm
Jørgen Bidstrup

Dirchland anmeldelse:
Bygget over en historie af Finn Søeborg - der selv spiller en lille birolle i filmen, som boghandler.
Ikke en film i Dirchs top 10 - men absolut sød og seværdig film, med mange små skægge replikskifter.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En mindre gruppe outsidere lever lykkeligt på landet i primitive sommerhuse. Deres lille selvforsynende samfund trues da den fabrikant, hvis jord de bor på, vil udnytte arealet mere lukrativt.
Denne hyggenyggede familiefilm foregriber i princippet både Christiania og udnyttelsen af solenergi, men udmaler fællesskabet som en pladder-utopisk verden, hvor alle hjælper alle uden den mindste påviselige grund. En meget neddæmpet, sympatisk Dirch Passer prøver forgæves at give historien fast grund under fødderne. Forfatteren af forlægget, Finn Søeborg, ses i en miniaturerolle som boghandler og er mere troværdig end Ebbe Langberg som forfatter af digtsamlingen ”Atomstøv”.
Gyldendals Filmguide gav den 0 stjerner hvilket betyder ”Usædvanlig ringe”.

Den skarpe filmkigger vil bemærke at Dirch er stavet forkert i filmens indledning. Der står DIRK PASSER...

Bastian (DP) er pressefotograf. Søren (Paul Hagen) er redaktør/journalist og Lene (Ghita Nørby) er brevkasseredaktør for bladet Tit & Lyt.
Bastian bor på værelse medbad på gangen, og må hver morgen stå i meterlang kø, for at foretage sin morgentoilette. Lene henter ham hver morgen, og må konstant vade op ad alle trapperne , for at vække ham. Sammen må de ræse til lufthavnen, for at få et billede i kassen af den russiske og ameriaknske præsident, der er ombord på et mellemlandende fly. Men med list går det - Lene distraherer de mandlige journalister , men Bastian og Søren forklædes som pilot og udsending fra ambassaden. Og mens Søren forvirrer jordpersonalet med et kassetrick (meget sød lille scene) får Bastian sine billeder i kassen. Under næste opgave skal Bastian fotografere advokat Vognsen, der tilfældigvis ejer den bygning Bastian bor i. Søren inviterer Vognsens sekretær (Judy Gringer) ud. I samme danse restaurant møder advokat Vognsen op, og Batian tager kompromitterende billeder af ham. Søren er vild med sekretæren og vil gøre hende til fotomodel, men Lene tror at det er Bastian der er vild med sekretæren, og bliver jaloux. Vognsen er bange for de kompromitterende billeder, og tilbyder Bastian en stor lejlighed, selv om man skal både være gift og have børn for at få den. Bastian ønsker sig brændende lejligheden, og beder Lene flytte ind, så de proforma kan blive gift, og bilde Bolignævnet ind, at der er børn på vej. Bastian har middag med sekretæren, for han skal fotografere hende for Søren, styrter hen på rådhuset for at blive gift, tilbage til middagen, og tager sekretæren med hjem - men Lene ligger allerede i sengen. Nu må Bastian sove i stuen. Lene betror Søren at hun er forelsket i Bastian. Men nu får Bolignævnet øjnene op for, at der er noget lusk og kommer på besøg. Søren har en kammerat i nævnet og vil trække i nogle tråde, men de er ikke kammeraten der kommer på besøg, og det giver anledning til nogle ret sjove forviklinger.
Så dukker Lenes forældre op, og insiserer på at bo hos Bastian og Lene i lejligheden. Bastian og Lene holde gode miner til slet spil. Lene er jaloux på Bastian og de må gennem en del genvordigheder - og endelig, da Lene går, opdager Bastian at han er forelsket i hende. For at få hende tilbage skriver han til hendes brevkasse. Søren ringer til Bastian og siger, at han skal fotografere til et celebert bryllup, og skal møde op iført smoking. Da han tropper op i kirken står Lene i brudekjole. Efter vielsen suser de hjem til lejligheden - blot for at opdage at Søren er ved at fotografere sekretæren i deres himmelseng...

Bedste replikker:

- Der findes kun en slags mænd der er trofaste! Tømmermænd!

- Jeg skal ha’ en whisky on the rocks - men med is i!

- Hvad laver du egentlig i min seng? Jeg syr julekalender!

- Arnold, hvad med et lille slag canasta? MIDT I UGEN?!?

Pigen og
pressefotografen

Dirch Passer rolle:
Pressefotografen Bastian

1963
97 minutter
farve

Premiere
15/2 1963.
Casino og Roxy til 10/3 1963
Nora til 17/3 1963
Grøndals, Merry og Triangel til 21/3 1963
Scala til 24/3 1963. Repremiere Merry 19/8 1964 til 23/8 1964

Instruktion Sven Methling jun.
Manus Solveig Ersgaard, Peer Guldbrandsen m.fl.
Foto Henning Kristiansen
Lyd Poul Nyrup
Deko Bastian
Musik Ib Glindemann
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg og Dirch Passer

Medvirkende:
Dirch Passer
Ghita Nørby
Paul Hagen
Judy Gringer
Axel Strøbye
Ove Sprogøe
Bjørn Watt-Boolsen
Bodil Steen
Kirsten Passer
Arthur Jensen
Carl Johan Hviid
Poul Clemmensen
Herman CGellin
Povl Wøldike
Bjørn Spiro
Finn Hillingsøe
Albert Watson
Gunnar Strømvad
Holger Vistisen
Ellen Margrethe Stein
Åse Werrild
Jan Priiskorn Schmidt
Hanne Borchsenius
Sigrid Horne-Rasmussen
Jarl Kulle

Dirch blev kritiseret en del for at misbruge sit talent på andenrangs komedier, og denne film er ingen undtagelse. Den fik en halvhård medfart, men er nu slet ikke så ringe som man gør den til, der er mange sjove forviklede scener i filmen.
Skal jeg fremhæve en scene, må det blive den hvor Bastian klipper i Ove Sprogøes tøj. Ove er udsendt fra Bolignævnet, for at tjekke om lejerne nu er gift, Dirch tror han er en anden - og Ove fatter ingenting af, hvorfor Dirch står og klipper hans tøj tøj i stykker.
Hvad de ikke gør for at få en lejlighed...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Pressefotograf Bastian (DP) der er ansat på ugebladet ”Tit og lyt” må ofte klæde sig ud for at få sine billeder hjem. Han bliver gift med journalistkollega (Ghita Nørby) men først da hun kurtiserers af en svensk charmør (Jarl Kulle) opdager han hvor meget han elsker hende.
Almindelig bekymring over Dirch Passers misbrug af sit talent (og stigende vægt) præger de lidet begejstrede ameldelser af denne farce.

Niels Barfoed skrev i Information: Den stedvise latter bliver stikkende i halsen ved tanken om, hvad der ødes og forsømmes og ved spørgsmålet om, hvornår Passer selv og hans anvendere begynder at leve op til Passer. Det haster så meget at den første tvivl om, at det overhovedet kan nås igen, så småt er begyndt at melde sig”.

I Berlingske Tidende mente Svend Kragh Jakobsen at Passers ”Overvældende volumen” tog rimeligheden af Ghita Nørbys forelskelse, og fandt hans udvendige gagkomedie ”mere trættende end morsom”. Men mod slutningen viste Passer dog at ”den charme i stille øjeblikke som er noget af det sjældne hos, den orkanagtige komiker, stadig lever og kan fange os”.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Gagmættet farce der flatterer Dirch Passer

Ghita Nørby er Eva Bruun, der er forfærdeligt omsværmet af mændene - både de gifte og også en enkelt der bare vil synde. Når livet volder problemer går hun i bad, hvilket hun gør jævnligt, for at tale med sin fornuft, der holder til i sæbeskålen.
Hans er skibsreder, og efter Eva har forladt sin tidligere stilling, da hendes chef ville have en udvidet jobbeskrivelse, tager hun til samtale hos Hans om et job. Med hjælp fra kontorfuldmægtig Zimmermann, inviterer Hans Eva ud at spise, og da hun ikke er løbet skrigende bort over hans lange opremsning af skibe, frier han til hende allerede samme aften.
Hvad Hans ikke ved er, at Eva er træt af dumme rige mænd, og hun har aftalt med sin ven, fotografen Benny, at hun vil finde en rig mand, gribe ham i utugt, blive skilt og få en masse penge. Benny skal skaffe pigen og tage billederne.
Hans og Eva bliver gift, men alting går naturligvis ikke efter planen. For Hans begynder at tø op, og Eva begydner at blive en lille smule forelsket i ham. Men under et møde på et hotel, kommer Benny i vejen... Og så er der jo svigermor, som ikke er helt let at omgås.
Og så er der jo også Eva tidligere bofælle, Johannes, der er besat af tanken om at synde med hende. Netop - synde!

Bedste replikker:

Jeg har lidt travlt - jeg sidder lige midt Det røde Hav.

De skal jo være præst!
Hvordan vil De have jeg skal bekæmpe synden når jeg ikke kender den?

Hvis lille pige er du?

Dirch Passer rolle:
Hans

1963
100 minutter
sh

Premiere
Palads 1/8 1963 til 22/9 1963

Instruktion og manus:
Erik Balling
Foto Jørgen Skov
Deko Kai Rasch
Musik Bent Fabricius Bjerre
og (titelmelodien) Edward Brink
Prod: Nordisk Film

Medvirkende:
Ghita Nørby
Dirch Passer
Maria Garland
Johs. meyer
Paul Hagen
Judy Gringer
Ingeborg Skov
Baard Owe
Carl Johan Hvid
Hans kurt
Birigtte Federspiel

Dirchland anmeldelse:
Filmen et en af de alt for få film, hvor Dirch får lov til at spille skuespil, uden at skulle være konstant morsom. Og han er bare noget af det mest nuttede - ja, nuttet er det rette ord! - når han får lov til det. Han udstråler en genert sødme gennem det meste af filmen, som går så fint i spænd med Ghita Nørbys friske og udspekulerede rolle, som Eva Bruun.
”Hvis lille pige er du?” er et absolut must at se for sande Dirch fans - alene øvescenen hvor Hans gør sig klar til aftenen, og klunter sig gennem forberedelserne er det hele værd.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Tiltrækkende sekretær (Ghita Nørby) der er træt af cheftilnærmelser og tilbud om elskerindelejligheder, beslutter at gifte sig med en millionær for straks efter at lade sig skille fra ham og dermed redde sig en pæn formue. Hendes offer bliver en meget genert, moderdomineret skibsreder (DP) der intet kender til kvinder.
Erik balling har af Ernst Lubitsch lært kunsten at konstruere en komedieintrige så dens bestandele belyser hinanden ironisk. Men her er skelettet alligevel for skrøbeligt. Og kun Ghita Nørbys charme og Dich Passers nuancerigdom redder den for langt udtrukne men generelt velspillede spøg nogenlunde i land. Passer underspiller som nok aldrig før eller siden og figurens frustrationer i kvindeselskab kan være svære at skelne fra Passers hæmninger over ikke at kunne folde sit repertoire ud. Man han kompenserer med en del rørende reaktioner og små fine gags.

”Det er min eneste (første) film med Dirch passer... Et forsøg på at passe Dirch ind i en rolle som skuespiller. Men det gik altså ikke. Folk ville ikke se ham på den måde. Selv om han gjorde sig megen umage og virkelig var god. Det var synd for ham...!” Erik Balling i Ib lindbergs ”Samtaler med Erik balling” Det danske filmmuseum 1974.

Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

For Celestin er Floridor - og Floridor er Celestin...
- synger Dirch i denne klassiker.
Og han ER både Celestin - organisten som underviser pigerne i Klosterskolen i sang og musik - men samtidigt lever han et dobbeltliv som operettekomponisten Floridor.
Og netop nu har Floridor premiere på en operette i det lokale teater.
På klosterskolen går den unge Charlotte Borg, som har luret Celestins hemmelighed, og hellere vil synge hans sjove sange, end de keeedelige salmer.
Samtidig på den lokale kasserne, informerer ritmesteren den unge Parsberg om han har fået brev fra hans forældre. Hans forældre vil afslutte hans udsvævende liv - de forlanger at han gifter sig. De har udvalg en frøken Charlotte Borg...
De har skrevet til ritmesterne fordi den unge Charlotte er elev på klosterskolen - hvor ritmesterens søster Charlotte, er priorinde.
Ingen af de to unge er selvsagt glade for det arrangerede giftermål - og løjerne tager for alvor fart, da Celestin, forklædt som Floridor, er lige ved at blive perforeret af Ritmesterens sabel - for de gør begge kur til primadonna Corinna.
Under premiereforestillingen går priomadonnaen i vrede, men Charlotte har lært sig operetten udenad, og bliver dens redningskvinde, da hun overtager Corinnas rolle, og bliver en stor succes i sin meget lille dragt og store tromme.
Undervejs må den gode Celestin gennem så grueligt meget, både for at hjælpe det unge par, men også for ikke at blive opdaget af ritmesteren - og især priorinden.
Den unge Parsberg får dog øjnene op for Charlottes... kvaliteter... og hun for hans.
Alt ender naturligvis godt. Selv for Corinna og Floridor.

Bedste replikker:

Vil De perforeres eller forsvinde som lyn og torden?
Med perforeres mener De….
Netop!
Tak, så napper jeg lyn og torden!

Hr. Celstin?
Ja, fromme noder!

Hvis er det mon sås?

Han sidder derude og venter?
På hvad?
På sin hest!

Hvodden dælen er det I ser ud? I ligner sgu’ besætningen på en russisk køkkenvogn.

Låser De døren?
Ja.
Jamen stoler De ikke på mig?
Absolut - ubetinget - næsten!

Og det skal man høre fra en ældgammel afdanket moppe!
Hvad siger du?
Ja, du er jo mindst 20!

Nej - jeg kan ikke tåle at se blod. Navnligt ikke mit eget.

Det har jeg ikke nerver til!
De kan få nogle af mine - jeg har masser.

Har De to venstreben?
Nej men jeg er kejtbenet på dem begge to.

Kender han ikke sin ritmester?
Kun af omtale - men bare rolig - jeg løber ikke med sladder.

Frøken
Nitouche

Dirch Passer rolle:
Dirch Passer Cellestin/Floridor - organist og operettekomponist

1963
104 minutter
farve

Premiere
Saga 16/8 1963 - 1/12 1963

Instruktion Annelise Reenberg
Manus Børge Müller efter operette af Meilhaz og Millaud (1883) oversat af Erik Bøgh.
Foto Ole Lytken
Lyd Georg Jensen og Leon Seibæk
Deko Otto Lund, Ivan Poulsen og Helge Hansen.
klip Lizzi Weischenfeldt.
Musik Hervë (arr af Sven Gyldmark)
Prod: Saga Studio - Poul Bang

Medvirkende:
Lone Hertz
Ebbe Langberg
Dirch Passer Hans Kurt Else-Marie Juul Hansen
Malene Schwartz
Paul Hagen Ove Sprogøe Tove Wisborg Beatrice Palner Lili Heglund Hugo Herrestrup
Arne Seldorf Gunnar Bigum Gyda Hansen Annette Blichmann
Susanne Heinrich
Tine Blichmann Mette von Kohl Per Sessingø Knud Rasmussen
Ole Søgaard Jens Due Alfred Arnbak Ole Ishøy
Birte Lundsgaard
Christian Brochorst
Vagn Kramer
Ole Lytken
Inger Lindvad

Dirchland anmeldelse:
”Frøken Nitouche” er gået hen og blevet en Dirch-klassiker - og det er den fuldt fortjent. Og med de kræfter der står bag, så kunne det også kun gå godt.
Annelise Reenberg formår - for gud ved hvilken gang - at få det allerbedste ud af Dirch. Han ER Floridor og Celestin - og samspilet mellem ham og Lone Hertz er simplethen forrygende - man fornemmer at de har det rigtigt godt i hinandens selskab - og replikskifterne er vittige og hurtige. Men endnu sjovere er nok spillet mellem Hans Kurt og Dirch. Hans Kurt er formidabel som den bryske - men dog blødhjertede - ritmester Schmuck. Og sammenstødene mellem han og Floridor / Celestin er nogle af filmens morsomste scener. Vittigt og leveret hurtigt og kontant.
To scener som altid har trukket smil frem er ”Grenadervisen” med Lone og Dirch i hopla og opvisningen i komplet forvirring: Scenen med Ove Sprogøe som teaterdirektør, der skal forklarer Floridor hvordan han skal tale til publikum. Den er få minutter - men det er spruttende komisk.
Og så er Dirch bare noget af det sødeste når han synger sangen om sin egen dobbeltfigur på væltepeter.
Nogle film er blevet vist så meget på TV, at men får en let kvalme når de ruller over skærmen - men ”Frøken Nitouche ” er bestemt ikke en af dem. Sammen med ”Sommer i Tyrol” holder den hver gang - takket være de fremragende skuespiller og ikke mindst den glade musik.
Og så skal vi i hvert fald ikke glemme Malene Schwartz, og her tænker jeg især på
hendes ”Babette og Benoit”. Sjældent er et stripnummer blevet udført så koket og æggende - i så meget tøj! Og så den sang - hun synger jo fantastisk!

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den fromme Cellestin (DP) skriver vovede viser under navnet Floridor. Han stiler dem til en sanglærke (Malene Schwartz) som han også flirter med.
Filmoperette med forveklsinger og sang i kulørt 1880’er indpakning. Nonneklostret ligger passende lige ved siden af 27. husrregiments kaserne.
En kradsbørstig Hans Kurt ses som husarernes uovertrufne klodsmajor. Lone Hertz er den tilsyneladende dydige klosterfrøken, som allerhelst vil synge på det verdslige teater og Ebbe Langberg den kække husarløjtnant, der er forlovet mod sin vilje. Men da han ser hvem det er, gifter han sig bestemt ganske viljeløst.
Kan man klare Lone Hertz selvbevidste koketteri vil man føle sig godt underholdt af denne muntre filmoperette fra tiden før verden gik af lave.
Og så er Dirch Passer som fisk i vand, i charmehumør som sjældent set før eller siden - og synge kan han også.
Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Det var oprindeligt Saga’s mening, at benytte et ægte kloster til optagelserne af ”Frøken Nitouche”. Desværre var virkelighedens klostre ikke helt så spændende, så der blev bygget et meget detaljeret kloster i atelieret. Sovesalenes senge skulle efter sigende være udlånt af den lokale kasserne. Lone Herts måtte optræde i tyk husaruniform, lange støvler og kasket - i ca. 35 graders varme.

Det var iøvrigt slet ikke meningen at det var Lone Hertz der skulle have haft rollen som Charlotte Borg, men Gitte Hænning, efter af Sven gyldmark havde haft hende til stemmeprøve. Løjtnantens rolle skulle være spillet af Dario Campeotte, der oven i købet fik fremsendt Børge Müllers manuskript. Hans rolle gik dog til Ebbe Langberg.

Det skulle også være i denne film, hvor Dirch fik lagt grundstammen til en hesteskræk, da en hest kastede ham af.

Frk. Nitouche er instrueret af Annelise Reenberg og skrevet af Børge Müller. Baseret på Mam’zelle Nitouche med Henri Meilhac and Albert Millaud som tekstforfattere.

Da Lone Hertz ikke havde den største sangstemme, blev det en af datidens store populærsangerinder, Katy Bødtger, der indsang hendes sange, som Lone Hertz så mimede til. Katy Bødtger var bl.a. kendt for Danmarks bidrag til det internationale meldodi grand prix i 1960 - ”Det var en yndig tid”.

Sange fra filmen
Grenadervisen
Dirch PasserKaty Bødtger

Celestin og Floridor
Dirch Passer

Babette og Benoit
Malene Schwartz

Gevinst hver gang
Hans Kurt

Sankte Nitouche
Katy Bødtger

Trommevisen
Katy Bødtger

Når man siger ”Bussen” så får de fleste Dirch fans et glad drag om munden. Den er en af de film som jævnligt bliver støvet af og vist på TV, og filmen har tilsyneladende en helt speciel plads i Dirch-bankende hjerter.
Historien om den godmodige buschauffør Martin, der kører for Nørre Uggelsø Rutebil, er også sød.
Martin kører bussen, en gammel skrammelpotte, der holdes sammen af håb, men de lokale elsker Martin og Bussen, primært fordi Martin altid har tid til sine passagerer. Men piben får en anden lyd, da Kæmneren flytter til området, og ikke kan forlige sig med Martins frie forhold til køreplaner. Og da Martin ikke kan forlige sig med den nyindkøbte bus, og de stramme køreplaner, så står han pludselig uden arbejde. Dette vil de lokale kvinder ikke finde sig, så de går i strejke for at få Martin tilbage som chauffør.
Samtidig skal Martin forsøge at holde styr på sin gode ven, der er fritidsbokser, og lidt af en slagsbror. Og så er der lige det med kærligheden...

Bedste replikker:

Til jordemoder:
- Kan du ikke skaffe hende en af dem med hank på?

Det er skam en alvorlig sag at Pelle skal ha’ killinger!
- Det er nemlig første gang!

Jeg har aldrig hugget hovedet af nogen der blinkede til mig.

Er det her en demonstration?
Ja det kan du tro det er - det er en meget demonstrativ demonstration!

Hvad er vi - mænd eller mus?
- Mere ost?

Bussen

Dirch Passer rolle:
Buschauffør Martin

1963
90 minutter
farve

Premiere Palladium 4/10 1963 til 22/12 1963.

Repremiere Drive-In 24/5 1967 til 28/5 1967

Instruktion Finn Henriksen ass. af Morten Schyberg
Manus Bob Ramsing frit efter Arne SkOuens norske film ”Bussen” 1961
Foto Henning Bendtsen
Lyd Kai Gram Larsen
Deko Kai Rasch
Klip Lars Brydesen
Musik Bendt Fabricius Bjerre og Preben Kaas
Prod: Palladium - Erik Overbye

Medvirkende:
Dirch Passer
Malene Schwartz
Lily Broberg
Karl Stegger
Paul Hagen
Ove Sprogøe
Lone HErtz
Axel Strøbye
Gunnar Lemvigh
Ole Monty
Grethe Mogensen
Arthur Jensen
Tove Maës
Valsø Holm
Hugo Herrestrup
Aage Winter-Jørgensen
Albert Watson
Gunnar Strømvad
Anne Dencker

Dirchland anmeldelse:
Der er afgjort en grund til, at ”Bussen” er blevet en de mest elskede Dirch-film. Historien om den elskelige bus-chauffør. Martin, der altid tænker på andre før sig selv, men som har lidt svært ved at passe ind i det et fremskridt hovr alt er baseret på køreplaner og tidstagning, er måske ved første øjekast en ret simpel historie. Men med omdrejningspunkt i Dirchs karakter, som han spiller nedtonet og dybt charmerende, holder historien alligevel vand. Kæmneren er den onde der forsøger at trække fremskridtet ned over den lille søvninge landsby Nørre Uggelsø. Men det er ikke alle som er lige begejstret for det såkaldte fremskridt. Mændende er nogle lidt for stolte og stive bondejokker, men heldigvis har de nogle foretagsomme koner, med hjerterne på rette sted, som sætter himmel og jord i bevægelse. For nok vil de gerne have en ny bus - men de vil beholde deres chauffør.
Som altid er Malene Schwartz gudesmuk, som Else, pigen Martin ikke rigtigt kan få friet til, og Lily Broberg er som altid god, som den hårdkogte jordemoder, der ikke finder sig i hvad som helst, bare fordi hun tilfældigvis er gift med sognerådsformanden, Karl Stegger.
Men som sådan et godt gammel dansk lystspil skal - så ender det hele jo godt, og med højt humør.
Skal der fremhæves en scene - og der er en del af de gode i denne film - må det blive den hvor Martin står med lagkagen i hænderne, og et kort sekund overvejer at smide den i hovedet på kæmneren. Man kan nærmest se hvordan han overvejer for og imod - men heldigvis overvindes han af lysten til kaffe og lagkage.
Og så har Bent Fabricuis-Bjerre komponeret en titelmelodi, som bare bliver hængende længe efter filmen er slut.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Takket væres sin omsorg og hjælpsomhed er buschaufføre og ungkarlen Martin (DP) en af sognets elskede borgere. Men da et nyt og mere effektivt busselskab vil overtage hans rute kommer hans stilling i fare. Så tager sognets kvinder affære!
Lun folkekomedie hvor Dirch Passer har en herlig komisk rørende scene, da han hverves til at hugge hovedet af en kylling og ikke kan få sig selv til det. Og han er meget charmerende afdæmpet, når han synger sange for bussens skolebørn og længes kysk efter Malene Schwartz. Det sagtmodige dominerer denne præstation, der er blandt hans bedste. Og folkekomedie forsvaret for det nære miljø og de gamledags værdier udformes nydeligt, om end omstændeligt i Henning Bendtsen velkomponerede totalbilleder og FInn Henriksen gennemarbejde instruktion. Malene Schwartz misbruges i en dårlig rolle (og ser træt ud) til gengæld sætter Lily Broberg sig flot igennem som jordemdoer og kvindeaktivist. Filmen er også kendt under titlen ”Dirch Passer bussen”.
Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.

----

I en scene hvor Dirch Passer eksperimenterer, skulle man bruge røg, og til det anvendte man svovlpulver, som blev antændt. De fleste medvirkende fik et lettere ildebefindede af røgen, men især Bodil Steen blev ramt, da hun fik en regulær svovlforgiftning.
Bodil Steen fortæller: ”- Jeg følte mig slap i koderne, da jeg skulle dukke op bag et bord. Men først om aftenen ved ankomsten til teatret kom kvalmen og svimmelheden.”
Rollen måtte herefter overtages af Lily Broberg.

Filmen er den sødeste lille bagatel. Handlingen er så simpel man næsten ikke kan forstå det er blevet til en film: Lotte - Susse Wold - er ekspedient i en legetøjsbutik, Hanne - Ghita er kasserer og Dorte - Hanne Borchsenius er laborant. De tre vendinder tager med toget til Paris, hjælpes af et par flinke danske mænd, med at finde deres hotel, indlogerer bagagen på hotellet, følger de to mænd til stationen - og glemmer hvilket hotel de skulle bo på.
Der står de, uden bagage og penge, men heldigvis dukker den flinke taxichauffør Raymond op, og lader dem bo i sin lejlighed, til de finder ud af hvilket hotel deres bagage står på.

Bedste replikker:

Merci Buko - De er ellers lige min tube (efter at have lånt tandpastaen)

Der stod 36 køer på den mark?
Hvordan kan De se det så hurtigt?
Jeg talte bare benene og dividerede med fire…

Er du træt af mig? Du foretrækker måske svenskerne?
De er danskere!
Jeg ved hvordan de er i Lapland. De bader nøgne med drengene.

Han er depardementstræt - ham får vi ikke noget ud af.

Hvad er det for et sprog? Man skulle tro et var en halssygdom.

Tre piger
i Paris

Dirch Passer rolle:
Harald

1963
94 minutter
farve

Premiere Palads 14/10 1963 til 21/11 1963

Instruktion Gabriel Axel
Manus Arvid Müller efter novelle af Félicien Marceau
Foto Jørgen Skov og Arne Abrahamsen
Lyd Hans W. Sørensen
Deko Robert Bouladoux
Musik Bent Fabricius Bjerre
Prod. Nordisk Film - Paul Lemaire

Medvirkende: Daniel Gelin
Ghita Nørby
Susse Wold
Hanne Borchsenius
Dirch Passer
Paul Hagen
Jaques Mauclair
Noåel Roquevert
ErlingS chröder
Lillian Weber-Hasne
Albert Watson
Gabriel Axel
Jackie Rollin
Serge Sauvion
Veronique Verlacq
Dominique Davray
Mcombier
Bibi Morat
Noëlle Nobilicourt
Clément Bairam
Colette Regis
Nono Zamit
Viviane Méry
Jean Dumaine
Luce Fabiole
Paliette
Robert Olivier

Dirchland anmeldelse:
Sød, næsten historieløs fortælling, der bæres af de smukke Pariserbilleder.
Pigerne er gudeskønne, Raymond er den perfekte gentleman, Paris viser sig fra sin bedste side, med det smukkeste forfald man kan tænke sig til, og Dirch og Paul Hagen er krambart dejlige som de to venlige danske mænd, der bare trænger til lidt varme, men som keder sig gudsjammerligt på Riverraen.
De gamle huse i de krogede og stejle gader, er kulisse man ikke finder smukkere. Man får helt lyst til at sidde hver morgen og spise croissanter og drikke kaffe, på Raymonds terrasse - mens man kigger på Paris’ tage.
Handlingen er der ikke så meget af, men det gør ikke noget, for alle charmerer sig igennem denne film. Selv den småsure Colette kan man ikke blive sur på. Tre stjerner - nej den får fire, for Dirch er som sædvanlig skøn, når han holder igen på krudtet. Der var for lidt af ham - men det der var det var godt.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
De tre danske piger (Nørby, Wold og Borchsenius) rejser til Paris, men efter at have anbragt kufferter og penge på hotellet gelmmer de hvad det hedder og hvor det ligger. De får logi hos en sød taxichauffør og møder en stribe typiske franskmænd.
Der er ikke for to ører handling i denne historie, som da også slutter med strittende løse ender, om end de tre piger finder ikke blot deres baggage men også hver sin kavaler.
Til gengæld bader filmen os i panoramaer over byen, indblik i krogede stejle gader og folkelivsbilleder med varmhjertede men iltre bistrofolk med sang på læben og rod i regnskaberne.
Dertil kommer et antal hjælpsomme naboer og søde unger. Gabriel Axel kender både Paris og folkekomedieklichéer, så billederne er ikke blotte for tæft og rundturene i det mere ydmyge Paris sigtede mod de danskere, for hvem charterturen var en helt ny opfindelse.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Denne film er en del anderledes end de andre Støv-film, da det meste af handlingen forgår på landejedom som byboerne har købt i fællesskab. De kendte beboere fra opgangen, forsøger sig som landmænd, men opdager snart at det er lige så vanskeligt, som det er for de to landboerer de køber gården af at falde til i byens larm.
Mona Lise sælger ideen om at følge de udflyttede byboere, til sin redaktør, og hun bliver flittigt benyttet som bud, da mændene skal have udstyr bragt ud fra byen - udstyr til et hjemmebrænderi.
Lige så vanskeligt det er for byboerne at falde til på landet, ligeså svært at er det for det søde landmandspar Kristensen, de har købt gården af, at falde til i byen. Landmanden er forfærdet over mælkepriserne - og de sene åbningstider. Og så er det ikke velanset at køre på Strøget.
Mona Lisas historier er kilde til stor morskab hos de andre landboere. Men fru Hansen viser skjulte talenter for landmandslivet - til slut bliver det dog for meget, og Kristensens tilbyder at købe gården tilbage, så de alle kan komme tilbage til deres rette element.

Bedste replikker:

Kære søvngængere - sludder, Solvængere.

- hvor det kommer ud i kasser!
Kokasser!
- Så - lad nu være med at træd’ i’et!

Nej, Thorbjørn kom dog ind - hvad er du bange for?
- Ja, sgu ikke for musen!

Køerne står allerede og kvier sig.

De må ikke køre her - så De ikke skiltet?

- Er her sået? Har De noget imod jeg besvimer nu?
Nej, bare de flyver videre.

Støv for alle pengene

Dirch Passer rolle:
vicevært Alf Thomsen

1963
93 minutter
farve

Premiere SAGA 13/12 1963 til 16/2 1964

Instruktion Poul Bang
Manus Ide og Bent From
Foto Aage Wiltrup
Lyd Georg Jensen, Leon Seibæk og Jørgen Nordskjold
Deko Otto Lund og Iwan Poulsen
Klip Lars Brydesen
Musik Sven Gyldmark
Klip Lars Brydesen
Prod. Saga Studio

Medvirkende:
Helle Virkner
Søren elung JEnsen
Jan Priiskorn Schmidt
Dirch Passer
Hanne Borchsenius
Bodil Udsen
Ove Sprogøe
Karen Lykkehus
Karl Stegger
Beatrice Palner
Hening Palner
Asbjørn Andersen
Elith Foss
Ebba Amfeldt
Paul Hagen
Gunnar Strømvad
Palle Wolfsberg
Bent Vejlby
Arne Seldorf
Jørgen buckhøj
Benny Juhlin
Holger Vistisen
Valsø Holm
Mogens Hermansen
Lise thomsen
Povl Wøldike
Erik hansen
Aase Hansen
Lone Lindorff
Carl nielsen
inger Rauf

Dirchland anmeldelse:
Den 3. film i rækken af Støv-film. Filmen er egentlig helt ok. Der er mange søde fjollede episoder, og Dirch fyrer den af med sjove ordspil. Alligevel er det som om der mangler lidt af charmen fra de andre film i serien.
De indlagte sekvenser hvor man ser byboernes problemer kontra landboernes problemer i byen er sjove, og Paul Hagen er atter en gang kanon sælger - denne gang er det bare møbler, og et par fra landet han forsøger at tage ved næsen.

---

På filmoptagelse til Støv for alle pengene. Fortalt af Preben Mortensen, der lige var blevet ansat på Saga under denne film.

”I ”Støv for alle pengene” er der jo en lang flyvesekvens. Luftoptagelserne blev foretaget af Saga´s fotograf Ole Lytken, mens man filmede hjemme på studiet med Aage Wiltrup som fotograf. Når man kom på Saga om morgenen og havde fået sin morgenkaffe ringede man til pilot Jens Møller på Kaldred flyveplads ved Kalundborg. Og hvis vejret var til luftoptagelser, pakkede man bilerne og kørte til Kaldred.
Den færdige film er på knapt 3.000 meter, men jeg husker, at alene i flyvebilleder, blev der optaget mere end 4.000 meter. I filmen er det jo en sprøjteflyver, som lander og piloten bliver budt på kaffe.
Dirch tilbyder at stoppe motoren og det ender jo med, at han får maskinen til at lette. Ove Sprogøe forsøger at stoppe maskinen, men maskinen letter med ham hængende udenpå.
Da vi skulle lave optagelsen, hvor Ove hænger udenpå forsøgte Sagas produktionsleder Erik Larsen, at få fat i den stuntmand man plejede at benytte, men kunne ikke få fat i ham. Jeg, som var nyansat toneassistent på Saga tilbød da, at jeg godt kunne være stand in for Ove. Så en tidlig morgen kørte vi igen til Kaldred. Jeg må indrømme, at selvom jeg ikke var nervøs, kneb det med at falde i søvn aftenen før. Sagas snedker havde bygget en trækonstruktion i flyet som jeg blev spændt fast til. Jeg kunne så støtte med den ene hånd på den åbne klap til cockpittet og den anden hånd på en stiver, der gik op til vingen. Når maskinen kom op i fart, kunne jeg så hæve mine ben fra jorden og lade, som jeg stadig løb.
Fotografen Ole Lytken blev så placeret med kameraet i bagagerummet i Poul Bangs store chevrolet. Vi gik så i gang med optagelsen. Flyvemaskinen trillede og gik et stykke op i luften med mig hængende uden på. Derefter landede vi igen. Desværre kunne Poul Bang ikke følge med i bilen, dels på grund den ujævne græsmark og dels det store luftpres fra flyverens propel i forbindelse med, at bagageklappen stod åben på grund af fotografen og kameraet. Så vi måtte gøre det igen.
Da vi lavede den tredie optagelse, var det ved at gå galt. Da vi skulle lande, fløj maskinen ret sidelæns. Nogle gange de tidligere dage morede piloten sig med, at lande med maskinen noget sidelæns og først lige inden hjulene rørte jorden rettede han maskinen op. Men jeg tænkte, at det måske ikke lige netop var tidspunktet at lave sjov med mig hængende derude.
Jeg kiggede forundret ind på Jens og så at det absolut ikke var for sjov - han kæmpede med styrepinden for at rette maskinen op. Det lykkedes heldigvis til sidst. Det viste sig, at vi denne gang var kommet for tæt på nogle træer, som gav noget hvirvelvind. Men fotografen var stadig ikke tilfreds. Jens Møller turde dog ikke mere gøre det på den måde, da vi igen risikerede at komme for tæt på træerne for enden af startbanen. Så de næste gange gik vi helt op i 30 meters højde og cirklede rundt for at lande ved begyndelsen af banen. Det sværeste for mig var at trække vejret. Propellen gav så meget blæst, at jeg måtte vende hovedet for at kunne få luft. Jeg tror vi måtte igennem 8 optagelser, før det var iorden. Jeg fik bagefter at vide, at man havde tegnet en forsikring for mig hvis der skulle ske noget. Men alt gik godt og jeg fik både tak og en hel ekstra ugeløn for jobbet. Det var dengang 150 kr. Billederne med Dirch og Ove blev taget på jorden, men nærbilledet af Dirch blev taget i luften. Dirch sidder forrest i maskinen og piloten bag ham ved en ekstra styrepind. Arriflex kameraet er spændt fast ude på stiverne til vingen.
Dirch havde så en kontakt inde i flyet, så han selv kunne starte og stoppe kameraet. Jeg kan huske, at vi stod på jorden og så Dirch få en ordentlig flyve tur med mange loop. Da de landede så Dirch noget grøn ud i ansigtet. Han spurgte om det var blevet frokost, men så absolut ikke ud til at kunne spise noget.
Han sagde også, at han garanterede, at hans reaktioner var ægte. Når vi andre var oppe at flyve, sad vi bag piloten, men ved denne optagelse sad Dirch jo foran og kunne tydelig se jorden nærme sig med stor hastighed for først i sidste øjeblik ændrede piloten Jens Møller retning.”

Fra Dansk Film Database

---

Under optagelserne på Kalundborg Flyveplads i Kalred sad Ove Sprogøe og Dirch Passer i næsten syv timer ”fastklemt” i Danfly’s to-sædede Piper Cup og måtte gentage den ene filmscene efter den anden.


Fra Dansk Film Database

---

I en artikel i Holbæk Amts Venstreblad den 20. september 1963 fortalte man om optagelserne på Kalundborg Flyveplads, herunder om de lydtekniske optagelser, hvor det for den unge lydtekniker ikke blev til en helt almindelig flyvetur. Dirch Passer var også oppe at flyve, og selv om han næppe fik en helt så voldsom tur som lydteknikeren, så var turen dog streng nok for Dirch Passer, der ellers ikke plejede at gå af vejen for noget som helst dramatisk. I filmen ser man hvordan han letsindigt har taget plads bag styrpinden og på en eller anden måde får pillet ved instrumenterne - så masinen ryger i luften. Nu følger man maskinens halsbrækkende fart. Det hele blev optaget af et filmsapparat, som var anbragt foran på maskinen - og i virkeligheden blev den styret af en pilot som sad skjult bag ved. I en scene skulle Ove Sprogøe forsøge at standse den forrygende flyvetur, men kommer til at hage sig fast og derefter ryger med til vejrs. I avisen oplystes at filmfolkene ville forsøge at optage også disse scener udendørs, men at Ove Sprogøe dog for en sikkerheds skyld ville blive spændt fast ved håndleddene. Det kunne derfor tyde på at Ove Sprogøe var den af skuespillerne, der fik den værste omgang i luften.


Fra Dansk Film Database

Filmen indledes med gennemgang af en forfløjen familie ved hjælp af divers gamle filmklip, af den ene mere grotesk udseende flyvemaskine efter den anden, hvoraf ingen når over græshøjde.
Thomas Edison Hansen far ryger i luften, da han opfinder en raket. Thomas forsøger at eftergøre sin fars projekt - og gerne med bedre resultat, men det er ikke nemt når brændstoffet er ustabilt, man er blevet genindkaldt fordi forsvarsministeren har ekstraindkaldt værneligtige. Nå, ja, og så er Thomas / Dirch selv forvarsminister...
Thomas bliver majorens nye oppasser, og forelsker sig i hans datter, Lise (Judy Gringer)
Men hvad med majorens tidligere oppasser - 21 - som ringer til mystiske personer, og taler om sprængstoffer... Og kender 21 Thomas’ far - og vil Thomas raket, flyve bedre end den hans far fremstillede. Og hvor blev jeepen af?

Bedste replikker:
Karl Stegger:

- At De sprænger min vogn i luften er ok - men at De får min kone til at synge...

Ove Sprogøe:
- Det er den bedste opvask jeg nogensinde har smagt.

Majorens
op-passer

Dirch Passer rolle:
Thomas Edison Hansen

1964
93 minutter
farve

Premiere 14/2 1964.
Casino og Roxy til 8/3 1964.
Grøndals, Merry, Nora og Triangel til 15/3 1964
Scala til 22/3 1964
(Teatrets sidste program)

Instruktion Sven Methling
Manus Henrik Sandberg og Dirch Passer
Foto Gustaf Mandal
Lyd Jon Branner
Deko Niels Vangberg
Musik Ib Glindemann
Prod: Merry Film - Henrik Sandberg, Peer guldbrandsen og Dirch Passer - Palle Schnedler-Sørensen

Medvirkende:
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Karl Stegger
Judy Gringer
Paul Hagen
Ghita Nørby
Sigrid Horne-Rasmussen
Hanne Borchsenius
Ebbe Langberg
Bjørn Spiro
Ole Monty
Bent Vejlby
Holger Vistisen
Tribini
Poul Thomsen
Bruno Tyron

Dirchland anmeldelse:
Filmen ligger i den solide mellemgruppe af Dirchs mange film i 60’erne. Han har endu ikke givet køb på sin enestående komik, men holder sig i skindet, og så hjælper det nok også at han selv har været med forfatter til manuskriptet.
Alt i alt en absolut tålelig Dirch-film, selv om der er enkelte tiltag til hans senere så ærgerlige overspil. Undervej i filmen, er der ved flere lejligheder tydelige skygger af filmholdet, lydmand mm.
En enkelt scene er ubetalelig: Aldrig før har man i en scene oplevet to dalmatinere, Dirchs exkæreste og exkone, Karl Stegger samt en sang af Poul Bundgaard - samtidig.

Undervejs dukker Tribini op en pudsig scene, som opfinderen af det lydløse gevær.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den umulige rekrut Thomas Edison Hansen (DP) optræder som hærens forvoksede smertensbarn og hårdeste prøvelse. Men så viser det sig, at han har uventede kontakter i Forsvarsministeriet. Dirch Passer slider og slæber, crazy kovner og fyrer brandere og gags af i denne primitive soldaterfarve skrevet og produceret af Henrik Sandberg og ham selv.
En prøve på viddet: rekrut Thomas Edison Hansen udfolder sig i SANDBERG-lejren.
Det er Soldaterkammerater om igen, det vil sige i sjette ombæring.
Men Judy Gringer er sød. Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Bygget over Im weissen Rössel af Ralph Benatsky og Erik Charell. Leopold - Dirch - arbejder som kelner i ”Den hvide hest” som ejes af den underskønne Josepha ( Susse Wold). Leopold har det svært for han er dybt forelsket i Josepha - men det er ikke så let at være forelsket i sin arbejdsgiver.
Morgenen gryer i det lille gæstgiveri højt oppe på bjerget, da et rejseselskab på 23 prsoner gør sin ankomst, og alle får travlt med at servere i den korte tid gæsterne er der - det er her Dirch fremfører den legendariske ”ja, ja , ja nu kommer jeg!”
Leopold sender Joesepha blomster anonymt - pengene låner han af barnetjeneren Micky, som han efterhånden skylder en del. Værele 4 er gjort klart - Leopold har reserveret værelse 4 til fabrikant Julius Müller med datter, fra Berlin - men den går ikke, for Josepha har reserveret værelset til Sigismund Sülzheimer fra Düsseldorf.
Josepha skærer igennem - hun tror nemlig at alle blomsterne er fra den charmerende Sigismund Sülzheimer der er en rigtig skørtejæger. Lepold afslører at det er ham som har sendt roserne - og det falder ikke i god jord hos Josepha. Men Leopold er ligeglad - der er kun Josepha for ham. I mens Sigismund Sülzheimer jager hunkøn i byen så er fabrikant Julius Müller på vej op ad bjerget i sin lettere overanstrengte bil - og det ender med at datteren må skubbe bagpå. Og Leopold må puste liv i den stakkels pige - hvilket Josepha ser fra et vindue - og straks tror hun det værste. Leopold beslutter at drille Josepha der har kylet hans buket ud, og han giver fabrikant Müller og datter det omstridte værelse 4.
Men så dukker Sigismund Sülzheimer op i sit gule lyn - og han bliver ikke glad da han ser at fabrikant Müller har fået hans værelse.

Josepha kan ikke overtale Müller til at flytte - men han rokker sig ikke. Men hun sætter stuepigen til at pakke deres ting. Og så giver hun værelse 4 til Sigismund Sülzheimer.
Men da Sigismund Sülzheimer ser Müllers datter skifter han mening og overlader værelset til Müllers - under vild protest fra Müller, der synes Sigismund Sülzheimer er en skørtejæger. Leopold er sygeligt jaloux på Sigismund Sülzheimer, som Josepha sværmer og flirter med, men Sigismund Sülzheimer flirter hæmningsløst med alle piger i gasthauset. Skæbnen vil at Sülzheimer og Müller er konkurrenter i herreunderbenklæder.
Fotograf Scmidt fortæller Müller om sin nyeste opfindelse - skydelåsen - lynlåsen - Men Herkules undertøj skal knappes - og det skal knappes foran! Endelig bliver det aften - og Sigismund Sülzheimer synger sin ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme”. På gangen støder de to konkurrenter ind i hinanden - og Müller opdager at det hans konkurrent med model Napoleon som knappes bagpå.

Leopold kan ikke forstå at Josepha har beholdt ham i 6 måneder - for de andre overkelnere plejer at forlade stedet efter 3 måneder. Og Leopold tror det er fordi de alle har været forelsket i Josepha - og uanset følgerne erklærer han Josepha sin kærlighed. Josepha er ikke helt uimodtagelig - men hun er en praktisk kvinde - og man kan ikke være forelsket i sine ansatte. Micky afslører at servitricen Lenerl er forelsket i Sigismund- som åbenbart kun har øje for Josepha. Leopold beder Lenerl om at være lidt imødekommende for at få fingre i Sigismund - og Leopold lærer Lenerl at gøre sig lidt til. Men Josepha ser Leopold og Lenerl øve sig- og Josepha misforstår situationen.

Næste morgen afprøver Lenerl Leopolds råd - men afbrydes af Josepha.
Da Leopold ser Sigismund flirte med Josepha taber han alle tallerkenerne. Lenerls er ked af det - og Leopold er vred! Og ude på terrassen er Müller lige så vred på Sigismund. Men opppe på balkonen står Müllers datter Klara og kigger beundrende på Sigismund.
Micky er kvik - og skynder at få Klara til at tage sin smukkeste kjole på - og så løber hun efter Sigismund. Og så går turen til toppen af bjerget med bjergbanen. Men Sigismund ser slet ikke Klara - han har travlt med tre andre damer - men de snuppes af et par soldater. Klara ser sit snit da Sigismund snubler - og så slår det gnister.
Men Fotograf Schmidt er oppe og tage billeder … og foreviger de to. Leopold nægter at bære blomster op på værelse 4 - han er ikke Josephas postillon d’amour. Leopold afslører at Sigismund er på bjerget med Klara - og det giver et blå øje fra Josephas hånd.
Leopold stiller et ultimatum - og det ender med at Josepha siger han bare kan rejse. Her er det Leopold går op på bjerget og synger sin ”Rigdom har jeg ej”.

Næste dag skal Müllers på vandretur - og fotograf Schmidt viser ham gårsdagens billeder - og der et et af Klara som kysser Sigismund - og Müller bliver vred - men ikke så vred som Klara, der giver sin far tørt på.
Micky er ikke så dum - og lader en bemærkning falde til Müller om, at der måske ligefrem kunne være fordel i at konkurrere med sin svigersøn… Leopold får job på Gasthof zur Post, og overhører at kejseren kommer - og alle. værtshusholderne skændes om, hvem der skal have ham boende.
Leopold bryder ind og roser Den hvide Hest.
Kejserens adjudant ringer - kejserne har valgt DEn hvide Hest.
Og nu får Leopold travlt med at varsko Josepha - og der er langt op på bjerget - på cykel.
Men Sigismund tilbyder ham et lift. Josepha modtager nyheden om at kejser Franz Joseph vil bo på Den hvide Hest med glæde og uro -men hun kan næsten ikke undvære Leopold. Men Leopold synes at Josepha har svigtet ham - og det ender med at hun tigger ham på sine knæ - og nu er det Leopold der stille krav. Kejseren skal have nummer 4 - og så bliver der travlt.
Leopold smider personligt Sigismund ud af værelset - men Sigismund er ligeglad.
Leopold låner Mûllers bil for at hente kejseren. Men Leopold er ikke vant til at styre et automobil. Hele byen er på den anden ende da kejserens skib ankommer. Det går langsomt op ad bakken i Müllers bil - og det ender med at Leopold må skubbe på.
Sigismund og Müller forsones - og ender med at slå deres firmaer sammen.
Leopold er lige ved at ødelægge det hele da han er Sigismund give Josepha en buket - men buketten er blot til kejseren. Kejseren vil gerne have en pølse og krus øl på værelset - serveret af Josepha. Kejseren sidder i det kejserlige badekar, da Josepha kommer. Han vil gerne have hende til at synge sangen om Den Hvide Hest.
Kejseren afslører at han kender Josephas mormor - og han drømte om at blive kromand i Den Hvide Hest. Han kan godt forstå at mormor hellere ville gifte sig emd sin overkelner end en kronprins - og håber Josepha er ligeså klog. Joespha erfarer at Sigismund ikke vil have hende men Klara.

Da hun kommer ned er Leopold klar til at rejse - Josepha skal blot lige skrive i hans skudsmålsbog
Josepha skriver det mest hånlige skudsmål - tror Leopold. Han er skuffet over skudsmålet og læser det ikke. Men Josepha spørger om han ikke vil læse anbefalingen inden han går.
Det viser sig at Leopold er afskedigt grundet indblanding i hendes private forhold - men engageres som kromand og ægtemand på livstid… Og så er der fest på gasthauset...

Bedste replikker:

Hvorfor har de anbragt deres forbandede hotel på et bjerg?
Fordi det er et bjerghotel!

Kvinder - vorherre bevares. Jeg har tænkt på at anskaffe mig en ged. Det ved man hvad er. Rolig og stille og forstående og fornuftig.

De udtrykker Deres begejstring meget telegrafisk.

Det er det navn - Sigismund - det er så svært med alle de F’er.

Dette store øjeblik er for os alle et stort øjeblik.

Det er jo ikke sikkert det bliver nogen særlig varm anbefaling.
Jeg kender dem jo også mest fra den kølige side.

Sommer
i Tyrol

Dirch Passer rolle:
Leopold U. J. Brantmeyer - kelner

1964
106 minutter
farve

Premiere
Saga 25/9 1964 til 3/1 1965

Drive-In 2/9 1966 til 4/9 1966

Genudsendt - suppleret med sangpotpourri.
31/7 1967
Bio Lyngby, Grøndals og Toftegaard til 6/8 1967
Nora og Park til 8/8 1967
Merry til 10/8 1967

Instruktion Erik Balling
Manus Erik Balling og Peer Guldbrandsen efter operetten af Benatzky og Eric Charell eft. komedie af Blumenthal og Kadelburg
Foto Jørgen Skov
Lyd Hans W. Sørensen
Deko Kai Rasch
Musik Ralph Benatzky og Robert Stolz bearb. af Ib Glindemann og Bent Fabricius Bjerre
Prod. Nordisk FIlm, Merry Film og Dirch Passer - Bo Christensen og Henrik Sandberg

Medvirkende:
Dirch Passer
Susse Wold
Ove Sprogøe
Lone Hertz
Peter Malberg
Jan Priiskorn Schmidt
Karl Stegger
Paul Hagen
Elith Foss
Gyda Hansen
Ole Monty
Bjørn Spiro
Jytte Abildstrøm
Agnes Rehni
Inga Reim
Jens Due
Aino Korwa
Jørgen Weel
Hans Rostrup
Ole Søgaard
Gunnar Bigum
Kirsten Hermansen
Helle Halding
Anne Lund-Christensen
Odd Wolstad
Gert Bastian
Alpinia Salzburger Tyrolerorkester

Dirchland anmeldelse:
”Sommer i Tyrol” er et lille stjerneskud - historien om den skrupforelskede kelner Leopold, med alle dens sidehistorier, og et helt forrygende komisk persongalleri er en film man aldrig bliver træt af. Alt i den film spiller bare: naturen er så smuk at man helt taber pusten, alle spiller godt, historien er fuld af pudsigheder - og musikken er et helt kapitel for sig. Man bliver simpelthen i så godt humør af at se de n film og høre dens glade musikalske ledsagelse.
Filmen er en førsteklasses feel-good film - og hver gang man ser den, er den et lige glædeigt gensyn. Dirch er så vidunderlig sød som Leopold at man ikke kan andet end knuselske ham.
Ove Sprogøe og Karl Stegger er urkomiske som den vrisne Mülelr og den skørtejagende Sigismund,.

De små sekvenser med Paul Hagen som kanonfotograf Schmidt, der har konstante problemer med de lange leddeløse edderkoppeben på sit kamera er kostelige.
Og når han så endelig får stillet kameraet op - så kommer de lavthængende skyer.
Bemærk de saluterende mænd ca. 1.18.30 - der er gang i de muskedonnere - men af dem er en forsager...

Ligemeget hvor meget man anstrenger sig, så kan man ikke komme udenom at mester Balling har lavet en fremragende film - og den kan kun få
6 blinkende og funklende stjerne.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
I kroen Den hviode Hingst omkring 1900 i Salzkammergut er der flirt mellem overtjeren (DP) og den smukke kromutter (Susse Wold). Sommergæster ankommer og sød musik opstår. Og minsandten om ikke også Kejser Franz Joeseph II kommer til sidst og forsoner de elskende parter.

Hvis man er til Benatszkys og Charells berømte syngespil og til dansk folkekomedie on location i Tyrol er denne udgave slet ikke så tosset. At der tales og synges på dansk dæmper tillige lidt den Lederhosen-hørm af østrigst Heimat-romantik som klæber ved denne i bund og grund handlingsløse operette. Peter Malbergs Kejser Franz Joseph er en imponerende skueret, og Dirch Passer charmer i den helt store stil, mens Lone Hertz særdeles selvbevidst koketteri kun er for liebhavere.

”Det ligger for mig ingen linie i at jeg kom til at lave Landmandsliv og Sommer i Tyrol lige efter hinanden. Ingen af de to film var mit eget initiativ men de var udfordringer....I modsætning til alle mulige andre, synes jeg ... meget godt om begge film. Jeg havde en forholdsvis fast stilfornemmelse over for de film, hvad jeg måske savnede i den periode der lå lige forud.”
Erik Balling i Ib Lindbergs ”Samtale med Balling” Det danske filmmuseum, 1974.

Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller god".

Sommer i Tyrol er en samproduktion mellem Nordisk Film og Merry Film. Dette skyldtes at Henrik Sandberg fra Merry Film, havde købt rettighederne til den østrigske operette, og gerne villa have at Erik Balling skulle stå for instruktionen. Aftalen blev, at Sandberg var ansvarlig for skuespillerne, og Nordisk FIlm tog sig af selve produktionen af filmen.

Det siger næsten sig selv, at når man sætter to personligheder som Sandberg og Balling sammen, så kan det slå gnister, hvilket det også gjorde. Sandberg og skuespillerne indlogerede sig det lille gasthaus, der samtidg var kulisse for ”Den hvide hest”, imens Balling og filmholdet boede på et andet gasthaus kort derfra. Til større og større irritation for Balling, havde Sanberg vanskeligt ved at lade være med at dirigiere med skuespillerne, og først da Balling truede med at forlade optagelserne, sammen med alle alle teknikerne fra Nordisk Film, hvis ikke Sandberg gav ham arbejdsro, rettede Sandberg ind, og lovede at holde sig borte fra optagelserne.

Men det var ikke det eneste problem. For samtidig var et amerikansk filmhold ved at indspille en film i området nær Salzburg i Østrig - en lille ubetydelighed der hed ”The Sound of music” - og det havde den uheldige konsekvens, at priserne var skudt godt i vejret på leje af alt fra lokale rekvistter til statisthonorarer. Fillmholdet fik skaffet statister og rekvisitter fra Wien istedet - med en ekstra transport på 250 km til følge.
Ser man begge film så opdager man bl.a. at bjergbanen er den samme i begge film, som dog har en mere fremtrædende rolle i ”Sommer i Tyrol”.

Men uheldenen fortsatte. For da Dirch ankom til Østrig, kom han direkte fra optagelsen af ”Vi vilde vikinger” i Jugoslavien. Han havde kørt hele vejen fra Jugoslavien til Salzburg, i sin nye åbne sportsvogn, og vind og støv havde givet ham en grim omgang øjenkatar. Og den døjede han med under hele optagelsen. Det havde den uheldige virkning, at der ikke kunne fotograferes nærbilleder af Dirch, på grund af hans ophovne og rød øjne. Filmholdet lavede istedet baggrundsoptagelser, og så blev det kopieret sammen i Nordisk Films studier i Valby senere hen. En af scenerne er den velkendte hvor Dirch sidder på en græseng og synger ”Rigdom har jeg ej”. Denne scene blev optaget i Valby, med Dirch foran den filmede baggrund.

Det sjoveste uheld - hvis et uheld kan være morsomt - var en en festig aften, der gik lidt over gevind. I Sandbergs skuespillercamp på gasthauset, blev der ofte gået til den efter dagens optagelser, og det medførte, at Peter Malberg en morgen måtte vende tomlen nedad med gode gammeldags tømmermænd. Uheldigvis skulle han selv samme dag indspille scenen, hvor han som kejser Franz Joseph, skulle komme sejlende på en hjuldamper til den nærliggende by. Damperen var kun ledig denne dag, havde kostet en formue, så optagelserne skulle i kassen.
Gode dyr var rådne, men produktionslederen, Bo Christensen kom i sminken, filmholdet tog i forvejen til byen St. Gilgen, hvor damperen lå fortøjret. Da Bo Christensen var sminket, kørte han i sin egen bil til byen, men have vanskeligt ved at finde en parkeringsplads, og måtte derfor parkere et stykke fra haven, hvorefter han gik gennem hele byen, i fuldt ornat og sminke. Spadsereturen vakte en del opstandelse, hvor folk hilste og bukkede ærbødigt, for den vellignende men dog for længst afdøde kejser. Optagelsen kom i kassen, uden nærbilleder, og ingen opdagede at det ikke var Peter Malberg, men en stadn in, der spillede rollen som kejseren.

Uheldige omstændigheder til trods, så ende ”Sommer i Tyrol” med at blive en af Dirchs mest populære film. Og man skal kigge godt efter for at finde spor efter den famøse øjenkatar - jeg har svært ved at finde det.


Operetten er i øvrigt indspillet i en argentinsk udgave i 1948 samt to tyske/østrigske udgaver fra 1952 og 1960.

Musikken er et kapitel for sig. Operetten ”Im weißen Rößl” fandt man som sagt i Østrig, og så tilføjede de danske manuskriptforfattere en række komiske indslag til historien. Det blev Ib Glindemann og Bent Fabricus-Bjerre der fik til opgave at arrangere musikken til filmen
Dele af musikken blev iøvrig også benyttet i filmene Frøken Nitouche og Landmandsliv. Filmen indeholdt en lang række sange, der blev populære som følge af filmen, hvor de danske tekster var skrevet af Mogens Dam.

Musik i filmen
1. ”Ja-ja-ja, nu kommer jeg” (Passer)
— opr. ”Aber meine Herrschaften, Nur hübsch gemütlich” (komp. Benatzky)
2. ”I sommersol ved Den Hvide Hest” (Wold)
— opr. ”Im weißen Rößl am Wolfgangsee” (komp. Benatzky)
3. ”Mit hjerte slår i valsetakt” (nynnes af kor)
— opr. ”Mein Liebeslied muss ein Walzer sein” (komp. Stolz)
4. ”Man kan vel ikke gøre for at man har charme” (Sprogøe og Hertz)
— opr. ”Was kann der Sigismund dafür, dass er so schön ist?” (komp. Gilbert)
5. ”Det er det skønneste jeg ved” (Passer og Wold)
— opr. ”Es muss was wunderbare sein” (komp. Benatzky)
6. ”Nej, hel’re vælger jeg maj” (Sprogøe og Hertz)
— opr. ”Und als der Herrgott Mai gemacht” (komp. Benatzky)
7. ”Så blå, så blå er himlen kun” (Sprogøe, Hertz, Passer og Wold)
— opr. ”Die ganze Welt ist himmelblau” (komp. Stolz)
8. ”Rigdom har jeg ej” (Passer)
— opr. ”Zuschau’n kann i net” (komp. Granichstaedten)
9. ”Hvor skal kejseren bo” (Foss med flere)
10. ”Livet er nu engang så” (Malberg og Wold)
— opr. ”’S ist einmal im Leben so” (komp. Benatzky)
11. ”I Salzkammergut” (spilles af blæserorkester)
— opr. ”Im Salzkammergut, da kann man gut lustig sein” (komp. Benatzky)

Udover dette, bruges også brudstykker af eksisterende musikstykker - fx ”Københavns Jernbane Damp Galop” af H.C. Lumbye, Tiro Liro Lei (tyrolervals, spillet af accordeon) og ”Kaiser-Walzer” af Johann Strauss II.

Rigtig pudsig lille film, med Dirch som den lidt kejtede, men rare, manufakturhandler Albert Thorsen, der er havnet i byrådet, bare fordi han ville have åbnet et vindue.
Bankdirektøren ser sig sur på Thorsen da han ikke sådan lige retter sig ind efter partipolitiken. Men til alt held kommer den omstrejfende tidligere typograf, Don Olsen, ham til hjælp. Sammen sætter de den lille by på den anden ende.

Bedste replikker:

Selv om frøken Mortensen endnu ikke er moder, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvordan, hun kan blive det!

Hest - hvad vil du ha’?
(Hesten vrinsker)
- den vil ha’ vrinskvin!

Hører det ikke under privatlivets fred?
Ikke når det går ud over fem kvinder - hvoraf den ene fik spist sin hat!
Fem kvinder ?
Det er der ingen seng der kan holde til...

Må vi få et bord i nærheden af en tjener!

Er det virkelig nødvendigt det der?
Ja, så længe de sender Deres bøffer til vulkanisering.

Vil I skandalisere og latterliggøre mig i hele byen?
Nej nej - det kan du meget bedre gøre selv.

Vi kan da ikke sådan invitere os selv - uden at være inviteret!

Ih. hvor deres kjole holder godt - man havde godt nok bedre stof i gamle dage!
Ja, det må De jo kunne huske!

Hun kunne da i det mindste slukke lyset.
Så kunne vi jo ikke se noget!

De har da aldrig nogensinde taget en hest med i seng?
Nej gud bevares - jeg boede til leje - der var slet ikke plads!

Jeg er tavs som en åben bog.

Don Olsen
kommer til byen

Dirch Passer rolle:
Manufakturhandler Thorsen

1964
95 minutter
sh

Premiere
Imperial 18/12 1964 til 31/1 1965

Instruktion Anker ass. af Morten Schyberg
Manus Aage Stentoft, Knud Poulsen, Bent Christensen m.fl. frit efter roman af Tage Vandsted.
Foto Henning Bendtsen
Lyd Erik Rasmussen
Deko Steini Sveinbjørnsson
Klip Kasper Schyberg
Musik Ib Glindemann, Aage Stentoft, Otto Francker
Sangt. Volmer Sørensen
Prod: Rialto, Preben Philipsen, Carl Rald og Jens Ravn

Medvirkende:
Dirch Passer
Buster LArsen
Bodil Udsen
Birgitte Price
Marguerite Viby
Bendt Rothe
Otto Brandenburg
Daimi
Karl Stegger
Chr. Arhoff
Arthur Jensen
Valsø Holm
Kai Holm
Ejern Federspeil
Bjørn Spiro
Jørgen Bidstrup
Holger Visitisen
Carl Ottosen
Jørgen Weel
Gunnar Strømvad
Gunnar LEmvigh
Frank Pilo
Børge Møller Grimstrup
Lotte Tarp
Johs. Krogsgaard
Ebba Amfeldt
Aahe Winther-Jørgensen
Gerda Madsen
Lili Heglund
Jytte Abildstrøm
Jytte Grathwohl
Thecla Boesen
Walt Rosenberg
Avi Sagild
Ole Monty
Hans W. Petersen
Preben Kaas
Jørgen Ryg
Chr. Brochorst
Ebbe Langberg
Ove Sprogøe
Preben Marht
Grethe Sønck
Inger Stender
Robert Christiansen
Hanne Sommer

Dirchland anmeldelse:
Skæv lille film, hvor Dirch bliver indblandet i lokalpolitik - lidt mod sin vilje, men får hjælp undervejs, af den fri fugl, typografen Don Olsen.
Restaurantscnenen hvor Thorsen (Dirch) går over til Bankdirektør Jacobsen, og skamroser ham, er spruttende morsom. Især der hvor Thorsen siger han forstår hvilket pres det må være, for selv den største hjerne og træffe beslutninger på en hel bys vegne - og samtidig viser hjernestørrelsen med fingrene - i valnøddestørrelse.
Hele filmen er holdt i sort hvid, og først få minutter før den slutter, da Thorsen forklædt som Kis Moes, siger der intet er så skønt som farver og kulør på tilværelsen, skifter filmen til farver.
Dirch er dejligt mærkelig, de han forklædt som Kis Moes spiser sin læbestift, efter at have malet en gigantisk kovnemund i hele hovedet.
Og så er han herlig stiv og kantet som den lidt forsagte og forsigtige manufakturhandler, der rummer mere end øjet umiddelbart ser.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den forhenværende typograf Don Olsen (Buster Larsen) ankommer til Middelkøbing og slutter straks venskab med manufakturhandler Thorsen (DP). De kommer i opposition til byens redaktør (Bendt Rothe) men vinder en kommunal valgsejr for deres nystiftede parti. En komedie, der på sin egen letbenede måde foregriber Glistrups opdukken. Det er Dirch Passers elskelige manufakturhandler og modvillige byrådsmedlem, der står i centrum og udtrykker manuskriptforfatter Aage Stentofts velfærdskritiske ideer. De fremførtes allerede i i den mere helstøbte satiriske Kjeld Petersen farce ”Vi er allesammen tossede” som blev det tidlige Fremskridtspartis yndlingsfilm. I protest mod velfærdsstatens påståede ensretning og formyndervældet stifter Passer ”individualistpartiet” der har mottoet ”Gør gode tider morsomme” og ”Enere forener Eder” Han får efter en optræden i TV-Aktuelt kæmpetilsutning for sin milde form for anarkisme. Og samtidig oplever han en hårdarbejdende bager (Stegger) blive plukket af skattevæsenet - et frygteligt uvæsen i Steentofts øjne. Filmen er veloplagt skrevet men mangler Kjeld Petersen til at holde sammen på satiren og accentuerer vanviddet. Passer er ofte sjov og charmerende men mister af og til grebet om sin person og laver sit eget lille show. Daimi filmdebuterer som skrap pigtråds-sangerinde i duet med Otto Brandenburg. Gyldendals Filmguide gav den 1 1/2 stjerne - svarende til ”Interessant eller
god”.

Filmen bygger på Tage Vandsteds roman, der bygger på forfatterens, i smug, opsamlede anekdoter og historier, som Poul ”Støvle” Petersen spredte på restaurant Franck A. i Odense. Forfatteren byggede karakteren Don Olsen over Poul ”Støvle” Petersen fortællinger, og nedskrev dem på bagsiden af sine kvitteringer, der senere blev til bogen om Don Olsen.
Poul ”Støvle” Petersen fik i øvrigt sit tilnavn, fordi hans bror var skotøjshandler.

”Ude og Hjemme” skrev om filoptagelserne i nr. 52 fra 1964 (Opsigtsvækkende valgoptog i sundbyen).
Og tillige i bladets nummer 48 og 50 fra 1964 samt et handlingsforløb i nr. 1 fra 1965.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.