Peter er helt i bunden af hierakiet i lufthavnen, men som bagage medarbejder så har han ikke mange chancer hos den smukke stewardesse Agneta.
Peter har en tendens til at falde i staver, og dagdrømme, og det er alle disse drømme som bærer filmen.
De enkelte drømme hænger sammen, og flyder over med personer fra Peters liv, men i alskens forklædninger. Og helt galt går det, da Peter begynder at drømme i drømmene.
Og naturligvis får han sin stewardess til slut - med mindre det altså er en dagdrøm...

Bedste replikker:

Fru Hermanson behøver vel ikke sætte nålen fast i rygraden?
- man kan jo ikke sætte den fast i noget der ikke findes!

Hvornår får jeg mine 100 kr?
Mandag!
Hvilken mandag?
Det ved jeg ikke - men det bliver en mandag du får dine penge.

Masser af
Passer

Originaltitel:
Far och flyg

Dirch Passer rolle:
Peder
Stolt hjerteknusende flyver
Dristig kamelrytter/ berømt arkæolog
Hårdkogt gangster
Forelsket eventyrprins
Parisisk indianer
Bokser

1955
70 minutter
sh

Dansk premiere:
Merry 21/3 1955 til 31/3 1955
Roxy 21/3 1955 til 3/4 1955

Svensk premiere: 21 februar 1955

Instruktør Gösta Bernhard
Manuskript Gösta Bernhard
Producer Lars Burman
Fotograf Jan Lindestrøm
Klipper Carl-Olov Skeppstedt
Komponist Harry Arnold
Prod. Metronome Studios - Lars Burman
Produktionsland Sverige

Medvirkend:
Dirch Passer
Åke Grönberg
Irene Söderblom
Georg Adelly Rut Holm
Arne Källerud
Sven Holmberg
Stig Johanson Gunnar ’Knas’ Lindkvist
Sven Lykke
John Melin
Curt ’Minimal’ Åström

Ukrediteret:
Curt Randelli - papegøjestemme
Ib Schønberg - autografjæger
Gösta Bernhard - Professor Edvardsson - arkæolog

Papegøjen Matilda, Äppalvika
Kamelen Rossi, Kairo.

Når man hører om Dirchs svenske film, bliver de ofte omtalt som værende noget dilettantisk makværk. Og det er også rigtigt for de flestes vedkommende - bare ikke ”Far och Flyg”, der faktisk holder ret langt hen ad vejen.
Dirch kommer vidt omkring, bl.a til Ægypten, hvor han får vækket en farao.
I sine drømme er han:
- Hjerteknusene førstepilot

- Berømt arkæolog på kamelryg i ørkenen

- Hårdkogt gangster

- Eventyrprins

- Pariser

- Bokser

En rigtig sød lille film, der indeholder Dirchs vrøvlefranske vise.
Jeg kan dog aldrig rigtig vænne mig til at høre Dirch tale svensk - det lyder ikke rigtigt.
Men charmerende er han - og filmen.

Peder er muldvarp d.v.s. at det er ham der sørger for at passagerernes baggage kommer ind og ud af flyene. Dog ikke på en særlig effeltiv måde. Altså en ikke særlig smart og betydningsfuld fyr. Men indadtil er Peder meget betydningsfuld. Faktisk mange betydningsfulde fyre - for Peder er dagdrømmer i mesterklassen. Så snart han ser en ting eller en person falder han i staver, og i filmen oplever vi ham som mange forskellige roller.

POLITIKENS FILMENS HVEM HVAD HVOR:
Flyvepladsfarce optaget bl.a. i Ægypten

Under optagelserne i Egypten, Delte Dirch værelse med filmens fotgraf Jan Lindeström.

På Bellahøj er der kurrer på tråden hos sagfører Hartsen og kone. Hartsen har fået ny vogn, og vil ud og køre den til - fruen skal til fødselsdag hos sin mor, men er overbesvist om, at Hartsen har en aftale med en anden.
Inde midt i byen, i fru Hambos pensionat bliver de to musikanter, Hans Ramløse og Poul Jensen vækket alt for tidligt af fru Hambo, da hun har modtaget en besked om, at de skal møde til prøve kl. 10.30 på danserestuaranten ”Rundetårn”. Et andet sted i byen vågner sæsonarbejder (han sælger juletræer, så han har en del fritid) Lasse Larsen på et loftskammer, og på vej ned til sin bænk, smårapser han sig til morgenmad.
I et hyggeligt rækkehus vækker enkefru Hald sine døtre tidligt, og de to piger beslutter at tage til stranden ved Hornbæk.
Disse personers liv bliver flettet sammen af en præmieobligation, som Larsen kommer til at hugge, da han stjæler pigernes cykler. Hans og Poul tilbydes at købe præmieobligationen billigt - og får lov.
Hartsen kører de to piger hjem, og det ser hans kone, som straks tror han er hende utro.
Og som om det ikke er nok, så bliver pigernes præmieobligation naturligvis udtrukket.
Og hvad gør man så, når man erfarer man har købt en stjålen præmieobligation?
Filmen går naturligvis op til sidst, og trådene redes ud i den helt store finale på Rundetårn.

Bedste replikker:

- Klap nu hellere i, ellers bliver du solbrændt på tungen!

- Ja - haloo!
- Er det Bella 29? - Ja!
- Det er reservetelefonen - godmorgen - klokken er 9!
- Ja det må være en fejltagelse´. Jeg har ikke telefon - jeg bor på landet!

- Søstrene Hald
- nå, det er de to hal’søstre! -

Det er en skam her er så diset, I klart solskin ligger Roskilde Domkirke omtrent i derude mod vest. Der hvor jeg peger nu!
- Den ligger der også i regnvejr!
- Hvor ved du det fra?
- Jeg kender klokkeren!

Det var på
Rundetårn

Dirch Passer rolle:
Hans Ramløse, musiker

1955
98 minutter
sh

Premiere SAGA 26/12 1955 - 28/3 1956.

Instruktion Poul Bang
Manus John OLsen
Dilaog Paul Sarauw
Foto Aage Wiltrup og Chr. Jensen
Musik Sven Gyldmark
Sangtekst: Victor Skaarup
Prod. Saga Studio

Medvirkende:
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Kjeld Petersen
Clar ØStø
Bodil Udsen
Karen Berg
Bodil Miller
Anne Marie Juhl
Buster LArsen
Sigrid Horne-Rasmussen
Ole Monty
Sejer Voilmer-Sørensen
Msikow Markwarth
Paul Hagen
Asta Hagen
En Chevrolet Bel Air

Dirchland:
Usædvanligt velspillet og veldrejet sommerkomedie, med et utal af gode skuespillere, og Ove Sprogøe og Dirch i perfekt parløb.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
En præmieobligation stjæles en sommersøndag fra to unge søstre (Bodil Miller og Anne Marie Juhl). Den købes af to musikervenner (Passer og Sprogøe) og udtrækkes med en gevindst. Men musikernes sande gevindst er de to piger.
Der er ynde , charme og musikalitet i alle scener med duoen Passer og Sprogøe, som skal forestille en slags jazzmusikere, men helst synger komiske refrain-parodier.
Gang på gang får de meget ud af lidt. Sprogøe er den kvikke og kyniske, Passer den blide og underfundige (Det klædte ham at være ung og afslappet) Ellers er filmen elskværdig og velfotograferet og har et skægt danseindslag af Kjeld Petersen som en forlystelsessyg landsretsagfører. Filmen rummer megen 1950’er atmosfære: Bellahøjhus, modernisme og tandløs tækkelighed, plus mange bybillleder fra København. Titelmelodien er Sven Gyldmarks og Victor Skaarups iørefaldende schlagere.
”Det skulle ikke undre mig, om nostalgibølgen finder skægge, poetiske og absurde øjeblikke i mange af de par film, Dirch Passer og jeg lavede i 1950’erne.” Ove sprogøe i et Niels Ufer interview i Levende Billeder i 1975. Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.
Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit

Fra Dansk film Database:

John Olsens brev til biografejerne: ”De kan tro - det er morsomt at færdes på SAGA STUDIO i disse dage, hvor Dirch Passer, Kjeld Petersen, Buster Larsen, Bodil Steen og Ove Sprogøe arbejder på ”Det var paa Rundetaarn”. Munden går på alle! -- Der er en snakken, råben, leen og latterhylen - så man ikke kan få ørenlyd - og ofte hører man derfor Poul Bang slå i bordet for at få fred - så han kan instruere og komme videre med dagens arbejde. Jeg har set alt, hvad der er optaget hidtil, - og jeg kan forsikre Dem for, at den film bestemt vil blive noget af det morsomste, vi endnu har set! --- Ja, jeg tror sågar, at den kommer til at slå alle Poul Bangs andre lystspil-rekorder i popularitet, - og det vil sige noget !! - Tænk på ”Rekrut 67 Petersen”, ”Ved Kongelunden” og ”I Kongens klæ’r”. Da jeg selv har skrevet manuskripterne til disse tre sukcesser, og da jeg også har skrevet manuskriptet til ”Det var paa Rundetaarn”, - så ved jeg, hvad jeg taler om, --- og jeg lover Dem en fantastisk morsom film, - der foruden at være hylende grinagtig også vil blive vanvittig spændende.”


Saga Studio optog den 25. august 1955 nogle realistiske gadebilleder ved det rigtige tårn i Købmagergade. Optagelserne vakte stor interesse og der var flere gange tilløb til total trafikstandsning. I en af filmens meget dramatiske scener styrter en mand - Buster Larsen - udover gitteret på tårnets top. Før han for alvor falder lykkes det ham at klamre sig fast nogle minutter, og i mellemtiden er brandvæsenet kommet til og har spændt springsejl ud. Uindviede, der kom til netop i det øjeblik, da to tudende brandbiler kørte op ved tårnets fod, og 12 brandmænd styrtede ud, blev yderst forskrækkede, men et blik mod tårnets top, hvor kameraet snurrede overbeviste dem hurtigt om at det kun var film. Dagens anden optagelse var ret ualmindelig. På filmen skulle publikum se København med den ulykkeliges øjne i det øjeblik han hvirvler mod jorden. For at opnå det, lod man fra en galge på tårnets rækværk et snurrende kamera suse ned mod de ventende brandmænd. (Dagens Nyheder og Aftenbladet 26-08-1955)


Kjeld Petersen var flot kørende i filmen ”Det var paa Rundetaarn”, hvor han sidder bag rattet i en Chevrolet Bel Air cabriolet. Ret længe fik han imidlertid ikke lov til at beholde den. Efter at have udført rollen som landsretssagfører Hartsen - måtte han pænt aflevere den igen. Bilen var kun til låns.
Mange har gennem årene undret sig over hvorfor Kjeld Petersens bil henholdsvis er venstrestyret og højrestyret (i ganske få sekunder). Man har ganske givet helt bevidst måttet spejlvende optagelsen for at give biografgængerne det rette indtryk - at bilen kører nordpå ad Strandvejen. For i virkeligheden kører bilen mod København og folk med et lokalkendskab ville ellers for tydeligt kunne se - hvis billederne var vendt rigtigt - at han kører i den forkerte retning. I nogle af baggrundsbillederne ser man f.eks. at han har Øresund på bilens venstre side - og altså kører sydpå ad Strandvejen.


20 jitterbugdansere fik deres filmdebut i Saga’s lystspil ”Det var paa Rundetaarn” og i samme film debuterede Dirch Passer og Kjeld Petersen som jitterbug-dansere. I filmen er der en scene, hvor Dirch Passer, der er trompetist i et orkester i danseetablissementet ”Globus” (et opdigtet navn) pludselig får at vide, at hans præmieobligation er blevet udtrukket med 200.000 kr.. Han kaster trompeten fra sig og springer ud på dansegulvet, hvor han giver sin begejstring luft i en ekstatisk jitterbug. Både Kjeld Petersen og alle de dansende gæster bliver revet med af Dirch Passers livsglæde og et øjeblik efter er det hele én kogende jitterbug. Direktør Poul Bang havde forinden været til stede ved danmarksmesterskabet i jitterbug i ”Karnappen” og havde ved den lejlighed udvalgt 10 af mesterskabsparrene, som blev engageret til at medvirke i filmen. Dirch Passer og Kjeld Petersen gik iøvrigt til jitterbug-undervisning hos en solodanser fra Det Kongelige Teater.


En del af filmen ”Det var paa Rundetaarn” udspilles i tårnet. Arbejdet med filmen gik planmæssigt indtil man nærmere sig tårnoptagelserne. For en ordens skyld spurgte man på Rådhuset om man måtte have lov, da tårnet sorterer under magistraten. - ”Nej” svarede denne. En af stykkets personer skulle prøve at springe ud fra platformen. - ”Det er farligt at inspirere til den slags”, sagde kontorchef H.A. Colberg, som havde læst filmmanuskriptet grundigt igennem. Selv om historien ender lykkeligt fandt han at ideen var uheldig og desuden måtte man ikke glemme at Rundetaarn var et kirketårn. Gode råd var dyre for John Olsen. Han havde gjort et stort stykke arbejde som nødigt skulle være spildt og efter afslaget gjorde han sig tanker om hvordan han skulle komme videre. Skulle han opgive sin selvmordskandidat - eller skulle han måske finde et mere velegnet tårn.


I forbindelse med filmen, fortalte Buster Larsen til Saga-Ole: En tidlig morgen blev vi kaldt ud på Saga. Det var forøvrigt min bryllupsmorgen, så jeg havde ikke sovet meget den nat. Nå, men da vi så kom ud på studiet, havde de bygget en nøjagtig kopi, af det øverste af Rundetårn, i 2 - 3 sals højde. Ove Sprogøe og Dirch Passer var der, og Anne Marie Juhl og Bodil Miller. Kjeld Petersen var der vist også den morgen. Så fortalte instruktøren Poul Bang, hvad det var han ville have os til, nemlig at springe ud fra toppen, og ned på nogle halmballer med en pressenning over. Det havde vi ikke meget lyst til, og Kjeld stod helt af. Og husk nu, det var min bryllupsmorgen. Poul Bang kikkede på os og udbrød: Her troede jeg det var mandfolk jeg havde med og gøre, og så er I ikke andet end en stor flok tøsedrenge. I det samme kom klippedamen Edith Nisted forbi. Poul Bang spurgte om hun ville være bange for og springe ud. Næh, svarede hun, det kunne til og med være sjovt. Så gik hun op, smak benene ud, og landede nok så nydeligt på pressenningen. Så stod vi lidt og kikkede på hinanden. Skulle vi virkelig være tøsedrenge. Resultatet blev, at vi sprang, og scenen kom i kassen. Senere viste det sig, at samme Edith Nisted havde været Sjællandsmester i udspring, og derfor havde Poul Bang allieret sig med hende, så hun rent tilfældig kunne komme forbi, hvis han nu skulle få vrøvl med tøsedrengene.

Der er ikke noget at sige til, at Anne-Marie Juhl og Bodil Miller blev ophidsede, da de måtte stå i flere timer på et dametoilet på Helsingør Banegård, fordi Buster Larsen havde stjålet deres tøj. Imidlertid må det retfærdigvis tilføjes, at Buster Larsen var ganske sagesløs. Sammen med de to unge smukke damer var han på filmoptagelse i Helsingør, hvor man filmede nogle scener til Saga’s lystspil ”Det var på Rundetaarn”. I filmen stjæler Buster Larsen Bodil Millers og Anne-Marie Juhls kjoler, medens de er ude at bade - og der skulle denne dag optages en scene, hvor Buster Larsen kører af sted på en cykel med damernes tøj i sin cykelkurv. Anne Marie Juhl og Bodil Miller gik så ind på banegårdens dametoilet og tog deres kjoler af, og her blev de så nød til at opholde sig kun iført trusser og bh, medens Buster Larsen lånte deres tøj. - ”Og så tar vi op langs kysten og filmer videre” råbte instruktøren, så snart scenen med Buster Larsen var taget.
Og af sted drog de alle, instruktør, fotograf, skuespiller og hele det tekniske personale og ikke én skænkede de indespærrede damer en tanke. Det var først flere timer senere man savnede dem - og i en fart sendte man en dame til Helsingør med deres tøj for at få dem befriet. Det var ikke blide ord der faldt, da Anne-Marie Juhl og Bodil Miller endelig slap ud af deres fængsel.

En pudsig hoppende film, der springer fra dee ene emne til det næste, uden en egentlig handling. Filmen er en blanding af sketches, revy- og varitenumre, musikoptagelser, cabaret, kædet sammen af de tre filmfolks jagt på ideer til filmen.
Kjeld og Dirch er to forfattere der skulle have afleveret deres filmmanusskript for flere måneder siden - men inspirationene udebliver. Direktøren for filmselskabet VIL have en film - en film som alle kan li’ - kort sagt en film efter recepten, hvad vil De ha’? En film efter konceptet ”Radioens Ønskekoncert”, så forfatterne må ud på gader og stræder for at spørge folk efter hvad de vil se på film. Når folk svarer, så vises deres ønske som en sketch eller filmklip.
Først spørger de en 8 årig pige, en sømand og en 17 årig pige. Den 8 årige vil gerne se noget dukkefilm, og imens går Kjeld på jagt efter en sømand - og han finder et par. De vil bruge deres penge på noget der varmer, og Kjeld får ideen til ”Verdens første uldbar”, hvor folk biver berusede af at få uldtøj på. Sømændende synes det lyder sjovt, men vil hellere se lidt dameben
Dirch finder en 17 årig pige i svømmehallen, og hun vil gerne se noget med Sven Asmussen og hans orkester.
Herefter spørges en husar - og han vil gerne se piger uden for meget tøj på - og noget uhyggeligt, som Dance Macabre.
Brevkasseredaktøren Fru Ingelise, vil gerne se noget om hospital - om det bliver en sketch med to snakkesalige veninder på mandens stillestue.
Så spørges en husmor - og hendes film kommer til at hedde ”Husmoderen der selv måtte være stuepige”. En direktør har to kolleger med hjem, og konen må agere stuepige, da denne er syg - men så afslører de to venner mandens udskejelser.
En dykker vil gerne have noget med bøger og fisk, og det bliver ”Fiskehandleren der sælger bøger”
Et bud vil gerne se hvad et teater er bag kulisserne, og det udmønter sig i en budsang - Buster Larsen med ”Harry Motor”.
Så kommer der lidt olietøndeband, lidt charlston, og endelig Kjeld og Dirchs genistreg fra ABC: Brødrene Tapetersen.
Til slut spørges en 80-årig - og han vil gerne have stumfilm.
Tilbage på direktørens kontor sammenfatter forfatterne alle de gode ideer til:

”2 små dukker spiller klaver. Så går de ind på en uldbar og bli’r fulde, og så ser de et teater hvor de spiller på tønder. Og så ser de nogle nøgne piger der tapetserer.... det ender med at en dykker skriver en bog om det hele. Den sælger en fiskehandler til en olding, der laver en stumfilm om det hele!
- Strålende - endelig en film med mening i!”
Forteksterne fortæller at ”vittighederne venligst er udlånt af Rigsarkivet”.

Bedste replikker:

- Hvor mange børn har De egentlig?
- Aner det ikke - de vil ikke stå stille når jeg tæller!

Dirch til en dykker:
- Har de bare hovedet under vand, så har De deres på det tørre.

Hvad vil
De ha’?

Dirch Passer rolle:
forfatter, General Napoleon, Fiskehandler, tapetserer.

1956
95 minutter
sh

Premiere
23/1 1956 i Casino, Colosseum, Merry og Rialto til 5/2 1956.
Scala til 12/2 1956.
Park 27/1 - 2/2 1956 + provinsen.

Instruktion Jens Henriksen og Preben Neergaard
Manus Tao Michaelis med bidrag af Arvid og Børge Mûller og Kar De Mumma
Foto Henning Bendtsen
Musik Kai Normann Andersen, Kjeld Bonfils, Svend Asmussen og Gunnar Sønstervold
Sangtekst: Epe og Sigfred Pedersen
Prod Aage Stentoft hos ASA

Medvirkende:
Asbjørn Andersen,
Boyd Bachman
Paul Hagen
Max Hansen
Hans Kurt
Buster Larsen
Preben Marth
Louis mIehe-Renard
Ole Monty
Preben Neergaard
Henry Nielsen
Dirch Passer
Kjeld Petersen
Preben Lerorff Rye
Ove Sprogøe
Henrik Wiehe
Svend Asmussens Orkester
Ivo Caprinos dukker
Les Cinq Peres
Marie Brink
Grethe Frische
Julie Grønlund
Sigrid Horne-Rasmussen
Jytte Ibsen
Birgitte Reimer
Jessie Ridnom
Bodil steen
Marguerite Viby
Asse Werrild
Hiller Girls
Paris Follies Girls

Dirchland:
Filmens arbejdstitel var ”Revyernes revy”, og det passer egentligt ret godt til filmens indhold, der netop er et stort sammensurium af af nyere og ældre revynumre.
Men filmen giver også en sjælden mulighed for at se Kjeld og Dirch udfolde sig sammen - ikke på film, men noget der minder om på scenen. F.eks ser man her den klassiske ”Uldbaren” sketch - hvor alle drikkevarer er byttet ud med uldtøj - og gæsterne bliver mere og mere berusede jo flere stykker tøj de får på, og ikke mindst Dirchs bogsælgende fisker. Alene det er det hele værd.
Dukkerne i filmen er fra Ivo Caprinos hånd - ham der senere blev kendt for filmen ”Bjergkøbing Grand Prix”.

Gyldendals Filmguide har ikke set denne film.

Dirch Passer, Kjeld Petersen og Preben Neergaard præsenterer froskellige personers ønsker om hva de helst vil se på film. Det bliver til en række rekonstruerede revynumre fra de seneste år.
”Vittighedern stammer fra rigarkivet” og ”musikken er sidst komporneret af” står der på forteksterne til denne showfilm. En selvioroni, som Politikens Herbert Steinthal anså for komiske højdepunkter i en film, der ikke kunne genskabe de enkelte numres morskab. De er altså ikke reportager fra autentiske revyforestillinger, men rekonstruerede filmudgaver. ”Nogle af dem genser man med et smil, andre virker en smule som konserves”, noterer Jørgen Budts-Jørgensen i Nationaltidende.
Dirch Passer og Kjeld Petersen klovner med ABC løjer, og i en ”Uldbar” sketch. Max Hansen synger en vise, Marguerite Viby og Bodil Steenses som society gæs, Buster Larsen i sit glansnummer som Harry Motor, og Svend Asmussen i et Don Benzino indslag. Steinthal begejstres af artisgruppen Les Cinq Peres og datidens meget betænkte husarer får serveret korpigerne Hiller Girls. Desuden er der klip med en dansk stumfilm fra 1920’ernes begyndele (København ved Nat) med Storm P, Carl Alstrup, Hans W Petersen, Stribolt og Rasmus CHristensen. Her ser man ... hine glade tiders glade gøglere boltre sig på gamle Scala, hvor ”bajaderen” opføres, her føres man ud i det vilde københavnske natteliv i Palais de Danse, det nuværende Valencia, og virkningen er ubeskrivelig smuk” Skriver Jørgen Budtz-Jørgensen.

Filmen er i den absolutte top 3 af Dirchs film - måske er det den bedste...
han er i hvertfald i toptunet topform som tyven Mathiesen.
Filme er spækket med skuespillere, som alle virker som om de har haft det sjovt under optagelserne. FIlmen er fra 1956 - altså mere end 60 år gammel - men er så sprudlende at den kan give moderne komedier baghjul.
Handlingen kort:
Forfatter Rodian lokker sagfører Erik Jessen til at passe sin niece, mens han er på ferie, og så beder han sagføreren kigge på sit nye krimi-manuskript som forlæggeren har bedt ham skrive om, da han finder det for usandsynligt. Han vil gerne have en fagmand til at tjekke manus, og sagførere Mikkelsen har lige den rette i kikkerten, en nylig løsladt tyv, Mathiesen (Dirch). Mathiesen læser manus, og finder ideen spændende og absolut ladsiggørlig.
Tilbage hos sin lille bande i Nyhavn, begræder Mathiesen og kammeraterne deres leders nylige død, for nu må de klare sig selv. Mathisen kan ikke få Rodians ideer ud af hovedet, og så går jagten ind på manuskriptet. Da det er for besværligt, får Mathiesen den ide, at installere Rodian i deres Nyhavns knejpe, så han kan få ro, et tilbud Rodian takker ja til med kyshånd. Nu kan banden holde øje forfatteren, og låne manuskriptet når han sover, så de kan udføre kuppene.
Den vrisne forlægger forsøger at få sagførere Jessen til at afsløre Rodians opholdssted - men han ved det ikke.
Men så begynder der at ske fantasifulde kup rundt i byen. Forlæggeren og sagføreren mistænker Rodian for at være gerningsmand - men hurtigt falder saggførerens mistanke på Mathiesen.
Jessen skal overholde sin aftale med Rodian, og henter niecen i lufthavnen - men hun viser sig at være en anelse ældre end antaget. Hendes jaloux forlovede, en svensk tændstikproducent, dukker også op, og Jessens kone og han, mistænker sagfører Jessen og niecen for at have en affære som de forsøger at afsløre dem i. På Nyhavnsknejpen lever Rodian i lykkelig uvidenhed, og skriver på livet løs.
Men så dukker sagfører Jessen op i Nyhavn, og tændstikfabrikanten dukker op hjemme på sagførerens sofa, til Jessens kones ikke udelte begejstring. Og stadig oversvømmes byen af geniale kup.
Og lige med et, står politiet i Nyhavnsknejpen - og en flok judokæmpere ...og....og.... man bliver helt forpustet af det tempo filmen lægger for dagen.
Dirch er intet indre end forrygende i denne film. Han brillerer i den ene fuldstændigt forrygende scene efter den anden. Han er gakket i telefonscenen, hvor han kører revystilen med alle de forskellige stemmer. Selv nogle halsbrækkende stunts på to taxaer står han selv for. Filmen er et helt klart forlæg for de senere Olsen Banden film - bemærk blot filmens start... og så er nattevagts-scenen stilfærdigt men præcist koreograferet. Dirch tromler frem - men på en sjælden set stilfærdig måde. Selv en stille oplæsning af Rodians manus, får Dirch twistet, så man sidder og klukker - og alt han gør, er at sige ”Nåååååeeeeee!”. Filmens replikskifter er sprudlende, med kvikke ordspil og pudsige indfald. Monty, Tribini og Dirch er intet mindre end en herlig trio, som jeg godt ville have set i flere film - som ”Mathiesen-Banden” - helt klart som inspiration til Ballings Olsen Banden.
Og så gæstevisitter Dirch’s legekammeret, Kjeld Petersen, som bargæst, der gerne vil have fred.
Forviklinger, ekstraordinært godt udtænkt manus og skuespillere på Epo = uafbrudt spas! Et must-see!
Er du ikke Dirch-fan, er det stadig et must-see, for her spiller DP røven ud af bukserne, i en komedie der sjældent er set lavet bedre på dansk jord.
DEN STORE GAVTYV er faktisk et mesterværk - intet mindre.
Seks blinkende og gigantiske stjerner på den åbne Dirch-skala (der går til 6).

Bedste replikker:

- Kan De ikke være stille?
- Jamen det er ikke mig - det er støvsugeren!

- Hun kan ligge inde hos dig, kan hun ikke?
- Det har du ret i, det kan hun ikke!

Den store
gavtyv

Dirch Passer rolle:
Mathisen, ejer af hotel ”Skilpadden”

1956
96 minutter
sh

Premiere
5/3 1956 Rialto til 18/3 1956
Merry til 21/3 1956, Colosseum og Kinopalæet til 22/3 1956, Triangel til 28/3 1956, samt Casino 12/3 til 18/3 1956.
Repremiere Grøndals, Platan og Triangel 27/2-5/1 1961.
Merry 27/2 til 7/2 1961.

Instruktion Johan Jacobsen
Manus Arvid Müller
Foto Henning Bendtsen
Musik Erik Fiehn
Prod: Flamingo - Annelise Hovmand og Olaf Böök Malmström.

Medvirkende:
Ole Monty
Asbjørn Andersen
Margierite Viby
Preben Marth
Bodil Miller
Oscar Ljung
Dirch Passer
Johannes Marrott
Tribini
Gunnar Bigum
Hans Brenaa
Mogens Davidsen
Henry Nielsen
Paul Mourier
Jens Kjeldby
Mogens Brandt
Kjeld Petersen
Per Wiking,
Tao Michaëlis

Dirchland:
Den store Gavtyv er en af mine absolutte Dirch-yndlilngsfilm.
Historien om den nyligt løsladte tyv, Mathiesen, der hyres til at tjekke forfatteren Rodians krimimanuskript, er sjovt, spændende og klukmorsomt fra start til slut.
Dirch er intet indre end forrygende i denne film. Han brillere i den ene fuldstændigt forrygende scene efter den anden. Han er gakket i telefonscenen, hvor han kører revystilen med alle de forskellige stemmer. Selv nogle halsbrækkende stunts på to taxaer står han selv for. Filmen er et helt klart forlæg for de senere Olsen Banden film - bemærk blot filmens start... og så er nattevagts-scenen stilfærdigt men præcist koreograferet. Dirch tromler frem - men på en sjælden set stilfærdig måde. Filmens replikskifter er sprudlende, med kvikke ordspil og pudsige indfald. Monty, Tribini og Dirch er intet mindre end en herlig trio, som jeg godt ville have set i flere film - som ”Mathiesen-Banden”. Kjeld Petersen gæsteoptræder som bargæst.
Forviklinger, godt manus og uafbrudt spas! En must-see!

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: En bande gavtyve planlægger et kup efter en ide fra en krimiforfatter.
Johan Jacobsen genindspilning af sin egen ”Ballade i Nyhavn” fra 1942. Men alligevel anderledes, fordi den klart har koncentreret sin historie om unge Dirch Passer som filmens absolutte gavtyv. Og på mange måder er filmen Dirch Passers. Han er det hele værd, fordi instruktøren aldrig lader ham gå helt amok i sin komik, sådan som det så ofte skete siden hen, da han blev rigtig stjerne. Det neddæmpede skyldes måske også, at makkeren Kjeld Petersen spiller med, uden at der dog er tale om en decideret Kellerdirch-film. Til gengæld er det en rigtig ”årgangs-Passer” film. Han ses i nogle dristige stunts, hvor han springer fra en taxa til en anden. Og så rummer filmen et vanvittigt kup, der klart peger frem mod de sernere Olsen-banden film.
Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.

Jørden de Mylius fortæller i øvrigt i sin bog "Det danske Melodi Grand Prix 1957-2000", om Den store Gavtyv. Men hov - det er da ikke en grand prix film? Nej, men der blev spillet et grand prix nummer som underlægningsmusik i filmen - og nummeret var slet ikke et grand prix nummer på indspilningstidpunktet.
Ved det danske grand prix i 1957 sang Birthe Wilke og Gustav Winckler alle seks udvalgte sange, og vinderen blev, som bekendt, "Skibet skal sejle i nat".
Men, da "Den store gavtyv er fra 1956, så var melodien allerede udgivet før grand prixet i 1957, og måtte reelt set ikke deltage i dysten, da sangene ikke må være fremført offentligt før. Men det siger vi naturligvis ikke til nogen...

De to venner Erik og Lars driver Hørby Færgekro, lykkeligt uvidende om, at lokale kræfter forsøger at snyde dem til at sælge kroen, så de kan overtage de færgeforbindelser der hører til kroen. Ranggard er bagmanden, og da hans besøg på kroen ikke giver noget resultat, hyrer han Andersen til at udgive sig for at være en stresset bybo der trænger til ro. Andersen lokker de to venner til at underskrive et pantebrev, da de, mangler penge til en modernisering af kroen. De læser ikke det med småt, og kort efter modtager de et brev fra selskabet Godthåb, der kræver at pantebrevet bliver indfriet. De kan naturligvis ikke betale, og kroen bliver solgt på tvangsauktion - til firmaet Godthåb. Andersen gemmes af vejen, så han ikke kan sladre. Lars og Erik er sikre på at de dokument de underskrev, var med forfald om 10 år, og de sætter nu alt ind for at finde de originale dokument - de bliver ansat som tjenerpar hos sagføreren, som har stået for papirerne. De får en klemme på sagføreren, der ofte besøger færgekroen med sin sekretær, men glemmer at fjerne regningerne fra jakken. Og endelig finder de ud af hvor Andersen gemmer sig. Men findes de mon det originale dokument?

Bedste replikker:

Danser De?
Næ, ikke i øjeblikket!

Hvor længe var De i Deres sidste plads?
6 år - undtaget de 18 måneder jeg var inde ved rytteriet.
Rytteriet?
Lotteriet - jeg var lotte!
Ja, hun lavede mad til hestene!

Deres kone er noget nervøs!
Er han det?

Færgekroen

Dirch Passer rolle:
Erik Hansen, kroejer og færgemand

1956
106 minutter
sh

Premiere
SAGA 12/10 1956 til 6/12 1956.

Instruktion Poul Bang
Manus Paul Sarauw, John Olsen og Poul Bang
Foto Ole Lytken, Jørgen Chr. Jensen og Werner Hedmann
Lyd: John Branner
Musik Sven Gyldmark
Prod Saga Studion - John Olsen

Medvirkende: Ove Sprogøe
Kjeld Petersen
Lily Broberg
Buster Larsen
Poul Müller
Mimi Heinrich
Henrik Wiehe
Caja Heimann
Inge Ketti
Else Kornerup
Caja Heimann
Anna Henriques-Nielsen
Henry Nielsen
Carl Johan Hviid
Jørgen Grauengaard
Inge Østergaard
Miskow Makwarth.

Dirchland:
En sød komedie, hvor Ove giver den som Dirchs kone. Det kan godt ske han har pæne ben i nylonstrømper, men udpræget feminin er han ikke...
Dirch er dejlig underspillet morsom, lige præcis på den måde, hvor han er allerbedst på film.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
To venner (DP og OS) deles om en lille færge og en kro ved færgelejet. Men væmmelige spekulanter ønsker at fjerne dem for at oprette en indbringende hurtigrute.
Typsik gemytlig og ganske velskabt Saga-folkekomedie med Dirh Passer i selvbehersket charmeform som færgeskipper og Ove Sprogøe som krofatter med en Storm P’sk hønsegård. Parrets to sange prøver at gentage den gudbenåede bagatel og fortjente kæmpesucces ”En sporvog og en pige til” fra ”Ved Kongelunden” 1953 - men uden held. Filmen når mageligt sine hyggemål, selv om intrigen trækker vel længe ud. Buster Larsen får meget ud af en sveden svindler, der med ydmyge miner går de slemme økonoiske bagmænd til hånde. Kjeld Petersen er for det meste bare rar - rent talentspild.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

---

Sange:
Splitte mine bramsejl
I færgekroen

---

Fra Dansk Film Database - forskellige dagbladsnotitser mm.:

Hørbyfærgen blev lejet for 3.000 kr. til alle de optagelser, hvori den skulle med og Hørby Færgekro blev lejet formedelst en restaurering udvendig både hvad maling og kalkning angår.

Til sommerballet på kroen i filmen ”Færgekroen” inviterede man som statister unge balletdanserinder fra teatrene, blandt dem Lisbet Nielsen og Grete Nielsen fra Det ny Scala, - som skulle hjælpe med til at skabe ynde og charme på de hvidskurede gulvbrædder. Som sommergæster ved et af Dirch Passers kroborde medvrikede som statister, kontorelev Ulla Thoudahl Svendsen og hotelportier Jørgen Andersen.

En halv snes lokale statister medvirkede som passagerer på Hørby-baaden, der tillige fungerede som bilfærge for selskabets ”lensgreve”.

Saga flyttede for en dag teknikken til Holbæk for at optage nogle scener, hvor det var meningen at Mimi Heinrich og Henrik Wiehe skulle spille en tenniskamp. Men Mimi Heinrich havde aldrig spillet tennis og fluks måtte der skaffes en såkaldt ”stand-in”. Tennisklubbens formand manufakturhandler Marius Nielsen fandt dog hurtigt Holbæk-pigen Anette Quist, som blev udstyret med hestehale af uld for at ligne Mimi Heinrich. Bagefter rullede hele vogntoget med teknikere, skuespillere og instruktør og den uundværlige fru Solvejg til Hørby. Der skulle dog senere optages endnu nogle scener i Holbæk, bl.a. skal Kjeld Petersen hente penge i Holbæk bank - og Henrik Wiehe skal køre på hovedet i havnen.

Anette Quist, der var datter af kontorchef Quist i Holbæk, havde ikke drømt om at hun skulle medvirke i Saga-filmen ”Færgekroen”. Hun blev sat ind som stand-in for at spille tenniskamp med Henrik Wiehe på Holbæk Tennis Klubs opvisningsbane. Henrik Wiehe og Mimi Heinrich kunne nok spille komedie - men ikke tennis. Det kneb temmelig meget med at ramme bolden. Det kunne gå an, når de skulle serve, men returneringerne blev som regel til nogle gevaldige huller i luften. Poul Bang afgjorde derefter at man måtte have en stand-in og hurtigt fandt man frem til Anette Quist, som havde samme højde og skikkelse, men var lyshåret og ikke havde hestehale-frisure. Men det klarede en sminkør ved hjælp af sort tyll. Nærbillederne blev taget af Mimi Heinrich, hvorefter man kørte kameraet langt tilbage, mens Anette Quist rutineret servede sine bolde.

Ugen efter flyttede filmholdet igen til Holbæk, hvor der skulle optages en enkelt scene ved Banken for Holbæk og Omegn i Nygade, hvor en mand går ind i en bank. Mere dramatik var der i forbindelse med nogle scener ved havnen, hvor en bil skulle køre pladask i bassinet. Henrik Wiehe skulle egentlig sidde ved rattet, men blev erstattet af en dukke. Han slap dog ikke helt. For bilen, som selskabet købte hos et bilfirma i Holbæk, skulle hejses op med en kran. Henrik Wiehe måtte gå ombord i den og så skulle han dyppes, hvorefter han skulle pjaske ind til land og hives op. Henrik Wiehe tog det dog med godt humør, idet han udtrykte at det hørte med til jobbet og at skidtet vel kunne vaskes af igen.
...Filmoptagelserne foregik derfor på et tidspunkt, hvor færgen lå der. Situationen i filmen er den at Henrik Wiehe i sin elegante bil kommer og vil køre ombord, men Dirch Passer slipper fortøjningen og sætter fart på båden. Rebet griber fat i bilens kofanger og haler den i havnen. Instruktøren mente dog at Henrik Wiehe ikke ville blive glad for at gå i bølgerne. Det så temmelig uhumsk ud på grund af et kloakudløb lige i nærheden. Derfor blev der sat en dukke ind, der lignede ham, men i filmen skulle han dog trækkes op af vandet udvandet som en druknet mus.
Ikke mindre end tre gange måtte Henrik Wiehe ud i det snavsede og uappetitlige vand i Holbæk havn. Optagelserne foregik på den måde at Falcks kranvogn hejsede bilen - en Peugoet sportsvogn af ældre model - med Henrik Wiehe ned til vandoverfladen, så gav man los og samtidig satte skipper Sejr Christensen fuld gas på færgen, der halede vognen frem, mens den langsomt gik til bunds. Henrik Wiehe blev siddende og fægtede med armene lige til vognen forsvand helt. Så svømmede han ud og indtil bolværket. Den første gang blev vognen trukket skævt ind mod bolværket - og så måtte hele scenen tages om. Men først skulle vognen på land igen. Det klarede Saga’s fotograf Ole Lytken, der er frømand om en hals, og straks dykkede til bunden og anbragte trosserne. Henrik Wiehe skiftede tøj imens og måtte på den igen. Anden gang lykkedes det fint. Men netop som han havde smidt de våde bukser kom Poul Bang i tanke om at scenen, hvor han kravler op, skulle tages fra en anden vinkel - og så blev det altså tredje gang i baljen. Selv tog Henrik Wiehe det med godt humør. Han grinede over hele hovedet hver gang han blev hevet op som en druknet mus. Særligt morsomt har det nu ikke været at bruge en fin sommersøndag på at pjaske rundt i Holbæk havn med tøjet på, mens flere hundrede mennesker stod og grinede ad ham.

”Han var en flink fyr” sagde teknikerne til hinanden, før Henrik Wiehe gik i baljen. ”Var?” sagde en af de udenforstående. ”Luk øjnede op” svarede teknikeren og pegede mod havnebassinet, hvor vandet lignede jorden omkring en læk aljebeholder. Optagelserne i havnen begyndte lørdag formiddag, hvor det lykkedes at få sportsvognen i vandet. Første gang hang den fast - så rebet der trak den sprang. Anden gang plaskede den i, men ville ikke synke. Med en dukke ved rattet sejlede den i Hørbybådens kølvand i henved et minut før den dykkede. De vigtige scener foregik søndag formiddag og samlede en tyk bræmme af tilskuere på havnepladsen. Kun Henrik Wiehe medvirkede. Da det var erfaret at vognen flød et halvt til et helt minut før den sank var der ingen fare ved det. Men skulle der ske noget sagde Poul Bang trøstende til Henrik Wiehe - så har vi en frømand klar - han kan være i tøjet i løbet af en halv times tid ! ”Tak for den tid vi har kendt hinanden” sagde fotografen. ”Trist at det skulle ende sådan, men heldigvis er der nok af skuespillere !”

I tonevognen, hvor al tale i filmen optages på bånd og i en stationscar, der lyder navnet ”lensgreven”, havde selskabet installeret apparater til direkte radioforbindelse med studiet i København. Denne installation havde foruden værdien af, at det udstationerede mandskab hele tiden kunne have forbindelse med ”far derhjemme” - den fordel at den kunne bruges til optagelser af lyd på skibe til søs, af gadetrafik og andet uden at der nødvendigvis skulle udlægges kabler. Lyden kunne sendes pr. trådløs. Installationen var så ny, at den brugtes for første gang. Der var åbenbart sket en misforståelse med frekvenstildelingen, for adskillige gange i dagens løb lød militære ordre fra befalingsmænd i Jægerspris gennem anlægget - så filmfolkene blev belært om moderne krigsføring. Midt under optagelserne indtraf det kedelige, at der kom ”salat i kassen”, hvilket udlagt vil sige at kameraet brændte sammen. ”Vær venlig at gå over i brugsforeningen og hent for 25 øre kamera” sagde Dirch Passer. Men der var ingen tjenstvillige i nærheden. Tonemanden, der også regulerede strømtilførslen ”prøvede en tyr”, hvilket er jargonen for en elektrisk impuls for at undersøge om sagen er klar. Det var den og der kom igen skred i foretagendet. Filmoptagelserne samlede mange interesserede - ikke mindst da det blev røbet at instruktøren skulle bruge en del lokale statister. Sikkert mange drømte om at få lov at filme sammen med Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe. Straks ved ankomsten til Hørby kom to ”småtrolde” - en dreng og en pige på 6-7 år med deres autografbøger. Mens Ove Sprogøe ridsede sit navnetræk sagde han overrasket over at blive genkendt ”Naa, I er måske fra København”. ”Nej vi er fra Danmark”, svarede de ufortrødent. Da Ove Sprogøe havde sundet sig lidt spurgte han igen med frisk mod ”Er I søskende”, hvortil de med een mund svarede ”Naej, vi er forlovede”. Den kunne skuespilleren ikke give igen på og han følte sig som tilhørende en generation, der er sakket langt, langt bagud. Spøgefuldt stillede en af teknikerne sig troskyldigt i køen af autografjægere og efter at Ove Sprogøe havde skrevet sit navn tilføjede teknikeren ovenover ”Jeg vil give fem øl”.

I en scene har Henrik Wiehe og Ove Sprogøe i kroens veranda en samtale om køb af kroen. Mens samtalen står på kommer Dirch Passer med halvanden meter lange skridt gående langs stranden. Han er netop kommet i land efter færgeturen fra Holbæk og er i skipperuniform med skinnende knapper. Han stikker hovedet ind ad vinduet og fortæller hårdt og brutalt at kroen ikke er til salg. Denne scene udgør eet minut af spilletiden i filmen, men det varede ca. fire timer at optage den. For at optage de indendørs billeder måtte man bruge en lysstyrke på 30.000 watt. Inden de sidste billeder kunne tages skulle kroen istandsættes. Kun omkring en trediedel af filmen blev optaget i Hørby og på Holbæk Havn, mens de to trediedele blev indspillet på atelieret i København.

Den lille hyggelige Hørbybåd havde vist aldrig drømt om, at den skulle blive bilfærge på sine gamle dage og indgå i Saga Studio’s lystspilfilm ”Færgekroen”. Man skulle på en eller anden måde have anbragt en bil af ældre model ovenpå færgen, der i filmen fungerer som bilfærge på en eller anden tænkt rute. Saga var i april 1956 i Holbæk og Hørby for at se nærmere på forholdene, og teknikerne foretog en del målinger af lokaliteterne. Ved samme lejlighed så de på en gammel bil - en Wanderer 1927 - hos autoforhandler Weinreich, men fandt, at den sikkert var en tand for gammel. Det var på dette tidspunkt ikke afgjort hvem der i filmen skulle eje vognen - Kjeld Petersen som proprietær eller Dirch Passer og Ove Sprogøe som de to kroejere. Det kostede filmselskabet store anstrengelser at finde en egnet færge til filmen. Man besøgte næste alle de steder i landet, hvor der fandtes små færger, men enten var de for små eller også var de for moderne. I Holbæk så man f.eks. på Orø-båden ”Margrethe”, men syntes ikke rigtig den passede til det, den skulle bruges til. En mand spurgte der om de havde set Hørbybåden. Det havde de ikke - og anede iøvrigt heller ikke at den eksisterede. Og så viste det sig at det netop var den man skulle bruge. Den var netop så lille og så hyggelig som den skulle være. Før optagelserne i Hørby kunne gå igang skulle det først blive sommer og træerne sprunget rigtigt ud. Optagelserne regnede man med kunne klares på en uges tid.

Tre finder en kro
- og forvandler den.
Hørby Færgekro skal males af Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe.
Sådan lød overskriften i en artikel i BT 15. maj 1956. Kroejer Holger Hansen har måttet udsætte forårsmalingen af sin idylliske færgekro i Hørby ved Holbæk efter aftale med Saga Film i København. Til gengæld har Saga lovet at sende Dirch Passer, Kjeld Petersen og Ove Sprogøe ned med hvidtekoste og malergrejer om kort tid. Den 1. juni indledes optagelserne af det nye Saga-lystspil Færgekroen, og titelrollen skal netop spilles af Hørby Færgekro. I begyndelsen af filmen skal kroen se lidt forfalden ud, og derfor har man bedt Holger Hansen vente lidt med forårsmalingen. Filmens sidste billeder skal vise kroen efter en make-up med farvestrålende markiser og frisk maling overalt. Denne istandsættelse foretages af de tre ovennævnte skuespillere, der dog nok skal få lidt sagkyndig bistand. - Nu håber jeg bare ikke, at forvandlingen bliver så gennemgribende, siger kroejer Holger Hansen, at idyllen helt forsvinder.
Men der er vel næppe noget at være bange for. Det skorter jo som regel ikke på idyl ved slutningen af Saga-Film.

Emil, Knud og Professor Tribini har en lille gesjæft kørende på diverse markeder. Emil er bokser, og udfordrer hvert sted en blandt publikum til at bokse mod sig, og hver gang melder Knud sig friviliigt, og taber boksekampen.
Desværre skylder de penge til Lasse Larsen, der er teltholder og hypnotisør, og selv har sin lille ting kørende: Han hypnotisere nemlig sin halvsøster Lillian, til at begå indbrud. Den anden halvsøter Gunhild, er ikke meget for hans luskerier, men kan ikke rigtigt gøre noget.
Uheldige omstændiger og lusk fra Lasses side, gør, at Emil og Knud ikke kan betale deres gæld til Lasse, og intet telt, ingen boksekamp. Så de må se sig om efter et nyt job. De bliver ansat i Illum, Emil som eksotisk dørmand, og Knud som nattevagt.
Tilfældigvis ender Emil, Knud, Lasse, Gunhild og Lillian på det samme hotel lige overfor Illum.
Og da Lasse hypnotiserer Lillian til at begå indbrud i Illum, for at stjæle nogle udstillede diamanter, tvinges de til at tage sagen i egen hånd.

Bedste replikker:

Øretævefabrikken Det Blå Øje

- Kendt fra London, Paris og Amsterdam - samt den romerske arena i Hedensted.

- De er jo ikke bredere over skuldrene end en klipfisk mellem øjnene…

Tør du banke på?
Næ. Tør du?
Næ. Tør du?
Ja.
Så gør det!
Næh!

Tag til marked
i Fjordby

Dirch Passer rolle:
Emil Lange, markedsbokser

1957
94 minutter
sh

Premiere
SAGA 20/12 1957 til 2/2 1958.

Instruktion Poul Bang
Manus JohOlsen og Peer Guldbrandsen
Foto Aage Wiltrup og Ole Lytjen
Lyd: Kjell Bjørlie og Georg Jensen
Musik Sven Gyldmark
Prod: Saga Studio - John Olsen

Medvirkende:
Ove Sprogøe
Asbjørn Andersen
Buster Larsen
Lily Broberg
Sonja Jensen
Paul Hagen
Caja Heimann
Henry Niesen
Vivi Svendsen
Karl Gustav Ahlefeldt
Bent Vejlby
Carl joahn Hviid
Jørgen Weel
Knud Schrøder
Benny Johlin
Marianne FLor
Miskow Makwarth
Poul Jensen
Tribini

Dirchland:
Historien om de to markedsgøglere fejler sådan set ingenting. De gode er gode - den onde er virkelig ond. Og Buster Larsen er faktisk ret godt til at spille usympatisk skurk.
Alt ender naturligvis som det skal.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
To markedsgøglere (DP og Ove Sprogøe) danner par som den store stærke mand og den lille spirrevip, der lader sig slå ud i en på forhånd aftalt boksekamp. De modarbejdes dog af konkurrerende hypnotisør (Buster Larsen) der har en økonomisk klemme på dem. Men en venlig direktør hjælperdem.
Buster Larsen - der også er skurk i ”Færgekroen”, ses som en fipskægget Mefisto, der fastholder sin unge linedanserinde i et farligt hypnosegreb.
Den form for cirkusmelodram ligger dog skidt for John Olsen og Poul Bang, der prøver at finde hyggetonen fra tidligere succeser. Den er ved at blive væk her, hvor ikke en gang Passer/Sprogøe-duoens sangnumre sætter stemningeni vejret. Ideer er få, og luften siver stille og roligt ud af den halvtrætte rutineproduktion. Dyrehavsbakkens legendariske Professor Tribini holder dog ufortrødent dampen oppe i rollen som sig selv.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

SANGE:
MIt hjerte er en smørblomst

Giffen gaffen guffen Giffen gaffen guffen - med Lily Broberg og Sonja Jenen

Filmen havde arbejdstitlen ”Ta’ til markedet i Køge”.

Fra Dansk Film database:
Der var planer om at Kjeld Petersen skulle ha’ medvirket i filmen.

Om filmen fortalte John Olsen at den byggede på en virkelig tildragelse. Da han nogle år forinden var på vej til Store Heddinge blev han på landevejen standset af en ung mand som gerne ville med til Køge, hvor han skulle søge arbejde. Den unge mand fortalte at han længe havde været arbejdsløs og nu var ude efter et job hos en gøgler, der optrådte som stærk mand på Køge-markedet. Han udfordrede folk til boksekampe, men da der ofte ikke var nogen, der turde gi’ sig i lag med ham, var han altså interesseret i at engagere en medhjælper, som to gange om dagen skulle ”modtage” udfordringen og lade sig slå ud. John Olsen spurgte den unge mand hvor meget han kunne komme til at tjene ved dette mærkelige arbejde. ”Fem kroner pr. dag” svarede han. John Olsen måbede og troede ikke at nogen for fem kroner ville lade sig slå bevidstløs to gange om dagen. Men det viste sig at være rigtig nok. Senere mødte John Olsen ham tilfældigt. Nu var den unge mand klædt i en nydelig uniform og var blevet bud i et af stormagasinerne.

Tribini blev engageret til at spille sig selv i filmen og endvidere skulle han være kontaktmand til en række af landets farende folk, som medvirker i filmen. Optagelserne skulle finde sted på de store markeder i Hjallerup og Brønderslev.

Direktør John Olsen måtte i 1957 på jagt efter diverse skydetelte, pølseboder, spilleautomater, kastegynger og hvad der ellers hører til på en ordentlig markedsplads. Han skulle nemlig indrette en markedsplads i den store have bag filmatelierne til brug for filmen ”Tag til marked i Fjordby”.

For at atmosfæren skulle være helt rigtig havde man engageret sagkyndig bistand ved optagelserne. Konsulent i det boksetekniske var Kalle Svensson, der var professionel markedsbokser i årene 1923-37.

De to populære skuespillere Dirch Passer og Ove Sprogøe optrådte som sanglærere for Københavns gårdsangere. Det skete ved en særforestilling tidligt om morgenen i Saga-Teatret og årsagen til dette møde med asfaltens glade troubodourer var, at filmselskabet Saga og grammofonselskabet Philips for første gang lod gårdsangerne lancere en ny schlager - en rigtig gårdsangervals fra folkekomedien ”Tag til marked i Fjordby”. Efter et par morgenpilsnere for at løfte stemmebåndene gik man i gang med ”Mit - hjerte - er - en - smørblomst”. Derefter drog man i løftet stemning rundt i Vesterbros baggårde og prøvede den nye schlager i det fri. ______________________________________________________________________________________

En professor.
En flok børn.
En død ven der beder professoren tage sig af sin datter.
Et utal af små anekdoter.
En trist slangetæmmer, der har trænes sin slange til at hente brød.
En forelsket sømand.
Nogle brødre der forsøger at sælge deres søster.
En barn i en snor uden for vinduet.
Samt en pistol der kan larme.

Vi befinder os i København i 1890’erne. Og filmen begynder udenfor Benjamin Jacobsens ”velsignet eksentriske” barndomshjem..
I stedet for fortekster, så fortæller bogens forfatter hvem der er med, og fortæller samtidg lidt forhistorie til filmen.
Først præsenteres hans far - Edward Jacobsen, professor i zoologi og antropologi.
Det ringer på døren - og som familietiketten foreskriver, samles alle for at modtage gæsten: Emil, Anna, Benjamin, Karl, Magda, Katrine Kokkepigen, Mor og det lille nips. Og endelig bedstemor i kørestolen.
Gæsten modtages med 3 hurraråb - som det er kotyme i det Jacobenske hjem.
Der er ikke en fortløbende historie - mere små sjove anekdoter, som bliver fortalt, og ikke minds spillet, så man ind i mellem sidder og klukker af grin.

Bedste replikker:

Åh!
Det er bare en pistol!

Hvem er i?
Morderens børn!

Professor Jacobsen.
Glæder mig!
- Til hvad?

Frøken sagde jeg - mænd er åndssvage!

Professor - er en mand din kone?
Nej, han er min søster!

Hvad ville du sige til at få en ny far?
At blive søn i min alder? Det kommer så pludseligt..!

Krudt og
klunker

Dirch Passer rolle:
Fotografen

1958
78 minutter
sh

Premiere
7/4 1958. Colosseum til 29/4 1958, Amager og Grøndahl til 27/4 1958, Kinopalæet til 11/5 1958 og Triangel 2/4 1958 til 18/5 1958.

Instruktion Annelise Hovmand
Manus Finn Methling og Annelise Hovmand efter Benjamin Jacobsens ”Midt i en klunketid” 1955
Foto Verner Jensen og Rudolf Frederiksen
Lyd: Erik Rasmussen
Musik Erik Fiehn
Deko: Steini Sveinbjårnson.
Prod: Flamingo - Johan Jacobsen Bodil Gunnar Lauring - bedste hovedrolle.

Medvirkende:
Gunnar Lauring
Vera Gebuhr
Sigrid Horne Ramissen
Elga Olga
Ellen Nielsen
Johannes Meyer
Vivi Bak
Jørgen Reenberg
Kjeld Petersen
Dirch Paser
Kai Selliken
Eva Cohn
Anders Cohn
Poul Fin Poulsen
Susanne Randrup
Charlotte
Stig-Poulsen
Alfred Wilken
Ingeborg Skov
Ole Monty
Johannes Marrott
Povl W¨ldike
Tribini
Tao Michaelis
Lise Thomsen
Karen Rud
Svend Bille
Mogens Brandt
Jørgen Ryg
Nick Kiehe
Klaus Nielsen
Lili Hegelund
Miskow Markwarth
Peter Kitter
Minna Jørgenen
Bernhard Brasso
Charles Rohdes
Vera Stricker
Victor Montel som fortæller

Dirchland:
Familien er i sandhed en mere speciel af slagsen, og det kræver nogen tilvænning af den unge Therese at finde sig til rette i familien. At ungerne så tilmed er hittepåsomme, og heller vil have en endefuld, en lade en god ide gå fløjten, gør heller ikke familielivet kedeligere.
Det hele gøres indviklet af Hans og Thereses forelskelse, men da professoren modtager et apparat til antropometri, mildnes han syn på sømanden Hans. For hans hoved har den perfekte form - især med en bule.
Dirch er kun med som fotograf i filmens slutning, hvor han forsøger at tage et billede af de uvorne unger - og det er lettere sagt end gjort.
En rigtig skæg og sød - og skør - komedie, der virker langt yngre end at være optaget i 1958.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: Via den purunge barnepige Therese (Vivi Bak) indføres man i den storborgerlige familien Jacobsen i 1890’ernes klunke-københavn. Den dominerende af seks fantasifulde, foretagsomme børn, hvoraf de to undfanger en plan om at sælge deres lillesøster til hvid slavehandel.
Fortal med voice over af Victor Montell er denne film aldeles uden plot, endsige rød tråd. Istedet består den af erindringer om sjove episoder og muntre scener indsvøbt i egen stille humor og stilfuld atmosfære. Sådan lidt i retning af ”Emil fra Lønneberg” møder Herman Bang - i og med at længslen efter verden af i går aldrig bliver mere alvorlig end et vemodigt smil over tidens takt og tone fra 1890’erne. Underholdende ikke mindst for sit tidsbillede af dette tiår, som vi i dag også kan se som et tidsbillede af filmens 50’ere. Og Gunnar Lauring er i sit absolutte es som den excentriske familiefar, filmens centrumsfigur.
Filmen har mange flere medvirkende end de anførte og var på alle måder tidens mest stjernespækkede danske film. Kjeld Petersen, Dirch Passer og Jørgen Ryg er alle med, men drukner dog i dette overflødighedhorn af skuespillere.

”Tænk hvis Annelise Hovmand havde lært af Svend Methlings ”Sommerglæder” og Emmanuel Gregers ”Tummelumsen”, der begge havde al den atmosfære, filmenher mangler. I et glimt til sidst er Dirch Passer ubetalelig - han redder filmens finale”
Svend Kragh Jakobsen, Berlingske Tidende.

Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.

Filmen havde arbejdstitlen Midt i en klunketid, der samtig er titlen på Banjamin Jacobsens roman. I filmen ”Krudt og klunker” debuterede den kun otte måneder gamle Charlotte Poulsen i en drengerolle som ”Lille Victor”, der i filmen er yngste medlem af en børneflok på seks. Et par år forinden havde man prøvefilmet Charlottes to år ældre søster Anette, men da filmselskabet henvendte sig til familien Poulsen var Anette blevet for stor. I mellemtiden var familien forøget med Charlotte, der straks blev antaget, selv om det egentlig var en dreng man skulle bruge. I filmen indgår bl.a. en scene, hvor spædbarnet i en snor hejses op og ned mellem 2. og 3. sal af sine uvorne søskende. Ved filmoptagelsen foregik transporten i en specielt syet sele og ved anvendelse af et tykt tov - så der var ingen fare på færde, og Charlottes forældre kunne betragte forestillingen uden nervøsitet. Under optagelserne morede den lille Charlotte sig dejligt. Hendes far måtte tilmed knibe hende i storetåen, når der skulle laves en ”tude-scene”. Hendes storesøster havde iøvrigt svært ved at tro på, at lillesøsteren ikke græd når hun blev hejset op og ned uden for vinduet og hun insisterede på at få demonstreret scenen inden for hjemmets fire vægge.

Skibsreder Lemborg skal bruge kaptajn Hammer til at sejle til Perleøen, hvor han grundstødte for år tilbage, under en orkan. Dengang hjembragte kaptajn Hammer en sten - uranit - og den sten har vist sig at være penge værd. Desværre kan Hammer ikke huske den præcise angivelse, og bliver derfor sendt afsted på en ekspedition for at finde øen.
Ombord er Ole Olsen - matros - og kokken Valdemar Bøgelund, fra cafe Havfruen. Med på turen får Hammer den unge kaptajn Karlsen.
Lemborg vil også have Hammer til at tage sin uansvarlige søn med på turen, da han trænger til at blive opdraget lidt.
De begiver sig afsted, og efter nogen tid og genvordigheder finder de også Perleøen, men herskerne viser sig at være ikke helt ukendte. Det er enmlig ingen ringere end kokken og kahytsjomfruen, som blev på øen, da de sidst strandede. De har en datter, som den unge Lemborg naturligvis forelsker sig i. Det gør kaptajn Karlsen også - og det kommer til håndgemæng mellem de to.
Hjemme i Helsingør er det kommet for øre, at hans søn har gjort en pige gravid - det er Annemarie - Valdemars søster, og nu forsøger han at råde bod på sin søns fejltagelse.
Atter hjemme i Helsingør samles alle, men Karlsen er trist, for han har måtte efterlade sin elskede Bibiane på Perleøen. Men så ruller en kortege op foran cafe Havfruen...

Bedste replikker:

Man skulle have været en lille fugl - så kunne man have boet gratis på sin kvist!

- Jeg må vel hellere være ærlig overfor Dem!
- Ja tak - hvis det ikke gør ondt!

- Uha - stig ned af mit legeme!

Styrmand
Karlsen

Dirch Passer rolle:
restauratør Valdemar Bøgelund

1958
122 minutter
farve

Premiere
SAGA 30/10 1958 til 1/3 1959 Drive-IN 12/9 - 18/9 1966.

Instruktion Annelise Reenberg
Manus Paul Sarauw, Annelise Reenberg og John Olsen eft. Flemming Lynges og Axel Frisches teaterstykke ”Styrmand Karlsens Flammer”
Foto Ole Lytken
Lyd Kjell Björlie og Georg Jensen
Musik Sven Gyldmark og Axel Thingsted (Den lysegrønne Ø)
Dekorationer: Kai Rasch, Otto Lund og Jørgen Krogh
Klip Edith Nielsen
Prod: Saga Studio - Poul Bang og John Olsen

Medvirkende:
Johannes Meyer
Fritz Helmuth
Ebbe Langberg
Hass Chroistensen
Ebbe Langberg
Dirch Passer
Ghita Nørby
Bodil Udsen
Ove Sprogøe
Clara Østø
Helge Kjærulff-Schmdt
Tove Wisborg
Karl Stegger
Jeanne Darville
Gabriel Axel
Tudor Nanayakkara
Shrimati Lilavati
Lorna Gonsalves
Katy Helleberg
Knud Halest
Lille Peter
Else Kornerup
Axel Strøbye
Mogens Pedersen
Alf LAssen
Per Wiking
Poul Thomsen
Kurt Erik Nielsen
Hugo Herrestrup
Bent Vejlby
Margrethe Nielsen
Bodil Sangill
Four Jacks
Frederik og hans orkester

Dirchland:
Siger man Styrmand Karlsen, så siger man også automatisk Karl Stegger sminket som sort neger justitsminister på Perleøen.
Filmen er en indspilning af det kendte teaterstykke, og må siges at være ganske vellykket.
Johannes Meyer er glimrende som den bramfri kaptajn Hammer, Dirch er skæg som søsyg skibskok, men det er især sjovt at se Ebbe Langberg i en rolle hvor han skal være godt gammeldags usympatisk.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Gamle kaptajn Hammer (Johannes Meyer) hyres til en sejlads til en ø ud for Afrikas kyst, hvor der er gjort et sjældent ”uranit” fund. Det bliver en begivenhedsrig tur der slutter på øen, hvor to danskere tidligere er strandet.
Johannes Meyer førte Axel Frisches og Flemming Lynges folkekomedie til succes på Nørrebro Teater i 1928, med en sådan brask og bram, at han var ved at ødelægge sin stemme. Men hans uforglemmelige organ lyder 30 år efter i den samme kaptajnsrolle. I starten er han på pension, men snart ses han tilbage på kommandobroen for at genbesøge ”de sorte abekatte” som han siger. Der går dog 35 minutter inden man står til søs og 66 minutter inden man når den lysegrønne ø, hvilket angiver Annelise Reenbergs noget overdrevne reverens for den bedagede folkeklassiker. En under-intrige med Ghita Nørby som ugift mor føjer ikke meget til sagen, og der er gået mekanik i Dirch Passers og Ove Sprogøes samspil som henholdsvis blød skibskok og spids matros. Clara Østø har slagfærdigheden men ikke livsglæden som dronning, der vil leve og dø på sin lysegrønne ø (Olga Svendsens glansnummer) men Karl Stegger er skæg som menneskeæder (der får Bodil Udsen til sidst) og Helge Kjærulf-Schmidt frodig (!) som fynsk sydhavs-øbo. Annelise Reenbergs legendariske pertentlighed bliver denne gang lidt af et handicap: hvad der burde have været karsk som et skumsprøjt, lugter mere af møsommeligt opvarmet ret.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Fra Dansk Film database:
Allerede i 1952-53 havde man planer om at filmatiserer Styrmand Karlsens flammer. Poul Reichhardt skulle ha’ spillet Styrmand Karlsen, da han i teater udgaven havde kæmpe succes i netop den rolle.

Forinden den store filmekspedition til Ghana i sommeren 1958 med teknikere og nogle skuespillere havde direktør Poul Bang, instruktøren Annelise Reenberg og cheffotograf Ole Lytken været i Accra på Guldkysten for dels at filme nogle scenerier og dels forhandle med myndigheder og privatpersoner i Ghana. Aftenbladet kunne den 18. januar 1958 fortælle at et stort filmmateriale herfra var forsvundet. Cirka 800 meter farvefilm, farvefotografier og sort-hvide optagelser var sporløst forsvundet. Inden julen 1957 blev materialet afleveret til hjemtransport fra Fransk Vestafrika og normalt skulle det have været fremme i løbet af et par dage. Et af de store anerkendte luftfartsselskaber skulle have de værdifulde filmruller med til København. De optagelser der var forsvundet var hovedsagelig fra sejladsen med skibet fra det norske ”Høeg Belle”, som også spillede en vigtig rolle i filmen. Langt det meste af, hvad de optog i Ghana, havde de selv med hjem.

I november 1957 rejste direktør Poul Bang, instruktøren Annelise Reenberg og cheffotograf Ole Lytken til Guldkysten for at gøre forstudier til filmen ”Styrmand Karlsen”. Forud havde man talt om at bruge Hawaii som lokation. Det var Danmarks til dato hidtil dyreste film, som skulle være halvanden gang så lang som en spillefilm af normal længde. Og det var første gang en dansk film skulle optages i et så fremmedartet miljø. Turen gik i bil til Rouen, hvor selskabet gik ombord i det norske rederi Høegh Line’s skib ”M/S Høegh Belle”. Med skibet sejlede filmholdet til den vestafrikanske havneby Dakar og fløj derfra til Lagos på Guldkysten. Herfra gik rejsen så videre ind i staten Ghana. Udover på Guldkysten blev der optaget scener i araberkvarterets gyder i Tanger. I det hjemlige opbyggede man på Saga Studio bl.a. dekoration af havnebeværtningen Havfruen i Helsingør, hvor kaptajn Hammer finder de folk, han skal have med om bord.

I juni måned 1958 begyndte man den store filmekspedition sydpå med ”M/S Høegh Belle”, der spillede en vigtig rolle i filmen, idet en stor del af handlingen udspiller sig om bord. Skibet blev stillet praktisk taget gratis til rådighed for de danske filmfolk, der som kompensation undervejs optog en slags rederi-film med billeder fra de pladser, hvor man gik ind. I rejsen deltog skuespillerne Johannes Meyer, Frits Helmuth, Ebbe Langberg og Tove Wisborg samt fire teknikere:

En del af handlingen er henlagt til Helsingør, hvor man optog gadebilleder i Sct. Olaigade og i Strandgade, hvor de gamle huse blev foreviget i farver:

Under for-ekspeditionen fandt man flere egnede locations, bl.a. en pragtfuld strandbred med vajende palmer og en portugisisk guvernørbolig, Elmina-fortet, som kunne bruges til paladset på den lysegrønne ø, hvor den danske sydhavsdronning bor. Især var man begejstret for det lokale hjemmeværn, der holdt øvelser på slottet og som var iført bastskørter og rød jakke og som ville se pragtfulde ud på film. Men man kunne ikke lige gå hen og filme dem, men måtte først have tilladelse fra landsbyens borgmester. Han sad på en guldtrone, da han modtog de danske filmfolk i audiens og hans undersåtter kyssede ham på hånden. Der var ikke noget i vejen for at man kunne filme den lille garde, men da filmholdet den næste dag ankom til fortet med apparater - og det udkommanderede kompagni kom marcherende på det aftalte tidspunkt - var alle soldaterne iført ganske almindelige blå uniformer med lange bukser. Det viste sig at være et helt andet kompagni. Dem med bastskørterne var taget ud at fiske og det ville vare længe før de kom tilbage igen. Ekspeditionen havde iøvrigt lidt besvær med at komme ind i Ghana med de 14 kufferter med filmudstyr. Tolderne krævede at der skulle stilles en mindre formue i depositum før udstyret kunne indføres. Det nægtede direktør Bang og bad om at få lovene udleveret. I disse fandt han en bestemmelse om at håndværkere havde lov til at medtage deres værktøj og tolderne bøjede sig langt om længe og betragtede filmholdet som håndværkere.

Den 10. juni 1958 optog man i Odense Havn en række afskedsbilleder - før skibet ”M/S Høgh Belle” dagen efter begav sig på filmekspeditionen til Guldkysten i Afrika med en række danske filmfolk - skuespillere, fotografer, teknikere og instruktrice. Optagelserne i Odense gjaldt scener fra skibets afgang - og foruden ekspeditionens skuespillere filmede man Emil Hass Christensen, der er med, når skibet lægger fra kaj. Ekspeditionen var beregnet at vare 9 uger - sørejsen varede 23 dage på hver tur og der var afsat to uger til opholdet på Guldkysten. I løbet af de 14 dage skulle man filme landgangen på øen, et optog, der skulle bevæge sig op til dronningens slot, ligesom der skulle laves optagelser af en procession i junglen, hvor filmens prinsesse bæres af indfødte. Desuden skulle man optage de indfødtes sang på bånd. Selskabet måtte love myndighederne at filmen ikke udspilles i Ghana - men på ”en lysegrøn ø”.

På Guldkysten var der ikke grænser for hvor mange lokale hjælpere man kunne få til disposition. Men de danske filmfolk lærte hurtigt at holde lidt igen. De troede nemlig at det var Hollywood der var kommet til landet og forlangte vældige priser. Under opholdet oplevede man mange pudsige situationer. En dag skulle man tage en scene med et slagsmål mellem Frits Helmuth og Ebbe Langberg. Der stod et halvt hundrede negre i alle aldersklasser og fulgte optagelsen, og de gik sådan op i den, at de begyndte at tæve løs på hinanden. I en lagune skulle der indspilles en kærlighedsscene mellem Tove Wisborg og Frits Helmuth. De var blevet roet ud i en kano af nogle negre. Det var godt man ikke havde lyd på optagelsen - for så var den druknet i larm. Inde på bredden stod nemlig 500 indfødte - hele landsbyens befolkning - og hver gang Frits Helmuth gav Tove Wisborg et kys jublede de som vilde. De syntes det så fantastisk sjovt ud:

En af de festligste scener i filmen indspillede man oppe i Odumase Krobo - et stykke inde i landet hos Ghana’s tredje-største høvding Neire Azzu Mate Kole. Han talte flydende engelsk, men det hele var alligevel meget primitivt. Også her måtte man betale, men nu ikke så meget i penge som i flydende varer. Man havde fået arrangeret et stort optog som alle underhøvdingene deltog i. Selv gjorde den store høvding sit til at kaste en sælsom trolddomsmagt over optrinet. I optoget blev Tove Wisborg som datteren af dronningen på den lysegrønne ø båret i høvdingens guldstol højt over fire mægtige negerkrigeres hoveder. Efter optagelsen erklærede Azzu Mate Kole at Tove Wisborg havde forurenet guldstolen ved at sidde i den. Den skulle bagefter renses. Det kostede ekstra fire flasker whisky og fire flasker genever. Man skiltes dog som fine venner efter at man havde taget et billede af høvdingen med guldkrone på hovedet.

Som de første vendte Frits Helmuth og fotograf Ole Lytken hjem med fly. De skulle tage nogle billeder i Cano i Nigeria og fløj derfor først fra Ghana til Cano og derfra hjem over Rom. De øvrige kom pr. skib i to etaper. Johannes Meyer tog først afsted med et skib sammen med en tekniker, der var blevet angrebet af en allergisk sygdom. Da ikke alle filmoptagelser var afsluttede måtte man beholde Tove Wisborg og Ebbe Langberg som senere blev sendt med fly og nåede at indhente skibet et sted oppe på Afrikas kyst. Hjemturen blev lidt mere dramatisk end man havde tænkt sig. Direktør Bang, Annelise Reenberg og et medlem af den tekniske stab var blevet tilbage for at få afviklet alt - og betalt de sidste regninger. Derefter startede man med skibet ”Høegh Aiglonne” fra Dakar. Men på vejen mod Lissabon fik skibet maskinskade og i 13 timer drev man for vind og strøm. Med tre dages forsinkelse nåede man frem til Lissabon og fik Saga til at skaffe tre flybilletter til resten af turen.

Da ”Styrmand Karlsen” skulle optages søgte selskabet skibslejlighed til Guldkysten, men ingen af de hjemlige rederier kunne på daværende tidspunkt transportere filmfolkene derned. Derfor henvendte man sig til det norske skibsrederi Leif Høegh, som straks var meget imødekommende. Filmekspeditionen kunne godt komme med et af firmaets skibe og skulle bare betale for kost og logi. Da ”Styrmand Karlsen” blev solgt til Norge rejste direktør Poul Bang til Oslo for at vise skibsreder Høegh filmen. Han blev så begejstret for den - at han bad direktør Bang hilse filmekspeditionens medlemmer og sige dem, at de ikke skulle betale noget for rejsen, - de havde været hans gæster.

Skibets besætning var på 30 mand, heraf 10 danske. Kaptajnen på skibet var Jarle Johansen, der på turen kom til at debutere som filmskuespiller. Filmholdet bestod af Frits Helmuth, Johannes Meyer, Annelise Reenberg, Poul Bang, Tove Wisborg, Ebbe Langberg, Poul Bang, Annelise Reenberg, Ole Lytken, Georg Jensen og Børge Hemmeshøj Hansen. Sidstnævnte medvirkede også i nogle scener i filmen. Høegh Belles afdeling med kahytter var udover filmpassagererne stopfyldt med deres grej - med alt fra tegnestifter til en robåd, der skulle bruges i en filmoptagelse. Undervejs skulle skibet anløbe Dakar, Conakry, Freetown, Abidjan og Takodari. Alt var beregnet hjemmefra - apparaterne skulle være i stand til at tåle hede og fugtighed og mange var bygget specielt til turen.

I november 1958 afholdte Herlovianersamfundet i Grand Café’s selskabslokaler på Kongens Nytorv en fællesaften. Efter middagen (gule ærter og æbleskiver) præsenteres ”Med styrmand Karlsen i Afrika” - lidt snak af direktør Poul Bang om filmsoptagelse i Afrika og i tilknytning hertil vistes en af Frits Helmuth optaget smalfilm om hvordan Saga Studio’s film ”Styrmand Karlsen” blev til.

Direktør Poul Bang havde i Afrika engageret et par indfødte til at bistå med noget transportarbejde, og man havde aftalt en bestemt pris. En dag bad han dem om at tage et lændeklæde på og stille sig op på stranden for at medvirke som statister i en filmscene. Før afrejsen fra Ghana fik Poul Bang af en af de indfødte forelagt en ekstra-regning, der lød på ”acting” 1.200 kr. Poul Bang protesterede: - ”Det er mere end hvad en rigtig skuespiller tjener pr. dag i Danmark” oplyste han. ”Hvordan kan I tænke på at forlange 1.200 kr. for at stå et øjeblik foran et filmkamera?”. ”Jo”, sagde den indfødte, ”Vi har jo læst så meget om de kæmpegager, de betaler i Hollywood, og vi tænkte jo også, at når man rejser helt fra Danmark og herned for at filme, så må det være fordi det her er noget ganske særligt”. Argumenterne var sådan set fornuftige nok, men man enedes alligevel om et noget mindre beløb.

Ved repremieren i 1972 ville man forkorte filmen en smule således at den kunne nå at spille 2 gange på en aften i biograferne. Derfor fjernede man Dirch Passers “Valdemars vuggevise” samt midterste vers af “Den lysegrønne ø” med Clara Østø og en duet mellem Tove Wisborg og Frits Helmuth Din mund” (som iøvrigt blev et kæmpe Giro 413-hit det år).

Maj er skuepiller, men fyres fra teatret, da hun konstant kommer for sent, men genansættes dog, da teaterdirektøren fejlagtigt for den ide at hun er kæreste med den stenrige skibsreder Thorbjørn. For teatret står netop og skal ti at sætte en ny revy op, og mangler en der kan skyde penge i forestillingen.
Maj bliver udstyret med nyt kunstnernavn, hun får pludselig kredit hos sin yndlingsskræder - og alle regningerne ender hos skibsreder Thorbjørn - hvilket han ikke helt forstår. For i virkeligheden er Maj slet ikke kæreste med skibsrederen - men bliver tilfældigvis kørt til og fra teatret nogle gange af skibsrederens chauffør, da hun har været vidne til et uheld han har haft.
Teaterdirektøren kæmper for at få penge ud af skibsrederen, der udgiver sig for at være journalist, og opspore hvorfor Maj Granner bruger hans penge.
Synes du det lyder forvirrende - så bare rolig - det bliver meget værre.

Bedste replikker:

For min skyld kan De spille den i Q-mol eller tjaldur - bare De er færdig!

Smil for Satan, det er alvor!

Med det samme, på fredag!

Jeg måtte gå fra dør til dør for at stjæle medicin så jeg kunne købe et dukkehus til min gamle syge moster.

Min søn var rasende over, der ikke var kaviar på skolemaden i dag!

Men Gud, det er jo Maj. Altså ikke mig, Maj, men dig, Maj!

Scenen hvor kasserer Blok blander to avisartikler sammen er morsom udtænkt - den ene artikel er om aftenens premiere, den anden artikel er om trav - og så nok en artikel om tennis.

Pigen og
vandpytten

Dirch Passer rolle:
Financier - Fabrikant Munk

1958
99 minutter
sh
Premiere
Palladium 24/11 1958 til 11/1 1959

Instruktion Bent Christensen
Manus Bent Christensen og Werner Heedmann frit efter den engelske film ”Herligt forelsket ” / ”Happy-Go-Lovely” 1951 via Terrafilm, Stockholm.
Foto Jørgen Skov
Lyd: Hans W. Sørensen og Arne Lintner
Musik Ib Glindeman
Sange: Børge og Arvid Müller
Deko Kai Rasch
Prod: Scala Film - Aage Stentoft

Medvirkende:
Lily Broberg
Preben Mahrt
Buster Larsen
Chr. Arhoff
Kjeld Petersen
Dirch Passer
Marguerite Viby
Sigrid Horne-Rasmussen
Bodil Steen
Preben Uglebjerg
Caja Heimann
Bjørn Puggaard-Müller
Inga Löfgren
Bent Weidich

Dirchland:
Filmen er en af de bedst sammenskruede forvekslingskomedier jeg har set. Tempoet er højt, forviklingerne er mange, og de snor sig ind i hinanden. Lige når man tror at historien er ved at løses , så går den atter en gang i hårknude. Man går fra den ene forvirrede scene til den næste. Det er simpelthen så godt skruet sammen, at man ikke når at kede sig et øjeblik.
Alle roller er besat med oplagte store skuespillere. En rigtig lille perle. Dirchs rolle er kun en bemærkning - han er en mulig finacier, og scenen hvor han møder Kjeld Petersen, der spiller tekstforfatteren Børge Arvidsen (fik du den?), og hvor de to fremfører en bid af ”Tømmerflåden”, som om Dirch spørger ind til Kjelds historie og derved ødelægger den, er en skøn lille parantes. Tænk bare et der findes den mulighed for at se de to fremføre den klassiske sketch.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Da det rygtes at revyskuespilleren Mai Grøndahl (Lily Broberg) kommer sammen med en ung hovedrig skibsreder (Preben Mahrt) ser hendes fallittruede teaterdirektør (Buster Larsen) en chance for at få en tiltrængt mæcen. Men kender skibsrederen overhovedet Mai?
Bent Christensens instruktørdebut er en traditionel forvekslingsfarce. Lily Broberg ses med uklædeligt afbleget hår, stramme bluser og en noget forceret facon i en af sine få mislykkede præstationer.
Og et sang og dansenummer hvor hun optræder klædt ud som lillepige, er pinligt ringe. Også Buster Larsen overspiller som den koleriske teaterdirektør, og filmen er kun mindeværdig fordi den bevarer en forkortet udgave af Dirch Passers og Kjeld Petersens berømte tømmerflåde-nummer fra deres Kjellerdirch storhedstid på ABC. Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at samspillet mellem Kjeld Petersen og Dirch Passer var noget helt enestående. De medvirker heldigvis i flere film sammen - også i denne - selv om det helt klart er Kjeld der bærer filmen, og Dirch der er sidekicket.
Måtte jeg kun vælge en film at tage med på en øde ø - så blev det ”Vi er allesammen tossede”. Set med min optik, er filmen fremragende - og den farer afsted, så man næsten bliver helt forpustet.
Kjeld Petersen er repræsentanten Alex Alexandersen. Hele livet har han måtte trækkes med en hypokondrisk mor, senere en kone med rengøringsvanvid - selv på bryllupsnatten. Efter en lang periode med travlhed på jobbet, kaldes han en dag til møde hos skattevæsenet. Stresset møder han op, og i løbet af den meget sære samtale bliver Alexander frådende vred, og får oven i hatten en ekstra skatteopkrævning.
Han har tilmed bryllupsdag - mens hans kone Birthe, beder ham trille en stille tur i bilen, ind til de skal spise - så han lige kan få blodtrykket ned.
Uheldigvis påkører Alexander en cirkuselefant, som er ude og blive luftet med fire andre elefanter, og da han er for sent på den, kører han for stærkt hjem, og bliver standset af en patruljevogn. Da de hører hans elefanthistorie sigter de ham for spirituskørsel, og det ender med at den stakkels Alexander først fængsles, og senere bliver indlagt på den lukkede.
Undervejs lykkes det for lægerne at få Alexander overbevist om, han aldrig har påkørt den omtalte elefant. Og endelig erklæres han rask.
Glæden er dog kort - for elefanten - som han påkørte - får bøvl med benet, og cirkuset vil have erstatning. Alexander hives i retten, for at have påkørt en elefant, og forladt ulykkesstedet. Og så rabler det for Alexander - for han har jo netop IKKE påkørt elefanten.
Eller har han? Filmen slutter med dansk filmhistories nok mest særprægede retsmøde.

Bedste replikker:
Jeg kan da ikke æde for 20 kr frikadeller om dagen?
Så gå over til bøffer!
Nej - det har jeg slet ikke råd til! Hvad skal jeg så leve af?
De penge der bliver tilbage!
Jamen de står jo i skorstenen!

Er der nogen køkkentrappe?
Ja.
Hvor ligger den?
Omme ved køkkentrappen!

Vær så venlig at holde Dem til den elefant de kørte ind i Kollerød Hegn i år!
Jamen den var der jo slet ikke - det var jo bare en kat der løb over vejen!

Vi er
allesammen tossede

Dirch Passer rolle:
Knudsen, sporvognskonduktør

1959
84 minutter
sh

Premiere
Kinopalæet (p.g.a. nedrivning fra 4/1 kun een daglig forestilling) 18/12 1959 til 24/1 1960
Casino og Roxy 18/12 1959 til qo/1 1960
Merry og Nora 18/12 1959 til 12/1 1960
Triangel 18/12 1959 til 17/1 1960
genoptaget Scala 12/5 - 8/6 1960.

Repremiere Bio Lyngby 30/6 1967 til 9/7 1967, Nora og Toftegaard til 11/7 1967, Merry og Triangel til 16/7 1967.

Instruktion Sven Methling
Manus Arvid Müller og Aage Stentoft
Foto Aage Wiltrup
MusikSven Gyldmark
Lyd Arne Lintner
Deko Kai Rasch
Prod: Scala Film - Aage Stentoft - Henning Karmark

Medvirkende:
Kjeld Petersen
Jessie Lauring
Dirch Passer
Preben Marth
Birgitte Reimer
Buster Larsen
Emil Hass Christensen
Bjørn Puggaard-Müller
Keld Markuslund
Sonny Benneweiss
Jørgen Beck
Bjørn Spiro
Holger Munk
Anna Hagen
Lis Adelvard
Hevig Schad
Ole Monty
Carl Ottosen
Chr. Arhoff
Mogens Brandt
Vivi Svendsen
Ego Brønnum-Jacobsen
Povl Wöldike
Marteng Petersen

Dirchland anmeldelse:
Dirch spiller en politiske engageret sporvognskunduktør, som Alexander bliver indlagt med. Og lad os da bare sige, at han har nogle lidt alternative ting på sit partiprogram.
Filmen er fyldt til bristepunktet med samfundskritsike smølfespark - og enkelte mavepustere. Og har så mange manuskriptmæssige spidsfindigheder, at det næsten er for meget. Over stok og sten går det, i en historie som er så vanvittig, at den næsten kunne være mulig.
Se den for pokker - se den. Og oplev Dirch som bindegal galning, og Kjeld med et blodtryk på 4.000.000.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Den stressede repræsentant Alexander (Kjeld Petersen) der har alvorligt ondt i skatten, ender på nerveklinik efter at have påkørt en cirkus-elefant. Lægen tro, han lider af hallucinationer, og får også Alexander selv til at tro det. Da episoden bekræftes, trækkes Alexander atter igennem øvrighedesn mølle.
Kjeld Petersen frenetiske desperationshumor bærer velfærds-satiren igennem, også når den overspiller sine kort. Som hverdagsdanskeren i skattevæsenets kløer er Kjeld Petersen stadig fomidabelt nærværende - nu mere end 50 år efter filmens premiere. Han var moderne dengang og er det stadig. Hans indledende scener konfronteret med skatte-uvæseneter som et langt let antændeligt kædefyrværkeri af forbitrelseskomik. Og da han får en scene med Passer som gal sporvognskonduktør er kontrasten påfaldende: Petersen har hele sjælen med i humpren, mens Passer her (som desværre lidt for ofte på film) er en ren nummermand. Filmen taber pusten da Petersen falder til ro hos Preben Marhts folkekomedielæge, men den tager profetisk hul på velfærdskritikken: uansvarliggørelsen af den enkelte i forhold til det kommunalt-statslige magtapparet - skatte- og sygehusvæsenet og politi. Satiren foregriber Glistrup bevægelsen og har samtidig berøringspunkter med Leif Panduros historier om hverdagens galskab. Men formen er mest folkekomedien forsonende revy-forenklinger - altså bortset fra det løft, som Kjeld Petersen giver filmen, når han forsyner velfærdskritikken med et menneskeligt ansigt der skærer igennem al politik og teori.
Gyldendals Filmguide gav den 3 stjerner - svarende til ”Usædvanlig God”.

I 1973 blev der forsøgt arrangeret en repremiere på filmen med indledning af Mogens Glistrup. Kjeld Petersens bror, Bent Grasten ( filmkritiker og manuskripforfatter) protesterede og fik det forpurret. Men filmen forblev et af Fremskridtpartiets yndlingsværker. Klaus Rifbjerg indleder sin anmeldelse i Politiken med at slå fast, et de angrebne myndigheder herhjemme er så udmærkede, at de sagtens kan tåle kritik. Han kalder filmen ”overraskende konsekvent i satiren og begavet tænkt” og fortsætter ” Figuren - den lille mand - genopstår med smukkere galskab end før, boblende fuld af moderne vanvid, en kafkask helt med forhøjet blodtryk, appelsinkinder og ægte dansk mildhed i blikket”.

Fra Dansk Film database:
Filmen er optaget på Saga Studio. I den forbindelse har Buster Larsen fortalt, han aldrig glemte, da de scener hvor man ser hans ”tatovering” skulle optages. Han mødte meget tidligt, ja han var den allerførste der mødte på studiet, og så lå han på en briks i flere timer, medens hans overkrop blev flot dekoret. Til formålet havde de brugt sovsekulør, og Buster erindrede hvordan det sved. Forøvrigt tog det også lang tid at få det fjernet igen.

Bodil:
Svend Methling - bedste film
Kjeld Petersen - Bedste hoveddrolle.

Filmen begynder med, at Poeten og Lillemor gemmer sig for en arrige kreditor i deres lille lejlighed. De må væk fra det larmende kvarter, og derfor tager de ud for at se på hus, og finder et som passer dem perfekt - der skal laves en del, men skidt med det, Det viser sig dog, at det er naboen som skal fremvise huset, og han forsøger med alle midler at skræmme Poeten og Lillemor til ikke at købe huset - da han selv vil købe det.
Poeten og Lillemor køber huset lige for næsen af Anton og Vera - og således er der jo lagt op til et godt naboskab.
Penge har de ikke mange af, og det ender med at Poeten må skrive sølvbryllupssange, for at kunne betale sine regninger.
Lillemor får overtalt Poeten til at skrive en tekst til en popmelodi - det er poeten ikke meget for, men det viser sig, at sangen ikke kun gør ham populær i nabolaget, men også på landsplan bliver sangen en succes - ruller pengene ind. Og det er godt, for der står en kreditor som vil have sine penge inden nytår - ellers er det ud af huset...

Bedste replikker:

Skal det nu være overflødigt at jeg tænker på min åndelige udvikling?
Nej det er sandelig på høje tid.

Tror du ikke striberne skulle have været mere lige?

Var det ikke bedre at De kunne leve af det De selv skriver istedet for det jeg skriver?

Kvinder er mærkelige. Sommetider gør de lige det modsatte af hvad man tror. Det kan man på den anden side ikke regne med.

Poeten og
Lillemor

Dirch Passer rolle:
Bageren

1959
100 minutter
sh

Premiere:
Palads 6/3 1959 til 14/5 1959

Instruktion og manus:
Erik Balling efter Jørgen Mogensen tegneserie og idé af Henning Nystad
Foto Poul Pedersen og Jørgen Skov
Lyd Jens E. Hansen
Danse: Erik Wendelboe
Deko Kai Rasch
Klip Carsten Dahl
Musik Bent Fabricius Bjerre
Prod: Nordisk Film - John Hilbard og Carl Rald

Medvirkende:
Henning Morizen
Helle Virkner
Ove Sprogøe
Lis Løwert
Olaf Ussing
Dirch Passer
Karl Stegger
Valsø holm
Helga Frier
Kjeld Petersen
Judy Gringer
Paul Hagen
Axel Strøbye
Ole Mogens
Henry lohman
Bjørn Spiro
Jytte Aboildstrøm
Soffy Damaris

Dirchland:
Filmen er den første i Poeten og Lillemor serien - og nok også den der fungerer bedst. Dirch er sød som bageren der så inderligt savner en bagerjomfru, men altid falder i søvn, og derfor aldrig møder nogle piger. I det hele taget er hele set-uppet godt skruet sammen.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Et legat sætter Poeten og Lillemor i stand til at bytte kvistlejligheden ud med et charmerende bondehus. Og så lærer de mange af landsbyens sjove bebore at kende.
En filmatisering af Jørgen Mogensen hæderkronede tegneserie og digterfamilien i det lille hus på landet. Efter ni år som daglig stribe var ”Poeten og Lillemor” en institution allerede i 1959, da Erik Balling forsøgte sig med en filmatisering. Som digteren og hans muse klæder Henning Moritzen og Helle Virkner hinanden så godt, at man sluger en lang række idnbyggede klichéer, og i nærmiljøet på landet folder en rig kreds af kærligt opridsede typer sig ud. Dirch Passers bager (en vidunderlig nedtonet charme-præstation) barberen Ove Sprogøe og hans forlovede, serveringspigen Lis Løwert, der så gerne ville have boet i Poetens hus. Økonomien reddes af en schlager-tekst ”Mor” som Poeten skriver til Kjeld Petersen stundesløse popkomponist (Det er Klaus Rifbjerg der har forfattet teksten til denne Victor Cornelius parodi) Den rindalistiske slagter Karl Stegger hører den sunget i TV og græder af et godt hjerte, og giver endelig familien kredit. Til slut inviteret tilflytterne med til købmandens sølvbryllup, da Poeten skriver en festsang.
En småborgerlig ønskedøm, men den lette, hverdagspoetiske tone holdes sikkert, og lystspillet udarter sig aldrig til farce.
Gyldendals Filmguide gav den 2 1/2 stjerner - svarende til ”God”.

Gyldendals Filmguide gav filmen anmærkningen ”T” - der står for stærk tidskolorit.

Fra Erik Ballings side var der lagt op til, at det skulle være en sødsuppedrivende parodi på en dansktop-schlager om en sømand i det fremmede, der står og tænker på sin mor, som han ikke har behandlet alt for pænt. Erik Balling fik Klaus Rifbjerg til at skrive teksten til Bent Fabricius-Bjerres melodi, og da Rifbjerg afleverede den, var alle klar over, at klicheerne var så fede, at sangen rent faktisk kunne blive et rigtigt hit. Her holder den historiske enighed op mellem parterne. Den officielle forklaring fra Balling og Fabricius-Bjerre var - at Klaus Rifbjerg var bange for at lægge navn til teksten, fordi det kunne ødelægge hans renomme som forfatter og digter. Resultatet var i hvert fald, at det blev Balling, der under sit synonym ”Perrik” lagde navn til teksten. Klaus Rifbjerg derimod har sagt at han gerne ville lægge navn til teksten, som han havde skrevet sammen med forfatterkollegaen Jesper Jensen. Men at Erik Balling løb med al royaltyen. Iøvrigt blev sangen aldrig det store hit i Danmark.

Kilde: Nordisk Film - en del af Danmark i 100 år.

En mand der ikke kan styre sin kone, kan ikke styre en virksomhed.
Det er hvad Hans Høy har hørt fra sin onkel - den onkel der kommer på besøg, for at se hvordan det står til i den musikforretning, han netop har sat sin nevø til at bestyre.
Og hans kan i den grad ikke styre sin kone Susanne. Han synes faktisk hun er en doven sjuske, der ikke en gang kan tage sig sammen til at lave en kop kaffe til ham, før han skal på arbejde.
Lige netop denne dag, hvor onklen kommer, slår deres ueninghed gnister, og det ender med at Hans i desparation, giver sin kone en god gammeldags endefuld, der får hende til at pakke sine ting, og rejse hjem til sin mor.
I forretningen klager Hans sin nød til medarbejder Johnny, der tilmed er hans gamle klassekammerat. Han forsøger at få de to kvindelige ansatte til at spille hans kone - hvilket de misforstår - og så ser han en plakat for Charleys Tante - og får ideen at Johnny skal spille Susanne under besøget - hvilket han overtales til af rigelige mængder alkohol.
Det hele bliver naturligvis en smule indviklet, da onklen og hans medbragte datter, Hans kusine Kate, kommer hjem i Hans lejlighed - som Susanne efter sin mors ordre har gjort rent og ryddet op, men ikke når at forsvinde fra. Hun gemmer sig på badeværelset og er vd at omkomme af grin da Hans fortæller hende sagens rette sammenhæng
Susanne opdages af Onklen da hun forsøger at snige sig ud - og da onklen er glad for unge kvinder, skal hun da med på natklub. Kate opdager Johnny er en mand, onklen tror Hans er forelsket i hushjælpen - og hvem er Nuser - og Helga?

Bedste replikker:

Du ved jeg er et følelsesmenneske. Jeg er en absolut modstander af vold. Jeg hader at slås, det gjorde jeg allerede som dreng. Jeg er antimilitarist. Jeg har aldrig set en tyrefægtning, selv om jeg har været i Spanien. Jeg har heller aldrig kunne begribe de mennesker der render til boksekampe.
Ha ha ha ha…
Men jeg vil ikke ha’ at du smider varm kaffe i hovedet på mig.

Og så tag trompeten ud af munden når du taler til din direktør.

To gange 30.
Hvorfor fanden siger du ikke 60 - det er da nemmere?

Jeg hader dig!
Selvfølgelig - vi er jo nygifte.

Jeg kan også tale lavere, så kan De også høre hvad jeg siger.

Onkel Bill fra New York

Dirch Passer rolle:
Hans Høj, direktør for ”MusicBoxen”

1959
91 minutter
sh

Premiere SAGA 17/7 1950 til 6/9 1959

Instruktion Peer Guldbrandsen
Manus Johan Olsen og Peer Guldbrandsen
Foto Aage Wiltrup
Lyd: Kjeld Bjørlie og Georg Jensen
Deko. Otto Lund og Jørgen Krogh
klip: Edith Nisted Nielsen
Musik Sven Gyldmark
Prod: Saga Studio - Erik Larsen

Medvirkende:
Dirch Passer
Helle Virkner
Ove Sprogøe
Ulla Lock
Hass Christensen
Karen Marie Løwert
Judy Gringer
Anette Post
Aage Winther Jørgensen
Victor Cornelius
Gunnar Bigum
Carl Nielsen
Frederik og hans orkester

Dirchland:
Et førsteklasses eksempel på en komedier fuld af forviklinger og forvekslinger. Bedst som man tror, at nu kan det ikke blive mere indviklet, så sker der noget uventet, som gør det hele endnu mere kringlet. Alt udredes naturligvis til slut.
Samspillet mellem Dirch og Ove Sprogøe er intet mindre end forrygende i denne film, de ping ponger så det er en sand fryd. Historien ræser afsted, og flere gange tror man at nu afsløres det hele, men så kommer der noget i vejen.Og så er den indlagte lille gimmick, hvor Dirch får øje på sin egen plakat fra ABC Teatret, og får ideen til Johnnys udklædning, rigtig fint fundet på.
Og så er det jo lidt skægt, at Dirch får hævn over Ove, der jo var med til at få ham til at klæde sig ud i dametøj i ”Charles tante”...
Og har man ikke hørt navnet Hans Høj før? Det var vist noget med en benzintank og en baronesse...

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
Han Høy (DP) får besøg af sin forretningsoverordnede onkel Bill fra Amerika. Han får sin nærmeste medarbejder Johnny (Ove Sprogøe) til at udgive sig for den kone (Helle Virkner) der har forladt hjemmet efter et skænderi.
Dirch Passer trækker læsset i denne fjolle-komedie, først som normaldansker i datidens nybyggede Bellahøjhuse, derefter for fuld udblæsning i de farceagtige forviklinger. Et komisk højdepunkt er hans udgave af den klassiske Verdi-arie ”La Donna è mobile”. Men Ove Sprogøe i kvindetøj er også skæg i en djævelsk parodi på forloren kabaretsjæleri. Emil Hass Christensen har en ægte Hass Christensen rolle som omvandrende udgave af Det Konservative Folkeparti. Og bemærk datidens poppede Crooner Victor Cornelius fejlanbragt som pianist for skæggede bohemer i ”Kunstner Caféen”.
Gyldendals Filmguide gav den 1 stjerne - svarende til ”Interessant eller
acceptabel i sin genre”.

Der er kommet nye rekrutter i lejren, og de gamle basser vil lave fis med dem, klæder sig ud som læger og ”undersøger” de nye rekrutter - men så kalder oversergent Mellegaard til samling, og 16 når ikke at klæde om, står i geleddet i hvid kittel, og som straf udkommanderes han til at hjælpe den rigtige læge. Lægen spilles af Kjeld Petersen, og han synes vældigt godt om bassernes drillerier, så han laver gas med 16, giver ham bind for øjnene, hvorefter de nye rekrutter får lov til at lege læger.
I mens informerer oversent Mellegaard 11 og 13 om, at de er optaget på sergentskolen - men det har 13 bestemt ikke lyst til.
Henrik (Hagen) og Kaas hentes af deres kærester, som har vundet på en præmieobligation - men ikke kan finde den. De kommer i tanke om, at Poul har det i sit nodehæfte, så de tager afsted til ”Det hvide L...” hvor han spiller. Henrik hives op for at spille, og i mens finder hans kæreste obligationen. I baren møder de 13, som ikke vil med tilbage til lejren - han vil skide på oversegenten.
Næste dag er der manøvre - men 13 mangler stadig. Og så er der ellers dømt krig...
1. gruppe skal finde fjendens kommandostation og tage en fange, men de opdages af fjenden og søger i skjul på en gård, som drives af et par henrivende søstre, som gør stort indtryk på soldaterne. I ly af mørket forlader gruppen gården i to grupper med 13 som befalingsmand for den ene. Mellegaards gruppe fanges. 13’s gruppe finder tilbage i ly på gården. Klaus Pagh synger en sang - med Gustav Wincklers stemme. 13 opdager at Mellegaards gruppe er fanget på nabogården, og Hagen og Kaas fanger en af fjendes kaptajner, da han vil låne telefonen.
Endelig dukker Dirch op, som fjendtlig soldat der holder vagt, mens han træner forskellige gangarter. Han har stor kærlighed til tændstikker.
Mellegaard befries og de kan nu angribe det fjendtlige hovedkvarter. Men nu kommer fjenden pludselig på besøg på de to pigers gård. Men alt ender naturligvis godt, med stor manøvrefest, og stort orkester, Dirch som underholdning sammen med Stan Getz og Papa Bue.
Alle får hinanden til slut, og 13 kommer naturligvis også på sergentskolen.

Bedste replikker:

Kender jeg ikke jeres inderste tanker?
- Javel hr. oversergent - og undskyld!

Papa Bue: Vikingerne hærgede og plyndrede, som en flok finansministre!

Den første er en spillemand - og man har bedt mig anmelde ham. Men hvorfor skulle jeg det - en mand der ikke har gjort mig det fjerneste!

Soldater-
kammerater
rykker ud

Dirch Passer rolle:
Vagt og konferencier

1959
100 minutter
farve

Premiere 9/10 1959 Casino, Colosseum, og Grøndahls til 1/11 1959, Triangel til 5/11 1959, Merry og Scala til 8/11 1959 samt Gentofte 2/11 1959 til 11)11 1959 og Bio Lyngby 2/11 til 15/11 1959.

repremiere 30/5 1966 Bio Lyngby til 8/6 1966, Grøndahls og Park til 9/6 1966, Merry, Nora og Toftegaard til 12/6 1966.

Instruktion Sven Methling jun.
Manus Bob Ramsing
Foto Aage Wiltrup og Per Stæhr
Lyd: Kjell Bjørlie
Musik Gustav Winkler, Simon Rosenbaum og George Swensson
Militær rådgiver: kaptajnerne P. H. Glesner, Allan Adolhp og B. B. E. Suadicani
Deko: Steini Svenbjørnsson.
Klip: Edith Nisted Nieseln
Prod: Merry - Henrik Sandberg på Saga Studio

Medvirkende:
Louis Miehe-Renard
Ebbe Langberg
Paul Hagen
Preben Kaas
Klaus Pagh
Ole Dixon
Svend Johansen
Carl Ottosen
Cera Strciker
Annie Birgit Garde
Vivi Bak
Mimi Heinrich
Dirch Passer
Kjeld Petersen
Bjørn Puggaard-Müller
Jørgen Bidstrup
Holger Vistisen
Camilla Jensen

Dirchland:
Der er dømt soldaterspas og militærgags i stride strømme. Dirch er kun med som staffage, men hans scene med gakkede gangarter er morsom - og 11 år før Monty Pythons sketch fra 1970.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide:
De syv gamle kendinge er fortsat i trøjen og her kommer de på en lang og krævende øvelse, der skal skille mændene fra drengene. Men det ender med fest med jazz og højt humør.
I serien nummer to modtager basserne Louis Miehe Renard, Klaus Pagh, Ebbe Langberg Paul Hagen, Preben Kaas, Ole Dixon og Svend Johansen en samling nye rekrutter, som udsættes for den tidstypiske mobning og chikane. Fjollerierne under hærens stolte fremmarch forstærkes af Dirch Passer og Kjeld Petersen, og Annie Birgit Garde, Vivi Bak og Mimi Heinrich flirter distraherende med jenserne. Der er handlingsmæssig tomgang i tankvognene, men tilstrækkelig med pjat undervejs ti, at man ikke går helt ned ad bakke før den traditionelle afsluttende fest, hvor Stan Getz, Oscar Pettiford og Papa Bue leverer tidens toner.
Gyldendals Filmguide gav den 1/2 stjerne - hvilket er midt i mellem ”Ringe” og ”Interessant eller acceptabel i sin genre”.

Ditlev, Charles og Peter er studiekammerater, og står over for den at skulle holde sommerferie. Især Charles og Peter glæder sig til at komme afsted, da de skal besøge deres kærester, Laura og Lone - men det haster med at komme hjem, for de to piger skal på ferie i Vordingborg, og tager afsted allerede lørdag.
Men Charles skal tage imod sin tante, Donna Lucia, der kommer hjem fra sydamerika - de lægger en besked til tanten, og tager toget til Frydenlyst.
Her inviterer de Laura og Lone på frokost - men det går ikke, uden en anstandsdame. Charles og Peter forsikrer pigerne om, at Charles tante vil være til stede - og så er det ok. Men tanten bliver forsinket - og nu er de to drenge på den. De tvinger Ditlev til at klæde sig ud som tanten, så Laura og Lone kan gøre deres besøg. Det kan umuligt gå galt... Men det kan det. For pigernes far, etatsrådet, brænder i den grad varm på Ditlevs tante. Og Ditlev tager sig nogle friheder over de to piger, som Charles og Peter ikke bryder sig om. TIlmed dukker Charles far op, nyligt hjemkommet fra England - fattig som en kirkerotte - men han tør op, da han hører Donna Lucia er velhavende. Så nu er der to som er efter Ditlev.
Endelig dukker den rigtige tante op - og med hende Henriette, som en gang har kysset med en ukendt mand i Skt. Gottardtunnelen, som hun aldrig har kunnet glemme.
Charles far frier til Ditlev, altså Donna Lucia, men får heldigvis nej - men det er ikke et svar etatsrådet lader sig spise af med.
Og hvem er hende Lise, som Charles far pludselig genkender?

Bedste replikker:

Svagelig jurastuderende siger du. Er det din karakter du mener?

3 krus øl - det bliver lige 42 øre med det hele!
Nå, er det nu steget igen?

Det er forbudt at springe af i den fart!
Jamen vi har travlt!
Nå, ja det er noget andet.

Den tunnel har kostet 200 millioner at bygge.
Det var den fanme også værd!

Nu skal jeg sætte dem i vand!
Ellers tak jeg stå udmærket her!

Jeg bryder mig ikke om at blive præsenteret for det indskrumpede nedfaldsæble.

Charles tante

Dirch Passer rolle:
Stud. ju. Ditlev, Charles Tante

1959
101 minutter
farve

Premiere SAGA 12/10 1959 til 3/1 1960

Repremiere
Drive-In 29/6 - 2/7 1967

Instruktion Poul Bang
Manus Arvid Müller frit efter Brandon Thomas’ farce 1892
Foto Ole Lytken
Lyd: Georg Jensen
Dekoration: Otto Lund og Jørgen Krogh
Klip: Edith Nisted Nielsen
Musik Sven Gyldmark
Prod. Saga Studio

Medvirkende:
Dirch Passer
Ove Sprogøe
Ebbe Langberg
Ghita Nørby
Anni Birgit Garde
Holger Juul Hansen
Birigtte Federspiel
Susse Wold
Hans W. Petersen
Keld Markuslund
Vivi Svendsen
Alfred Arnbak
Emil Halberg
Peter Marcel
Børge Møller Grimstrup

Dirchland:
Der er fart over feltet, når forviklingerne rulles ud i denne indspilning af en gammel engelsk farce. Dirch havde spillet rollen et utal af gange på ABC, og man fornemmer at hen er godt hjemme i rollen som Donna Lucia. Morsomst er scenerne, hvor etatsrådet (Hans W. Petersen) som en lille bulldog på speed, jagter Donna Lucia. Mage til temperamenetsfuldt kurmageri skal man lede længe efter.

Anmeldelsen i Gyldendals Filmguide: To studentervenner ovrtaler en tredje (DP) til at trække i kvindeklæder for at agere anstandsdame, så de frit kan mødes med deres udkårne.
Klassisk engelske teaterfarce i en fordansket filmversion, hvor Dirch Passer kæmper en forgæves kamp mod mølædt teaterskrædderi, stivbenet instruktion og meget gabende kedsommelighed i nobel britisk romantisk forveklsingstradition. I sine bedste øjeblikke har Passers uhyrlige brasilanske tante et kønsoverskridende jubelhumør, der kan minde om Jack Lemmons i ”Ingen er fuldkommen”, men man ser for lidt til ham. Hans W. Petersen er sød og sjov, som hans ildfulde tilbeder. Ellers består komikken mest af placeringen af den 40 årige Ove Sprogøe som Regens-student og den 35 årige Holger Julle Hansen som far til den 26 årige Ebbe Langberg.

Man havde gerne set Dirch Passer i hver en meter, men må nøjes med at se ham i hver anden. Denne tante er jo nærmest ubeskrivelig, et naturfænomen og et nationalt teaterhistorisk fænomen” Jørgen Stegelmann i Berlingske
For lidt krudt og for mange klunker. Frederik Dessau i Dagens Nyheder. Gyldendals Filmguide gav den 2 stjerner - svarende til ”God”.

Fra Dansk Film database:

Keith Keller skrev i Billedbladet i foråret 1959. ”Da Frank Sinatra kom til lillebyen Madison, USA, med en lille armé af filmfolk for at indspille nogle scener til Some Came Running, syntes lillebyens befolkning, at dette var den helt store begivenhed. Sinatra lod dem tydeligt forstå, at for ham hørte oplevelsen ikke til de muntre. Han slog fremrakte autografbøger til side, og i den lokale bar mumlede han skældsord mod byen ned i sin whiskysjus."

Da Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ebbe Langberg kom til lillebyen Kirke Eskildstrup ved Tølløse med en håndfuld filmfolk for at indspille et par scener til Charles tante, syntes lillebyens befolkning, at det var en helt hyggelig lille adspredelse i dagligdagen.

Passer, Sprogøe og Langberg var tydeligt glade for, at de blev modtaget så velvilligt. Autograferne fik en ekstra krusedulle på halen i de fremrakte bøger, og på trinet foran købmanden delte Dirch Passer en appelsinvand med vejmand Andersens lille søn. Sådan er filmfolk lige som alle andre folk så forskellige.

Typisk for danske filmfolk er det, at de som regel altid er ligevægtige, selv om nerverne også her kan stå på højkant, fordi der står store penge på spil, fordi kunstnere nu engang har kunstnertemperamenter, fordi film er en krævende kunst, selv når det drejer sig om en film over en folkekomedie som Charles Tante.

Bortset fra Dirch Passer og Ebbe Langberg er personerne ikke de samme på Stig Lommers scene som i Sagas filmatisering. Heller ikke stykket er helt det samme. Børge Müller står for den ene fordanskning, broder Arvid for den anden. Filmudgaven afviger naturligvis mest fra den engelske original, idet filmens handling er henlagt til Danmark.

På scenen muntrer Dirch Passer sig med parodier på en engelsk accent. Det har været svært for ham at holde aftenens teaterløjer uden for dagens filmsjov. Morsomt har det til gengæld været for de øvrige medvirkende at følge Passers improvisationer. Af og til har en improvisation kostet et par ekstra prøver. Instruktøren, Sagas direktør Poul Bang, har selv moret sig og tilgivet forsinkelserne. Ved andre lejligheder har Bang, en af de få danske instruktører, der er De’s med sine skuespillere, vist, at han ikke holder på formerne - sådan at forstå, at han aldeles uforfængeligt har lyttet til råd og vink fra Passer og sine øvrige underordnede.

Udeoptagelserne til Charles Tante har fundet sted foruden i Kirke Eskildstrup - i Det Kinesiske Tehus i Gurre, ved Dragsholm, Kalundborg, på Lindenborg og på Orupgård, Falster. Atelieroptagelserne er blevet til i en af de kostbareste dekorationer, der nogen sinde er blevet opført hos Saga eller på noget andet dansk filmatelier.
Charles Tante filmes i Eastmancolor. Preben Birch har sørget for kjoler og dragter til damerne Birgitte Federspiel, Ghita Nørby, Annie Birgit Garde og filmdebutanten Susse Wold, Marguerite Vibys datter.
Man arbejder med et budget på omkring en million kroner. Indkasseringen af millionen og dens trillinger i fortjeneste indledes til efteråret.

I sommeren 1959 optog man farvefilmen ”Charles tante” - den gamle populære farce, som Dirch Passer havde så stor succes med på ABC-Teatret. Før optagelserne efterlyste Saga effekter fra 90ernes klunketid - alt fra aviser, familieportrætter i ramme, lomme- eller stueure, petroleumslamper, kunstgenstande, parasoller, klunkemøbler eller havemøbler fra 90erne.

Der blev bl.a. lavet filmoptagelser til ”Charles tante” i den idylliske park ved Orupgaard udenfor Nykøbing Falster.

Til filmen producerede man her en romantisk måneskinsscene med Dirch Passer og Susse Wold, som blev optaget i blændende sol. Foran kamera-linserne var anbragt gul-filtre som skulle give den rette måneskin-stemning. Alligevel havde skuespillerne det svært ved ikke at misse med øjnene i den fulde sol. Ved en anden optagelse af Dirch Passer på havegangen langs en lille sø måtte man have kameraet ud mellem sivene. Forinden måtte man sende fotografen ud uden kamera for at afprøve om det var bundløst mudder. Dirch Passer var iøvrigt en af den tids mest travle skuespillere med film om formiddagen, prøve på teater om eftermiddagen og teater om aftenen. En vittig person sagde, at han vel også kunne nå at gå med morgenbrød fra kl. 6-7. ”Charles tante” var en dyr filmproduktion. Udgifter til råfilm (farvefilm) kostede alene omkring 100.000 kr., skuespillergager omkring 200.000 kr. foruden lønninger til teknikere, husleje, rejser, kostumer m.v. Alene Ghita Nørbys og Annie Birgit Gardes kjoler kostede 1.800 kr. stykket, hvilket var et anseeligt beløb i 1959 penge. I det samlede budget indgik at filmen skulle ses af mindst hver fjerde dansker for at balancere.

Holbæk Amtstidende fortalte den 25. juni 1959 om optagelserne på Kirke Eskilstrup station, der i filmen ”Charles Tante” hedder Krogerup. Der var adskillige tilskuere som tog forskud på den muntre film. Til formålet havde man lånt et par ældre jernbanevogne - den ene udstyret med salon med bl.a. fritstående lænestole og sofa fra DSB’s museum. Og foran toget spændte man et lokomotiv af årgang 1898. Filmen foregår i 90erne og sceneriet var lagt så nær denne tid som muligt, men den hestetrukne jumbe, der brugtes i filmen havde gummihjul - og sådan var det ikke i 90erne. De lokale statister, der entrer den gode gamle salonvogn var Henning Sørensen, fru Dorthea Sørensen, fru Gurli Christensen og Ejnar Olsen. Som gæst hos Saga så man miss Lucille Murreay, USA.

På Lindholm Gods ved Roskilde optog man bl.a. scenen, hvor den rigtige tante (Birgitte Federspiel) ankommer til godset og hvor den stoute kusk (Børge Grimstrup Møller) kører Landaueren op foran Godsets hovedtrappe. Landaueren var udlånt fra Ledreborg Slot, og det var vognmand Emil Olsen, Algade 19 i Roskilde, der havde stillet sine dejlige to sorte Oldenborgere til
Lindholm Gods, som spiller en vigtig rolle i filmen, havde ikke en egnet park. Inden man fandt frem til Orupgaards parkanlæg på Falster havde man gennemsøgt det meste af Sjælland for at finde frem til den helt rigtige park. Med ved optagelserne på Falster var Dirch Passer, Ove Sprogøe, Ghita Nørby, Annie Birgit Garde, Ebbe Langberg, Birgitte Federspiel og Holger Juul Hansen. Filmholdet havde under optagelserne hovedkvarter på Industri-hotellet i Nykøbing F. Der blev arbejdet hver dag til kl. 16, hvorefter de skuespillere, der havde teatertjeneste i København kørte hjem for ud på natten at vende tilbage til Nykøbing F

En hel del optagelser foregik naturligvis på atelier. Blandt dem bl.a. scenen, hvor Annie Birgit Garde og Ghita Nørby skal komme ind gennem en dør, standse op og sige ”Tit tit, god dag, her er vi igen” og derpå hilse på den tanteforklædte Dirch Passer, som Ove Sprogøe og Ebbe Langberg står med på trappen. Mange lag tante-kjole over det normale tøj tyngede og lunede under optagelsen. Dirch Passer havde endda et lag mindre på end i teater-versionen. Man fandt at det så sjovere ud, at publikum havde direkte kik til hans lange bukser. Ebbe Langberg og Ove Sprogøe skulle løfte Dirch Passer i vejret, men han var tung at bære på i studie-heden. Det fandt man udvej for med en høj taburet, der kunne genmmes under skørterne. Han havde så den at sidde på under optagelsen. Men på filmen ser det ud som om han bliver båret.

Parken på Orupgaard rummer en lille kanal og også en smuk stenhøj. Filmselskabet havde fra København medbragt to bænke - en formet som en svane, der kaldtes for ”ja-bænken”, hvor frierier foregik mellem de implicerede og en der hedder ”nej-bænken”. Trods anstrengende vilkår for skuespillerne under optagelserne på Falster kunne Poul Bang fortælle, at det ikke var nødvendigt at placere dem på ja-bænken, da kontrakterne skulle underskrives.